Det er på godt jysk træls, siger udvalgsformand Torben Gudiksen om situationen, hvor Holstebro Kommune i dag har måttet fyringsvarsle 24 ansatte på skolerne.
Foto: Holstebro Kommune
Massefyringer på Holstebros skoler
24 ansatte på Holstebros skoler, heraf 18 lærere/børnehaveklasseledere blev i går fyret i Holstebro Kommune, og samtidig fik 26 pædagoger varsel om, at de skal gå ned i tid. Formanden for de lokale lærere er uforstående over for, at det skulle ende så galt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Både formand for Vestjysk Lærerforening Torben Voss og formand for Børne- og Ungeudvalget, Torben Gudiksen, kalder dagen i dag træls. 50 medarbejdere på Holstebros skoler fik i går et varsel. 24 mister jobbbet, mens 26, fortrinsvis pædagoger, bliver tilbudt ansættelse på nedsat tid.
"Det er en meget drastisk beslutning, især fordi der allerede er en del lærere i kommunen i tidsbegrænsede stillinger, som også snart hører op. Omfanget af lærere, der forlader skolerne i Holstebro i det næste halve års tid, er derfor langt større end de 18, der i dag er blevet afskediget", siger formand for Vestjysk Lærerforening Torben Voss.
Kredsformanden stiller sig også uforstående over for, at det er endt med så stor en personalereduktion, når politikerne i Holstebro Kommune længe har vidst, at skolerne i kommunen til sammen havde et underskud på 9 millioner kroner. Formand for Børne- og Ungeudvalget, Torben Gudiksen (R), kalder dog beslutningen "rettidig omhu" og forklarer, at der er flere grunde til, at fyringerne netop sker nu:
"Lige efter vinterferien faldt den nye skolestruktur på plads, der blandt andet betyder, at vi er gået fra at have skole på fem matrikler til tre. Derfor har det ikke været muligt for os at tage stilling til skolernes økonomi før nu. Samtidig har vi netop fået et overblik over, hvor mange elever der forventes at starte i skole til næste år, og her kan vi se, at vi skal oprette otte klasser mindre", forklarer han.
Oven i har kommunen også besluttet en årlig besparelse på én procent på børneområdet fra næste år og frem til 2023.
Håber på ledige stillinger
Torben Gudiksen håber, at der opstår ledige stillinger i løbet af foråret, så nogle af de medarbejdere, der i dag har fået en afskedigelse, kan blive omplaceret i stedet for at miste deres job.
Kredsformand Torben Voss pointerer, at der så sent som i forgårs var tre ledige lærerstillinger i Holstebro, som han håber nogle af de afskedigede lærerne kan omplaceres til.
Torben Voss mener, fyringerne vil gøre det sværere at rekruttere nye lærere til Holstebro i fremtiden.
"De her afskedigelser er samtidig en forringelse af arbejdsmiljøet på skolerne. Derfor kan jeg godt frygte, at det ikke længere bliver attraktivt for lærere at søge stillinger i Holstebro Kommune. Særligt ikke, når vi allerede er en af de kommuner, der bruger færrest penge pr. elev".