”Det, de kalder livet” er navnet på en novellesamling af Katja Gottlieb med i alt 19 noveller. Hver novelle har en titel, hvori der indgår et navn efterfulgt af en sætning eller forkortelser som ”Crtl + z”. Den tredje novelle hedder for eksempel ”Nikolaj - Punktum, punktum, komma, streg”. Det giver novellesamlingen en fin struktur med de mange stemmer, altså navne, og man bliver da også nysgerrig, når en novelle har titlen ”Amal - InshAllah”, hvorimod den med Nikolaj er mere fortærsket.

Novellerne kan læses individuelt eller som intertekstuelle referencer til hinanden, da de er bundet sammen af at gå i skole i 9.a og af livet og kærligheden som tema. Af og til bliver handlingen som en genfortælling, og man kan savne nutid eller showing frem for telling.

Katja Gottlieb er lærer, og det mærker man hurtigt i novellerne, hvis intertekstuelle referencer er noveller som "Irene Holm" af kanonforfatteren Herman Bang. Selvom novellerne er friske i sproget og er piftet op med ord som ”LOL” og ”fuck,” bliver de af og til lidt for fortalte. Godt nok refererer novellerne til trends i tiden og modefænomener som Diddl-papir i en dagligdag, hvor Breezers er in og Bratz out, og virkeligheden er Instagram og plakater med Megan Fox.

På side 119 står der: ”Der sker så meget mellem linjerne i en tekst”. Det kunne man godt ønske sig også var virkeligheden i novellerne. Bogens sidste novelle slutter med en dør, der står på klem. Havde der så også bare været en åben slutning, men det er, som om den slutter, før den overhovedet er kommet i gang.

Det bedste ved bogen, for at være positiv, er talesproget. Indimellem virker det sjovt med den påtrængende, direkte talesprogsmåde og fandenivoldskhed som på side 93: ”Her stinker af pis”.

På side 55 udtaler en af eleverne: ”Det er simpelthen ikke gået op for mig, hvorfor vi skal læse noveller, der er over 100 år gamle”. Lidt provokerende kunne man også stille sig spørgsmålet om, hvorfor man skal læse de 19 nye noveller.