Foto: Pekic/istok
Opdateret: Lærere skal alligevel ikke levere julegave tilbage
I Frederikshavn Kommune fik lærere i år julegave fra kommunen. De fik dog ikke meget glæde af gaven. For de fik besked på at levere den tilbage, da gaver var imod kommunens egne regler. Opdateret 21/12: De ansatte, der har fået gaven, kan beholde den.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I skoledistrikt Syd i Frederikshavn Kommune havde over 200 medarbejdere i år mulighed for at vælge mellem fem forskellige julegaver.
Gaverne var købt og flere af dem udleveret, da der kom en melding fra direktionen i Frederikshavn Kommune om, at gavemuligheden var en fejl.
På Frydenstrandskolen i Frederikshavn nåede flere medarbejdere at hente deres gave, men de måtte pænt aflevere den tilbage igen. Det skriver tv2nord.dk.
Skolechefen mente, at lærerne efter næsten to år med covid-19 og senest en aflyst julefrokost fortjente en julegave. Men det viste sig at være imod kommunens egen politik. Og derfor fik lærerne besked på, at de måtte vende tilbage med gaverne.
Centerchef for Skole i Frederikshavn Kommune Anette Nedermark beklager gave-fadæsen.
"Jeg er den første til at beklage situationen. Vi har handlet i god tro. Det er en ærgerlig og rigtig træls sag", siger hun ifølge tv2nord.dk til Kanal Frederikshavn.
Opdateret 21. dec:
"Vores direktion har gjort det meget klart, at kommunen ikke udleverer gaver. Nogle har så fået alligevel, og det er der ikke noget at gøre ved", siger borgmester Birgit S. Hansen nu til B.T. om det, hun selv kalder 'julegave-gate'.