38 lærere er fyret i Tønder

Det har været et par hårde dage på skolerne i Tønder. Siden i mandags er 38 lærere blevet fyret. Derudover er en række andre ansatte på skoleområdet blevet fyret. "Det er flere end vi forventede", lyder det fra formanden for Tønder Lærerkreds.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

32 uddannede lærere og børnehaveklasseledere og seks lærere uden en læreruddannelse er blevet fyret. 25 lærere som er ansat i tidsbegrænsede stillinger bliver ikke genansat. Sådan lyder opgørelsen fra Tønder Lærerforening efter et par dage med fyringer på skolerne i kommunen.

"Det var flere end, vi havde forventet", siger formand for Tønder Lærerkreds Ulrik Hansen.

Derudover er der en række pædagoger, pædagogmedhjælpere og teknisk-administrativt personale på skoleområdet blevet fyret.

Ulrik Hansen forklarer, at afskedigelserne hænger sammen med den strukturændring, som har været i skolevæsenet i Tønder. Her har man valgt at lukke 19 skoler og åbne fire nye skoler.

"I første omgang har vi forsøgt at lave en afbødeforanstaltning. Vi har fået lavet otte fratrædelsesordninger. På den måde kan man sige, at der var otte, der slap for at blive fyret. Vi har også forsøgt at forhandle om, at kommunen ansatte faste vikarer. Men det er vi ikke kommet igennem med", siger Ulrik Hansen.

Han mener, at de mange fyringer kommer til at gå ud over kvaliteten af skoletilbud i kommunen.

"Det tilbud vi har givet i år, kommer vi ikke til at kunne give næste år".

Tønder Lærerkreds forsøger at støtte de fyrede lærere så meget som muligt.

"De sidste tre dage har vi stort set haft åbent i døgndrift. Så der hele tiden har været nogle at snakke med".

Afskedigelser i Guldborgsund

I Guldborgsund blev 7 lærere og 3 børnehaveklasseledere fyret.

"Vi havde håbet på, at vi kunne gå fuldstændigt fri. Vi har forhandlet 14 aftrædelsesordninger med kommunen, men det var ikke nok", siger formand for Lolland-Falster Lærerforening Henrik Hansen.