DLF foreslår ny definition af specialundervisning

Specialundervisning skal finansieres af en central pulje i kommunen, mener DLF.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolerådet har luftet tanken om at tage begrebet specialundervisning ud af lovgivningen for i stedet at lade den blive omfattet af begrebet undervisningsdifferentiering, og KL er opsat på yderligere at flytte grænsen for, hvornår Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) skal inddrages. Samtidig kan Lærerforeningen konstatere, at undervisningen af samme type elever organiseres forskelligt fra skole til skole og fra kommune til kommune. Ud over at gøre begreberne på området uklare mener DLF, at ændringerne vil svække elevernes retskrav på hjælp. Hovedstyrelsen vedtog derfor på sit møde i sidste uge et notat, der præsenterer et ændret og mere hensigtsmæssigt specialundervisningsbegreb. Her skelner man mellem almindelig undervisning med undervisningsdifferentiering inkluderende støtteforanstaltninger - som for eksempel tolærerordning, tosprogsundervisning, faglig støtte som læsekurser i klassen eller på hold samt AKT-opgaver (adfærd, kontakt, trivsel) og andre forebyggende indsatser - og endelig specialundervisning, som gives til eleverne på specialskoler eller i -klasser, i gruppeordninger eller til enkeltintegrerede elever efter skolepsykologisk udredning. Undervisning inden for de to første kategorier foreslår DLF administreret af den enkelte skole, mens man foreslår, at specialundervisningen efter den nye definition finansieres af en central pulje i kommunen ud fra saglige og faglige vurderinger af behovet.

Notatet skal danne baggrund for diskussionen om et resolutionsforslag om specialundervisning, som hovedstyrelsen fremlægger på kongressen i slutningen af denne måned.

LL får ekstra støtte

Det lave optag på læreruddannelsen betyder, at Lærerstuderendes Landskreds (LL) har svært ved at holde medlemstallet oppe. Derfor vedtog hovedstyrelsen en ny model for tildeling af tilskud, så kredsen de næste tre år får tilskud, som om medlemstallet lå på 10.000, som det gjorde for få år siden. Det ekstra tilskud skal gøre det muligt at gøre LL mere synlig på uddannelsesstederne og dermed få medlemstallet op, var Anders Bondo Christensens argumentation.

Det vil give LL mulighed for at geare sit sekretariat til at støtte de tillidsvalgte i at gøre organisationen mere synlig.

Ingen talte direkte imod, men Jan Trojaborg fandt det betænkeligt at indføre en fast rutine med tilskud i en længere årrække.

»De, der i dag udgør ledelsen for de lærerstuderendes kreds, sidder der med garanti ikke om tre år, når sidste rate bliver udbetalt«.

»Det er måske ikke særlig motiverende for dem bare at have en fast tildeling«, sagde Jan Trojaborg og tilføjede: »En anden løsning kunne jo være at tilpasse økonomien efter det antal medlemmer, man faktisk har«.

Hvis LL's økonomi skulle forbedres, kunne det være en løsning at justere organisationens serviceniveau i forhold til det vigende antal medlemmer, mente han.

Men støtten til forslaget var størst: Flemming Ernst fandt det vigtigt for DLF at have en basis på hvert eneste uddannelsessted, Per Sand Pedersen så et forhøjet tilskud over tre år som en god investering, og Gordon Ørskov Madsen var enig: »LL's faldende medlemstal gør det vanskeligt at gennemføre kampagner for at rette op på det«, sagde han. »Og det er uheldigt, for vi skulle gerne give de studerende en god vane med at organisere sig, også når de er færdige med uddannelsen. Derfor er det vigtigt at genetablere den styrke, som klubberne på uddannelsesstederne har haft tidligere«, sagde formanden for Århus-lærerne. Hovedstyrelsen sagde ja.

Ingen lønberegner på nettet

DLF's overenskomstudvalg havde fremlagt et forslag om, at der blev udarbejdet et program, som kunne give hvert enkelt medlem mulighed for at tjekke sin lønseddel ved at gå ind på foreningens hjemmeside. Forretningsudvalget ville imidlertid ikke støtte indstillingen, da man var tvivlende over for, om en sådan lønberegner overhovedet kan komme til at fungere. Desuden ville kredsene skulle pålægges ekstraarbejde med at holde de lokale oplysninger ajour, og mange kommuners lønsedler er så uoverskuelige, at medlemmerne ofte ville have svært ved at plotte de rigtige tal ind. 14 medlemmer støttede forretningsudvalget, fem stemte imod og to undlod.

Tilslutning til klima­demonstration

DLF deltager i en demonstration i forbindelse med klimatopmødet i december. Formålet med demonstrationen er at give forhandlerne en massiv, høj og synlig demonstration af verdens vilje til at handle, som det hedder i initiativtagernes oplæg. 12. december-initiativet bliver bakket op af en lang række organisationer og enkeltpersoner og er partipolitisk neutralt.

Per Sand i forretningsudvalget

Astrid Schjødt Pedersen er sygemeldt for tre måneder. Derfor konstituerede hovedstyrelsen Per Sand Pedersen som formand for organisationsudvalget og dermed medlem af forretningsudvalget.