Kongres: Det er læreren, der sikrer fagligheden
Relationskompetence. Didaktisk kompetence. Kompetence til at lede klassen. Disse tre kompetencer er afgørende for god undervisning - og de er kun samlet hos den læreruddannede. Det slog kongressen fast igen og igen i går og denne formiddag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kongressen brugte to-tre timer på at fastslå, hvad der egentlig burde være en selvfølgelighed, nemlig at det er læreren, der skal stå for undervisningen i folkeskolen. Læreren og kun læreren. Ikke andre personalegrupper.
En selvfølgelighed, ja, men som tingene står, er det nødvendigt at understrege det indlysende, sagde formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg Dorte Lange. Christiansborg lægger nemlig op til en længere skoledag uden, at det er klart, hvad der er undervisning, og hvad der er fritidsaktiviteter.
Pædagoger underviser i flere kommuner
Tilmed er det sådan, at skolepædagoger allerede nu varetager undervisningsopgaver i flere kommuner, fortalte adskillige delegerede fra talerstolen.
Også derfor er det nødvendigt at slår fast, at det altså er den læreruddannede, der skal stå for undervisningen, mente kongressen.
Læreren besidder via sin uddannelse de tre kompetencer, der ifølge den pædagogiske forskning er afgørende for kvaliteten i undervisningen, nemlig relationskompetence, didaktisk kompetence og kompetence til at lede klassen, sagde Dorte Lange.
Det ved lærerne selv, tilføjede hun. Men det gør ikke alle politikere. Lærerne må sørge for, at de får den information. Derfor sender kongressen også med sin resolution dette budskab til kommunerne: "Brug lærernes professionelle indsigt som grundlag for folkeskolens udvikling".
Anne-Mette Kæseler Jensen, Odense Lærerforening ønskede at sætte kraft bag denne kommunikationsopgave med en kongresvedtagelse om, at "Danmarks Lærerforening skal ved en forstærket indsats sætte markant fokus på skoleforskningens klare budskaber om lærerprofessionens betydning for kvaliteten i folkeskolen". Forslaget blev vedtaget med næsten alle stemmer.