Ny aftale: Alle elever må vende tilbage fra torsdag

Om blot to dage må skolerne igen byde alle eleverne tilbage på samme tid. Det har Folketinget i nat aftalt i en ny stor genåbningsaftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I nat er regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om en aftale om en yderligere genåbning af Danmark.

Alle elever i grundskolen kan nu komme helt tilbage i skole. Det vil sige, at der fra torsdag er 100 procents fremmøde for også 5.-8. klasse og for afgangseleverne. De mindre klasser er allerede fuldt tilbage.

Det var en tilfreds sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der i nat sammen med store dele af Folketingets partier kunne præsententere genåbningsaftalen.

"Danmark skal hurtigst muligt tilbage til normale tilstande, og det skal ske forsvarligt - uden at sætte epidemikontrollen over styr", lød det fra Magnus Heunicke ifølge dr.dk, da aftalen blev præsenteret i Justitsministeriet tyve minutter i tre efter mere end ni timers forhandlinger.

Det glæder formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal, at skolerne nu langt om længe må få alle elever tilbage på landets skoler.

"Dejlig nyhed at stå op til. Alle vil gøre alt for at skolerne er klar til torsdag. Vi ser frem til fuldt fremmøde", skriver han her til morgen på Twitter. 

Tilføjet: Kl. 07.39

DLF: Skoler skal lige gøre sig klar

Nattens aftale glæder også formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen. Han understreger dog, at det ikke er sikkert, at alle elever reelt vil vende tilbage om to dage.

Læs mere

Genåbningsaftalen