"Det er klart at foretrække, at der nu er en ramme at arbejde i, der gælder frem til sommerferien. Den hedder, at udgangspunktet er, at alle elever er tilbage i skole. De konstante skift i retningslinjer og rammer kan vi ikke holde til", siger Gordon Ørskov Madsen.
Foto: Thomas Arnbo
DLF-formand: Håber det betyder, at skolerne må åbne torsdag - ikke at de skal
Et møde med undervisningsministeren senere i dag skal skabe klarhed over, hvordan nattens genåbningsaftale konkret skal fortolkes på skoleområdet. Lærernes formand håber, at skolerne lokalt får lov til at udsætte den fulde genåbning for eleverne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I nat blev et politisk flertal enige om en genåbningsplan, der gør det muligt for skolerne at byde alle elever velkommen igen allerede på torsdag.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen glæder sig over, at alle elever får lov at komme tilbage i skole.
Men han håber, at aftalen skal tolkes sådan, at man kan åbne fra torsdag - ikke at alle skoler skal slå dørene op om blot to dage. Det skal et møde med børne- og undervisningsministeren i dag klokken 11:30 skabe klarhed om.
"Det er altså ikke sikkert, at alle skoler er klar til at modtage alle elever. Jeg håber, der bliver givet mulighed for noget fleksibilitet, så man kan organisere og planlægge genåbningen lokalt på den enkelte skole og i den enkelte kommune", siger han til folkeskolen.dk.
Ny aftale: Alle elever må vende tilbage fra torsdag
Lærernes formand understreger, at genåbningn bør foregå med hensynstagen til fortsat at skabe sikkerhed og tryghed på skolerne for lærere og elever.
"Vi skal have fokus på at undgå en tredje bølge. En skole er et sted, hvor der er mange mennesker tæt sammen, og det skal organiseres, planlægges og tilrettelægges på en måde, så det er mest muligt trygt", siger Gordon Ørskov Madsen.
"Vilkårene på skolerne er meget forskellige. Der er for eksempel stor forskel på, hvor store lokaler, man har, og hvilke muligheder man har for at lave udeundervisning eller dele eleverne op. Der er mange helt praktiske udfordringer, man skal have mulighed for at tage hensyn til lokalt for at undgå, at vi skal til at lukke ned igen".
Coronaomstillinger udmatter lærerne: Det skal du være opmærksom på
Er det fornuftigt at gøre det til en lokal beslutning, eller havde du gerne set en længere tidsfrist helt generelt?
"Jeg havde gerne set, at der var længere tid til at planlægge og forberede. Der er et enormt tryk på skolerne for at få tingene til at fungere med de nuværende rammer, og nu kommer der så et skifte mere", siger Gordon Ørskov Madsen.
"Så jeg håber, der kommer en understregning af, at det er fra torsdag, man kan genåbne, når man er klar til det, og ikke at det er på torsdag, man skal gøre det".
Gør det det lettere at omstille skolen, at det for så vidt er en tilbagevenden til normalen? At lærerne ikke som tidligere skal til at omstille sig til nye undervisningsformer som ude- eller onlineundervisning?
"Det gør det enklere, og det er klart at foretrække, at der nu er en ramme at arbejde i, der gælder frem til sommerferien. Den hedder, at udgangspunktet er, at alle elever er tilbage i skole. De konstante skift i retningslinjer og rammer kan vi ikke holde til. Men der skal også være mulighed for at tilpasse til den lokale virkelighed".