Musiklærere kan tilmelde sig Facebookgruppen Musik med afstand og hente inspiration til undervisningen, fortæller Lonnie Kristiansen, der har oprettet gruppen.

Her er inspiration til musikundervisning med afstand

Musik med afstand er navnet på en Facebook-gruppe, hvor musiklærere deler ideer til musik-undervisning, som er tilpasset coronasituationen. Håbet er, at lærere vil bruge gruppen også efter sommerferien.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lonnie Kristiansen arbejder på musikskolen og underviser på skoler i både Næstved og Vordingborg. Da statsminister Mette Frederiksen åbnede skolerne, blev hun kaldt på arbejde i indskolingen, og så gik der lidt panik i hende.

"Mange af de aktiviteter, jeg normalt laver, handler om at klappe hinanden i hænderne, danse eller spille på rasleæg, som så går rundt mellem hænderne, og det kunne jeg ikke", siger Lonnie Kristiansen.

"Jeg kiggede i min mentale rygsæk med musikaktiviteter og kunne hurtigt konstatere, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle undervise i musik under de gældende forholdsregler. Jeg satte mig derfor ned og startede helt forfra med at opfinde undervisningsmateriale, som kan bruges udendørs, med 2 meters afstand og uden instrumenterne nede fra musiklokalet", fortæller Lonnie Kristiansen.

Hun tænkte, at der måtte være flere, der ligesom hende var udfordret af skabe musikundervisning med afstand og derfor oprettede hun en Facebook-gruppe.

"Jeg lagde aktiviteter op, som man kunne bruge. Noget med at gå rundt udenfor i puls og sige nogle remser. Nogle aktiviteter, hvor man kan stå i rundkreds med afstand, eksempelvis bodypercussion - og en masse sang, men det er også svært, når man er udenfor, fordi vinden tager lyden. Så det handler også om, hvor man placerer sig", siger Lonnie Kristiansen.

Men der var ikke så mange lærere, der tilsluttede sig gruppen.

Lonnie Kristiansen er også konsulent for Sangens Hus. Hun aftalte med dem, at der fra efteruddannelsesprojektet SBL (Sang, Bevægelse, Læring) kom et link til Facebookgruppen. På Sangens Hus hjemmeside kan man også finde skriftligt understøttende materiale til videoerne. Siden voksede gruppen støt, og i dag er 875 tilknyttet gruppen.

Hun håber, at flere musiklærere kan hente inspiration i gruppen også efter sommerferien, når nødundervisningen slutter.

"Mit overordnede budskab er, at det kan godt lade sig gøre. I nødundervisningen er det tit musik, der ryger. Faglokalerne har været lukket ned, så der er mange musiklærere, der ikke ved, hvordan de skal gøre. Jeg håber, det her kan være tilløbet, til at komme i gang med god musikundervisning igen i nye rammer. Musikken kan være vejen ind i at finde hinanden igen efter corona, fordi den i sin grundsubstans er fællesskabsskabende".

Læs mere

FacebookgruppenMusik med afstand