Foto: wilpunt/istock.com
Ny teststrategi: Store skoleelever skal testes to gange om ugen på skolen
Coronatest to gange om ugen er et kerneelement i regeringens strategi for genåbning af samfundet, og hvis skolerne åbnes yderligere, vil også elever over en vis alder skulle testes to gange om ugen på skolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Regeringens eksperter regner fortsat på konsekvenserne af forskellige grader af genåbning. Og hvis det i næste uge står klart, at det bliver muligt at åbne skoler og ungdomsuddannelser, vil modellen med test to gange om ugen på skolen blive udvidet til, at også elever over en vis alder skal podes for covid-19 på skolen, oplyser regeringen på et pressemøde på Christiansborg.
Hvis alle skoleelever skal tilbage 1. marts, som bl.a. SF og flere borgerlige partier har ønsket, vil det være nødvendigt med 160.000 test om dagen. KL-formand Jacob Bundsgaard fortalte på pressemødet, at kommunerne ikke forventer, at det vil kunne klares med hjælp fra private aktører - det vil altså kræve, at kommunerne selv bygger testkapacitet op på skolerne, som godt 80 kommuner på nuværende tidspunkt har gjort for at teste lærere og pædagoger.
SF vil have alle børn tilbage i skole 1. marts
Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyser på pressemødet, at myndighederne har godkendt de nyeste kviktest, som kun skal et par centimeter ind i næsen.
"De er lige så præcise, som dem vi er vant til", forklarer Magnus Heunicke. Danmark har købt 10 millioner test, og 400.000 af dem er i landet.
Han oplyser også, at person nummer ni med den sydafrikansk coronavariant er fundet i Danmark, og at smitteopsporingen ikke har fundet nogen forbindelse til en udlandsrejse.
Flere journalister undrer sig over, at sundhedsmyndighedernes modelberegningsgruppe ikke har regnet på en total genåbning af folkeskolen.
"Nu og her - hvis der er plads - så tager vi det i den takt, som eksperterne har anbefalet", forklarer Magnus Heunicke.
"Vi har aftalt, at den måde vi gør det på, er at vi har nogle eksterne eksperter, og så tager vi den rækkefølge, de anbefaler".
"Jeg har også set, hvad SF har sagt, og de siger jo det, vi alle sammen håber, og det er præcis de dele, der bliver regnet på. Og det er hvis sundhedsmyndighederne giver grønt lys for det", understreger ministeren.
Hvor sikkert kan forældre regne med 1. marts som den dato, hvor eleverne kommer tilbage i skole? spørger Henrik Qvortrup, BT.
"Der kan jeg ikke give noget konkret svar lige nu", siger Magnus Henuicke og fremhæver, at 80 procent af de smittede i marts vil være ramt af den britiske variant.
"Men nu har vi et våben mere, nemlig effektive test, og det er også det, vi har bedt eksperterne regne på nu", siger Magnus Heunicke.
"Jeg er selv forælder, og vi håber jo alle sammen på, at eleverne kan komme tilbage i skole. Men det afhænger af, om der smittemæssigt er plads. Det ser godt ud i øjeblikket, men vi er nødt til at afvente beregningerne".
Regional genåbning
"Man kan ikke forhandle med en virus", understreger Magnus Heunicke. I næste uge får regeringen de konkrete modelberegninger, og så bliver de lagt frem for partierne.
"Vi kan ikke afvise, at der kan blive tale om at genåbne regionalt - det er også noget af det, vi har sagt til eksperterne, at de skal regne på".
Artiklen er opdateret.