Hvordan siger man nej til en voksen, der berører ens krop på en måde, der ikke er rar? Det arbejde er lærer Susanne Stor­gaard i gang med i Nuuk i Grønland, hvor hun og rådgivningslærer Susse Fleischer lærer eleverne, at deres krop er deres egen. Og at man gerne må sige nej. Det foregår på skolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt (ASK) med 415 elever.

At arbejdet er nødvendigt, viser sig ved, at hver gang de har været i en klasse med deres undervisningsmaterialer om kroppen og FN's børnerettigheder, så ender det med politianmeldelser og underretninger.

Susanne Storgaard fortæller, at ifølge hendes oplysninger har hver tredje pige og hver sjette dreng i Grønland været udsat for seksuelle overgreb.

»Politiet har iværksat en kampagne om at anmelde seksuelle overgreb, og min kollega og jeg satte så det mål, at vi ville ruste vores kolleger til at se de udsatte børn. Så alle 25 klasser på skolen skal igennem vores undervisningsforløb. Vi bor i et lille samfund, hvor alle kender alle, så det er svært, men vigtigt at tabuer brydes«, siger Susanne Storgaard.

En rådgivningslærer i Grønland er en lærer, der hjælper kolleger med at teste eleverne, indstiller til specialundervisning og rådgiver kolleger i forbindelse med indstilling af elever til specialundervisning.

Blufærdighedskrænkelser anmeldes

Grønlands Politis årsrapport fortæller, at man i 2019 har valgt at sætte det hidtil største fokus på seksuelle overgreb mod børn og unge, og at indsatsen fortsætter i årene fremover. Susanne Storgaard og hendes kolleger har altså valgt at bidrage ekstra til indsatsen.

»Grønland har fået mange penge fra Danmark til forskellige projekter, men ingen af dem foregår i børnehøjde. Der er givet omkring 80 millioner kroner, men mest til den administrative del. Derfor mener vi, at det er vigtigt at gøre noget for børnene. Vores skoleleder bakker op om projektet, så jeg bruger næsten al min tid på det nu. Skolen skal være et trygt sted at være«, siger Susanne Storgaard.

Politiet har fokus på overgreb mod børn 

Desværre sker det også indimellem, at børn krænker andre børn. Også derfor er projektet så vigtigt. Det er vigtigt at få brudt tabuer, få talt om problemerne og om, hvor man kan få hjælp, hvis man har brug for det, understreger hun.

»Vi taler med børnene om, at deres krop er som et hus, og at de selv bestemmer, hvem de vil lukke ind som gæster«.

Yoga, samtale og tegninger

Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i materiale fra Sex og Samfund, og derudover har de to lærere selv tilføjet noget - blandt andet en myte om solen og månen, som er meget kendt i Grønland. Den oversætter de til nutidssprog og diskuterer med eleverne, hvad pigen i myten kan gøre. Der er materiale til de forskellige alderstrin.

»Vi taler med børnene om, hvad grænser er. Det kan også være en voldsom omfavnelse, der overskrider et barns grænser. Vi taler om eksempler på at få overskredet sine grænser, og at det er vigtigt at respektere andre menneskers grænser«, fortæller Susanne Storgaard.

Undervisningen handler også om, at børnene kan lære at mærke deres krop. For nogle har lukket ned, når de har oplevet overskridelse af deres grænser. Derfor er der yogaøvelser og afslapning. Susanne Storgaard har også en uddannelse som yogalærer.

»Vi kan se børn, der kniber øjnene voldsomt sammen ved den mindste berøring og slet ikke kan have det. Nogle begynder at græde, når de mærker deres krop. I de yngste klasser har vi lege om, hvordan man respekterer hinandens grænser, og vi har tegninger af en drengekrop og en pigekrop. Her kan børnene markere, hvor de kan lide at blive berørt. Vi oplever ofte, at børnene tegner et vredt ansigt på figuren eller tårer«, siger Susanne Storgaard.

Som udgangspunkt tager de fat i det positive: Hvor er det rart at blive berørt.

»Men vi oplever børn, der slet ikke vil sætte markeringer på tegningerne af kroppen, og andre, der overstreger hele kroppen. Hvis vi ikke kan gå videre i klassen, kan vi sende et barn til samtale hos socialrådgiverne«.

Afslutningen på undervisningen er at tale om FN's børnerettigheder, og i de yngste klasser tegner de dem. Til de ældre elever er der casehistorier, de kan tale om.

»Nogle af klasserne har fået nogle rigtig gode samtaler og er kommet vidt omkring. For eksempel har en klasse talt om børneslaver, og hvordan man kan hjælpe de børn«, siger hun.

Undervisningsforløbet tager i alt tre timer. Bagefter er der yderligere materiale, som klassens egne lærere kan arbejde videre med.

Sammen med socialrådgiverne har de to lærere udarbejdet nogle mapper - grønne mapper - til de børn, der afviser og ikke vil deltage i denne undervisning. De får i stedet en samtale med en socialrådgiver, hvor man prøver at finde ud af, om der er grund til bekymring.

»Ingen skal lades i stikken«, siger Susanne Storgaard.

Politiet tager over

Forældrene er inden undervisningen blevet informeret via Aula.

»Det er os, der underretter i de tilfælde, hvor det er nødvendigt, men det er ikke os, der taler med forældrene. Det gør politiet. Og det er ikke os som enkeltpersoner, der står bag projektet - det er skolen«, forklarer Susanne Storgaard.

De to lærere har også sørget for en beredskabskasse med en oversigt til deres kolleger om, hvordan de skal håndtere det, når de møder et barn, der har været udsat for overgreb. Den indeholder blandt andet en folder med oplysninger om tegn på mistrivsel, tegn på overgreb, hvordan man som lærer kan gå videre og om tavshedspligt.

»Det er en stor fordel, at det er os, der kommer ind i klassen med undervisningsmaterialet. At det ikke er noget, klasselæreren står for«, siger Susanne Storgaard.

Mange af eleverne fortæller, at de er blevet taget på brysterne eller i skridtet. Fester er også et af de steder, hvor det kan være utrygt at være for børnene, når de voksne har drukket alkohol.

»Vi hører, hvad nogle må stå model til verbalt, og der er også voldsepisoder. Det er jo frygteligt tabubelagt og sker i et lille samfund, hvor alle kender hinanden. Overgreb kan finde sted alle mulige steder lige fra i hjemmet, i skolen, udenfor, på ens børnehjem eller hjemme hos andre. Så det er også vigtigt at få sagt, at man skal gå til en voksen og fortælle det. En voksen, man har tillid til«.

Susanne Storgaard fortæller, at de får meget positiv feedback på deres arbejde. Både blandt kollegerne og uden for skolen er der flere, der mener, at det er et arbejde, der burde være sat i gang langt tidligere.

»Politiet er meget samarbejdsvillige. Vi har en hotline til dem, og de guider os jævnligt, når vi er i tvivl om, hvorvidt vi skal politianmelde eller underrette eller begge dele«.