Jammerbugt Kommune fyrer 31 lærere
I går fik 31 lærere i Jammerbugt Kommune en fyreseddel, og 37 lærere har fået at vide, at de skal forflyttes. Det bliver konsekvensen af den nye skolestruktur. Tillidsrepræsentant og den lokale lærerkreds er chokerede over tallene.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Jeg synes, det er meget voldsomt. Det havde vi bestemt ikke regnet med. Jeg kan ikke se, hvordan kommunen vil kunne sikre kvaliteten i undervisningen, når færre lærere og børnehaveklasseledere skal undervise det samme antal elever og samtidig leve op til de stadig voksende krav om en undervisning med høj faglighed", siger Elly Christensen, der er fællestillidsrepræsentant i Midtvendsyssels Lærerkreds.
Hun mener, at den store reduktion i antallet af lærere i kommunen vil medføre en betragtelig forringelse af de tilbageværende læreres arbejdsmiljø.
Sørgelig stemning
På Aabybro Skole, som er en af de berørte skoler, var stemningen i går meget trykket, siger tillidsmanden for de 70 lærere.
"Det er meget sørgeligt, og det har selvfølgelig taget hårdt på os alle sammen, både for dem, der er direkte berørt, men selvfølgelig også for dem, der nu mister en god kollega", siger Kasper Cramer Engebjerg, der er tillidsmand på skolen.
Den samlede lærerstab i kommunen udgør i øjeblikket 450 ansatte, hvoraf altså syv procent bliver fyret, og otte procent bliver forflyttet. Tallene svarer til, at hver sjette lærer vil blive direkte berørt af den nye skolestruktur.
Jammerbugt Kommune reducerer per 1. august antallet af skoler fra de nuværende 21 til 14 skoler.