En lørdag formiddag læste undervisningsminister Bertel Haarder som sædvanlig Folkeskolen. I det pågældende nummer af bladet var der et par læserbreve fra to hovedstyrelsesmedlemmer, der udtrykte stærk kritik af ministeren. Men i stedet for at sætte sig til computeren og skrive et svar tog han telefonen og ringede op. Blandt andet til Lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen. For Haarder ville gerne mødes med hovedstyrelsen, så tingene kunne blive talt igennem, i stedet for at fortsætte polemikken i læserbrevsspalterne.

Mødet blev aftalt, og den 28. februar tog undervisningsministeren plads for bordenden i hovedstyrelsens mødesal i Kompagnistræde.

»På den ene side har vi en strid om, hvilke rammer det er godt at fastlægge for folkeskolen i de kommende år. Men på den anden side har vi en fælles interesse i, at vi får en god skole. Vi skal ikke slå en streg over det, der er foregået hidtil, men fremover sikre fokus på styrkesiderne i skolen og de danske læreres indsats«, sagde Bertel Haarder og mindede om, at et stort flertal af befolkningen ønsker, at der bliver gjort noget ved folkeskolens svagheder.

Ministeren vil gerne være med til at sætte fokus på skolens styrkesider: »Det meget store flertal af dygtige lærere, vi har, som skal møde respekt og anerkendelse«, sagde han og mente, at »de forkætrede elevplaner« vil være et skridt på vejen derhen.

»Jeg ved godt, at elevplanerne er til irritation, men i praksis kan arbejdet udføres på en enkel måde«, sagde Haarder og henviste til et system, Eplaner, som tre lærere i Viborg har udarbejdet.

»Et sådant system giver hurtigt overblik over styrker og svagheder hos den enkelte elev og viser, hvad der skal sættes ind over for«.

»Vi er uenige om test, men husk lige, at de ikke som i Norge kan bruges offentligt. De er adaptive, og en udefrakommende ekspert mente, at de måske er de mest avancerede i verden«, fremførte minister­en og understregede, at testene kun vil komme til at tage en promille af skoletiden.

»Formålet med testene er, at der ikke må være elever, der kan sidde og gemme sig med faglige problemer. Og at kommunalbestyrelsen ikke må være uvidende om de problemer, der er. Det er en styringsmodel, som jeg vil understrege ikke går ud over den enkelte lærers arbejde«.

»Vel er der kommet meget, og det kan man godt være forpustet af. Og jeg forstår godt, at man kan være betænkelig. Men husk, at der er et meget bredt flertal bag de nye bestemmelser, så tingene bliver ikke lavet om hverken efter næste folketingsvalg eller det næste igen. Vi er modtagelige for kritik af testene, men de kan ikke afskaffes. Derimod hører vi gerne på konstruktiv kritik af, hvordan de kan gøres bedre. Så selv om rammen er fastlagt, betyder det ikke, at der ikke kan justeres inden for den«.

Dermed var der lagt op til debat med hovedstyrelsen. Flere hovedstyrelsesmedlemmer forklarede ministeren, hvilke frustrationer det giver blandt lærere og skoleledere, når folkeskolen bliver bombarderet med ændringer uden tilstrækkelig forudgående dialog og med alt for kort tid til implementeringen. Debatten viste klart, at de grundlæggende uenigheder mellem ministeren og hovedstyrelsen er intakte. Men der kom også mange gode råd til ministeren om, hvordan han som overordnet ansvarlig for folkeskolen kan kommunikere med lærerne på en mere hensigtsmæssig måde.

Helt konkret tog hovedstyrelsen imod ministerens opfordring til dialog ved at give ministeren syv anbefalinger med hjem.

»Det er forslag, som vil kunne medvirke til at lette på nogle af de opgaver, som lærerne føler sig overvældede af. Og vi har - trods de principielle uenigheder - holdt os til områder, som der kan tages fat på uden at ændre på det skoleforlig, som er indgået«, fremhævede Anders Bondo Christensen, og Bertel Haarder lovede at give en hurtig tilbagemelding på forslagene.

»65.000 engagerede lærere er bekymrede over, at de ikke mener, de kan gennemføre ordentlig undervisning. Af disse er 10.000 over 55 år og må forventes at ville gå på pension de nærmeste år. I den anden ende ser vi en svigtende tilgang til læreruddannelsen og et stort frafald på den. Ikke for at male fanden på væggen, men de langsigtede problemer er skræmmende«, sagde Anders Bondo.

»Skal vi have skabt større begejstring til både at skabe god stemning blandt lærerne og at rekruttere nye, så er det ikke nok med festtaler«, pointerede Anders Bondo Christensen.

Ministeren ville ikke på stående fod love at følge de syv råd. Men »der er ingen af dem, der er grund til at afvise 100 procent«, sagde han.

»Med hensyn til elevplanerne kan jeg ikke ændre bekendtgørelsen i år eller næste år, men vi høster nu nogle erfaringer, som vi vil tage med i de videre overvejelser«. Bertel Haarder anbefalede i øvrigt DLF at lægge en del kræfter i at påvirke Skolerådet, som er ved at få gang i sit arbejde. Hvis Lærerforeningen kan overbevise de forskere, der sidder i rådet, om, at bestemte tiltag vil gavne udviklingen i skolen, vil det komme med i rådets anbefalinger til ministeren, som han vil lytte positivt til.

Peter Hess-Nielsen gav et stemningsbillede af lærernes frustrationer over de mange ændringer i love og regler. Det medførte en meget skarp reaktion fra Bertel Haarder, der sagde, at han personligt blev udsat for en helt urimelig og mistænkeliggørende kritik. Vibeke Lynge sagde, at når ministeren på eksempelvis spørgsmål om de obligatoriske nationale test gentagne gange har svaret, at det er vigtigt, at børnene lærer at læse, så oplever lærerne det som udtryk for manglende indsigt og en forsimpling af debatniveauet. Det opleves bestemt ikke som respekt og anerkendelse - tværtimod. Hun opfordrede derfor ministeren til et mere nuanceret debatniveau. Bertel Haarder svarede, at når han gang på gang blev præsenteret for forsimplede spørgsmål, så blev han nødt til at give meget enkle svar.

Anders Bondo Christensen lagde op til, at der fremover kan foregå en fornuftig dialog mellem Lærerforeningen og ministeren. »Du har sagt til os: Jeg rækker hånden frem. Vi tager imod den og mener, at der nu skal komme konkret handling ud af det. Vi har faktisk prøvet at give dig anbefalinger, der kan rummes inden for det skoleforlig, du har fået vedtaget med et stort flertal. Og jeg håber, du har fået indtryk af, at du har mødt en hovedstyrelse, der er dybt engageret i at lave en god folkeskole. Derfor: Tag positivt imod anbefalingerne«, afsluttede DLF's formand. |

De syv anbefalinger i kort form:

at lade det være op til den enkelte skole at afgøre, hvordan elevplaner skal udmøntes,

at afbureaukratisere og minimere kravene til kvalitetsrapporterne,

at indgå i et samarbejde om at sikre mere tid til pædagogisk ledelse,

at forsøgs- og udviklingsarbejder og forskning skal inddrages inden lovændringer,

at bekendtgørelser fremover udsendes i god tid, så skolerne får ordentlige arbejdsvilkår,

at indgå i et samarbejde om indholdet i naturfagsundervisningen i relation til Pisa, og

at Danmarks Lærerforening repræsenteres i ministeriets udvalg og arbejdsgrupper.