»Der sker voldsomme ting med folkeskolen 
i de her år«

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, deltager selv i arbejdet med at udforme et folkeskoleideal.

»Lærerprofessionen har brug for at formulere et ideal på grund af de mange udefrakommende projekter. Blandt andet lægger man styringsinstrumenter ned over skolen, der ændrer skolen fundamentalt. Det skal vi kunne gå ind i en debat om«, siger Anders Bondo Christensen og peger på en ensidig fokusering på læringsmålstyret undervisning og betydningen og brugen af nationale test i et landsdækkende testprogram, der »indsnævrer det faglige fokus i skolen.

»Det er med til at forandre vores skole, uden at vi har taget en grundlæggende diskussion om, hvorfor vi holder skole«, siger formanden for Danmarks Lærerforening.

Han har oplevet, at selve arbejdet og diskussionerne til de fire seminarer, som Danmarks Lærerforening foreløbig har afholdt omkring udformningen af et skoleideal, har skabt bedre forudsætninger for ham, når han har diskuteret, hvorfor vi holder skole. Det styrkede grundlag kan også gælde for landets øvrige lærere, mener han.

»Langt hen ad vejen tror jeg, at vi lærere har en fælles ide om, hvad det er for nogle grundlæggende værdier, der er i skolen. Men det, at vi får sat ord på og får brugt tid på at snakke med hinanden om det, har kolossal betydning for, at vi som profession kan kvalificere debatten om skolen«, siger Anders Bondo Christensen.

På Lærerforeningens kongres i oktober bliver arbejdsgruppens foreløbige arbejde lagt ud til videre kvalificering.

»Vi har været igennem en proces, hvor vi også har prøvet at inddrage medlemmer på generalforsamlinger og til de forpligtende kredssamarbejder, og vi er kommet frem til de elementer, der skal indgå i idealet - det fremlægger vi på kongressen. I det kommende år går vi så i gang med selve formuleringen af idealet, og der håber vi, at så mange som muligt vil bidrage og involvere sig på forskellige måder. For det at deltage i debatten er i sig selv en vigtig del af professionens muligheder for at få løftet sin stemme«, siger Anders Bondo Christensen.