"Det er ikke en sandhed for mig", siger Anne Sophie Callesen om KL's melding om, at de ældste elever ikke kan komme tilbage i skole inden sommerferien.
Foto: Steen Brogaard
Partier har ikke opgivet at få de ældste elever i skole
Selv om skolernes kapacitet udnyttes fuldt ud nu, har de Radikale og SF ikke opgivet at åbne skolerne for de ældste elever. Begge partier mener, at lokale og fleksible løsninger kan gøre det muligt at få de ældste i skole i nogle kommuner.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mens KL, skoleledere og Danmarks Lærerforening tvivler på, at de ældste folkeskoleelever kan komme tilbage tilbage i skolen inden sommerferien, fordi kapaciteten på skolerne allerede er udnyttet til bristepunktet, arbejdes der ikke desto mindre på et nyt forslag, der i hvert fald nogle steder i landet kan få de ældste tilbage i skole hurtigst muligt.
Både de Radikale og SF peger nu på, at lokale og fleksible løsninger nogle steder vil kunne sikre, at ikke mindst 9.-10.-klasserne vil kunne komme tilbage i skole og få en ordentlig afslutning på deres skolegang - selv om det bliver uden afgangseksamen.
Radikal undren
De Radikales undervisningsordfører, Anne Sophie Callesen, lægger ikke skjul på, at hun har undret sig over, at det pludselig udlægges som en kendsgerning, at de ældste ikke kan komme tilbage i skole.
"Det er i hvert fald ikke en sandhed for mig, og vi er da i hvert fald ikke blevet spurgt. Der er jo ikke truffet nogen beslutning om, at de ældste elever ikke kan komme tilbage til skole. Selvfølgelig noterer jeg mig, at KL siger, at det med de nuværende restriktioner er svært at åbne for de ældste i alle kommuner. Men jeg hører jo også om skoler, hvor der ikke er nogen børn efter kl. 12, så det er da oplagt at gå efter lokale løsninger. Det giver jo ingen mening, at unge mennesker i nogle kommuner tvinges til at blive hjemme, fordi der andre steder i landet ikke er plads", siger hun.
Mest kategorisk har Skolelederforeningen og DLF været med udmeldingen om, at det er umuligt at få plads til flere elever med de nuværende retningslinjer. Men også KL-formand Jacob Bundsgaard har svært ved at se, at der kan blive plads til 6.-10.-klasserne på skolerne - dog siger KL-formanden ikke, at det ikke kan lade sig gøre.
Ønske om frihed til lokale løsninger
Også SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, oplyser, at han "bliver mere og mere tilhænger" af en fleksibel ordning, der giver de kommuner, der har muligheden for det, lov til at åbne dørene for 6.-10.-klasserne - hvis sundhedsmyndighederne vel at mærke giver grønt lys.
"De, der ikke kan det, må så fortsætte som nu - men vi behøver jo ikke at skære alle over én kam. Jeg har været bekymret for, om Christiansborg på et tidspunkt pludselig ville melde ud, at nu skal alt åbne. Så ville det blive svært derude. Men til gengæld kan man jo godt lave mere fleksible løsninger, for jeg oplever også, at der er nogle skoler og kommuner, der godt kan", siger han.
"Det kan være nogle skoler er tomme noget af tiden, der kan være spejderhytter, som man kan låne, der er alle mulige løsninger derude, og jeg synes, at hvis sundhedsmyndighederne giver lov, så kan man give kommunerne frihed til at søge løsninger lokalt", siger Jacob Mark.
Han forestiller sig, at lokale løsninger i princippet skal omfatte alle de resterende elever, der stadig er hjemsendt - men med særligt fokus på 9.-10.-klasserne, der skal afslutte deres skolegang.
Blå blok: Folkeskolens afgangselever svigtes
De Radikales Anne Sophie Callesen understreger, at meldingen fra KL kalder på en status fra regeringen.
"Der er jo ikke truffet en afgørelse om det her endnu, så det kalder på, at vi bliver nødt til at få en status fra både sundhedsministeren og undervisningsministeren om dels restriktionerne ude i skolerne og dels overvejelser om lokale løsninger med skoleåbninger", siger hun.