Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den råkolde aprilblæst appellerer ikke ligefrem til udendørs undervisning, men til gengæld myldrer det for første gang i en måned med både børn, forældre og lærere, da Vallensbæk Skole uden for København onsdag morgen hejser Dannebrog, slår dørene op - dog ikke for forældrene - og tager hul på en ny virkelighed med skolegang midt i coronakrisen.
"Godmorgen, godmorgen - hvor er det dejligt at se jer", lyder det igen og igen fra skolens leder, distriktsleder Annette Belling, da hun iført både smil og skriggul sikkerhedsvest går rundt og tager imod cyklende og gående forældre og elever med målrettet kurs mod ét af de fem åbne modtagetelte på boldbanerne ved siden af de røde skolebygninger.
Ud af skolens normale elevtal på 475 forventes det, at omkring 250-300 elever fra 0.-5. klasse vil indfinde sig denne onsdag for igen at møde deres lærere og klassekammerater efter nedlukningen for en måned siden. Nogle skal møde 7.45, andre kl. 8 og nogle 8.15. Alle klasser er delt op i to hold med adgang til toiletter og håndvaske, og udenfor afgrænser rødhvide sikkerhedsbånd boldbanerne i "kravlegårde" til hvert enkelt hold, når den står på ude-undervisning.
Sikkerhedsbånd deler både indendørs og udendørs arealer op i zoner, som børnene skal holde sig indenfor.
Ingen forældre inde på skolen
"Det har været et kæmpe logistisk arbejde, og i dag skal vi først og fremmest øve os. Vi har været i gang hele påsken - men nu er vi også klar", siger Annette Belling.
Den nye virkelighed betyder, at pædagogikken og fagligheden for en stund er skubbet til side til fordel for de sikkerhedsmæssige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Forældrene er forment adgang ind på skolen, hvis ledelse til gengæld har gennemtænkt og udarbejdet diverse planer - som fx en plan for aflevering og afhentning af børn, en plan for indretningen af klasselokalerne, en plan for hygiejne og adfærd, en plan for oplæring af børn i håndvask og en plan for udeliv.
Distriktsleder Annette Belling
Overblik med pile og streger
Logistikkens omfang illustreres af et oversigtsbillede over skolen med utallige pile, stiplede linjer og streger, der nærmest kan minde om et strategisk militærkort med angivelse af, hvor angrebene skal sættes ind. Det er dog ikke tilfældet. Derimod angiver det, hvor hvert enkelt klassehold har modtagelse og indgang, og billedet virker som et uundværligt redskab for skolens ledere og lærere her i begyndelsen.
"Skolen er delt op i zoner både ude og inde, alle forældre har fået besked på, hvor de skal aflevere deres børn. Med teltene vil vi sikre os, at vi får spredt forældrene godt ud, så de ikke alle sammen kommer til at møde hinanden", lyder det fra Annette Belling.
Nogle forældre er for utrygge
Men omkring 20 forældre har henvendt sig, fordi de er for utrygge til at sende deres børn tilbage i skole, oplyser hun.
"Vi har forældre, der ikke er helt med på, at børnene skal møde i dag. Det kan der være forskellige grunde til. De kan have nogen i risikogruppen derhjemme, eller de kan selv være syge - så de tager i første omgang undervisningspligten derhjemme. Foreløbig afventer vi og ser tiden an, for vi skal også håndtere det her menneskeligt og ordentligt", siger Annette Belling.
Hun har stor forståelse for, at det kan være angstprovokerende for nogen at komme i skolen igen.
"Nu har vi længe fået at vide, at vi skal holde afstand, isolere os, passe på, at vi ikke må gå ud og vi må ingenting. Og så skal man pludselig afsted. Derfor skal vi også forholde os til, at nogen synes, at det er ulogisk og angstprovokerende", siger hun.
Ifølge skolens arbejdsmiljørepræsentant, Thomas Møller, har der inden genåbningen været en del utryghed blandt kollegerne.
"Men det er mit indtryk nu, at de fleste efterhånden er ret trygge ved situationen og synes, at vi er kommet godt i mål. Min opgave har været at sikre, at vi lever op til anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, og jeg har understreget, at vi ikke kunne åbne skolen, før vi havde styr på retningslinjerne. Nu har vi styr på det basale, og så vil der selvfølgelig komme nogle justeringer hen ad vejen", siger han.
Flere lærere har været utrygge, beretter arbejdsmiljørepræsentant Thomas Møller
Skoleleder: "Vi kan godt lave en plan for, hvordan børn opfører sig. Men det er en skrivebordsplan"
Nu skal børnene lige lande
Selv skal han undervise 2. klasse, og han medgiver, at det bliver "en meget anderledes dag".
"Vi har jo ikke set hinanden en måned, og børnene skal lige lande og have samlet op på, hvad det er at gå i skole. Og så kommer vi til at lave en del ude-undervisning med forskellige øvelser. Det bliver en anderledes skoledag - men vi kører på", siger Thomas Møller.
Mens en børnehaveklasse i gåsegang og med behørigt mellemrum guides fra et telt på boldbanen til klasselokalet, erkender distriktsleder Annette Belling, at det kan være svært fx hele tiden at overholde sikkerhedsafstanden på to meter.
"Børn er jo børn. Nu havde vi lige en, der kom for sent i børnehaveklasse og græd. Så er man jo nødt til at trøste dem. Vi holder den professionelle afstand, som Sundhedsstyrelsen anbefaler - og så tager vi hånd om de situationer, der opstår", siger Annette Belling.
Kian Handberg, der netop har afleveret sin søn Silas, der går i 1. klasse, i et af teltene, hører dog ikke til de utrygge forældre.
"Supergodt for Silas"
Kian Handberg - med Ellen på armen - har netop afleveret sønnen Silas, der går i 1. klasse
"Det er selvfølgelig lidt mærkeligt at skulle aflevere sit barn på en græsplæne, men det har ikke bekymret mig. Det er faktisk mindre corona-virus, der bekymrer mig, end den faktiske struktur på hverdagen, og hvad de får ud af det fagligt. Der er ingen tvivl om, at det er supergodt for Silas at være her - men jeg er ikke sikker på, at de får så meget mere ud af det end det sociale ved at være sammen med nogle venner. Jeg glæder mig til at høre, hvad de så har lavet de næste dage", siger han.
Distriktsleder Annette Belling glæder sig også - men det er først og fremmest fordi åbningen af skolen er gået over al forventning.
"Logistikken og strukturen ser ud til at passe. Vi kan se, at forældrene gør lige præcis det, vi har bedt dem om. Vi er kommet rigtig godt fra start. Nu skal vi til at finde vores hverdag".
Lærere fra hjem med smitte skal på job - hvis den smittede kan isolere sig