Tobias Stax' kalender bugner med aftaler. Han har sendt invitationer ud til samtlige institutioner, der hører under børne- og ungeområdet i Køge. Målet er at lære mere om medarbejdernes virkelighed, så børne- og ungeforvaltningen kan blive klædt på til at spare 29 millioner i 2011 og yderligere ti millioner i 2012. Mange institutioner har takket ja til et møde.

Lærerne på Højelse Skole lidt uden for Køge er spændte. De er nervøse for at komme med ideer til, hvor de synes, der kan skæres. De vil ikke senere høre, at det var lærerne, der selv foreslog besparelserne.

Men sådan er det ikke, beroliger Tobias Stax, da han står foran lærerne i sort jakkesæt, sort T-shirt og knaldblå kondisko.

»I skal ikke stilles til ansvar for, hvor Køge Kommune skal finde pengene. Det er mit ansvar. Men I skal give mig noget med hjem. I skal klæde mig på, så jeg ved mere om jeres hverdag. Jeg skal vide, hvad det er for områder, I godt kunne tænke jer, at der bliver tænkt over«, siger Tobias Stax.

Færre hænder

Med afventende miner og armene over kors lytter lærerne til, hvordan Køge Kommune skal spare 175 millioner kroner over de næste to år.

»Er det meget eller lidt?« spørger Tobias Stax.

»Det er mindre, end askeskyen har kostet flyselskaberne. Det er heller ikke så meget, som vi bruger på administration på rådhuset. Vi bruger samlet i Køge Kommune 2,5 milliarder. Nu skal der findes 175 millioner. Den hurtige matematiklærer når frem til, at det er 6,5-7 procent, der skal spares. Og det er meget. Det er en stor udfordring«.

Børne- og ungedirektøren lægger ikke skjul på, at besparelserne kommer til at betyde færre hænder i Køge Kommune om et år.

»Vi står med så store besparelser, at vi ikke kan hente det hjem alene ved at spare på taxakørsel. Når det er sagt, har vi en personaleomsætning i hele Køge Kommune på 20 procent om året. Jeg tror, vi kommer ud i nogle omstruktureringer, der gør, at vi bliver færre. Hvordan det sker, skal behandles i MED-systemet. Men det ville være uærligt af mig ikke at gøre opmærksom på det«.

Hold igen med projekter

I Køge har kommunen sat gang i en række projekter, som alle lærere i kommunen skal deltage i.

Den første lærer, der kommer på banen, mener, at kommunen har sat gang i for mange projekter.

»Udviklingsarbejdet er kommet ovenfra. Jeg kunne godt tænke mig, at det blev sådan, at det kom nedefra som i gamle dage. Hvis man havde en rigtig god idé, fik man mulighed for at prøve den af og brænde for den. Sådan er det ikke mere. Der er alle de her store mastodonter, hvor alle skal hoppe samtidigt. De er enormt dyre og ikke særlig givtige«.

Tobias Stax nikker forstående, mens læreren snakker.

»Jeg kan godt se, at der har rullet nogle projekter på samme tid, og jeg kan godt stå og tænke, hvilken forandring har det skabt for børnene i Højelse? Jeg forstår jeres argument. Men jeg kan også se, at det ville være ærgerligt, hvis vi har 16 folkeskoler, der ikke formår at få sparet på tværs. Hvis vi lægger alt ud på skolerne, så får vi nogle autonome prinsessedømmer, hvor man gør det hele selv. På den anden side, hvis man laver et projekt, så skal man eddermame have fulgt det til dørs. Det der med at sætte alt for meget i værk, det tager jeg med mig«.

Andre lærere peger på, at der er for meget skriftlighed i deres arbejde. Især når det gælder om at få hjælp til problembørn.

»Nogle gange føler jeg mig som halvt sekretær og halvt lærer«, siger én.

Tobias Stax fortæller, at samarbejdet mellem de forskellige områder i kommunen er et af de steder, hvor han ser muligheder for at gøre arbejdet anderledes.

Skolelukninger er en mulighed

Lidt tøvende rækker flere og flere lærere hænderne op og kommer med deres bud på, hvordan man kan ændre på forholdene.

»Det her handler om rigtig mange penge. Det kan ikke gøres, uden at det kommer til at gøre ondt. For mig at se må vi kigge på skoledistrikter. Og dermed reelt afskaffe frit skolevalg. Jeg har hørt om steder, hvor der er fire elever i klassen. Vi bliver nødt til at sige, at man vil arbejde for nogle hensigtsmæssige klassestørrelser. Jeg tror, man kunne hente noget her. For man kan ikke skære lidt over det hele. Vi har været igennem mange sparerunder, og der er ikke ret meget at hente mere«, siger en lærer.

Og de fleste af kollegerne nikker. Salamimetoden, hvor det gælder om at skære lidt fra det hele, vil de fleste helst holde sig langt væk fra.

En enkelt lærer mener, at man godt kan gå mere drastisk til værks end at indføre flydende skoledistrikter.

»Det ender nok med skolelukninger. Jeg tror - og det er helt min egen overbevisning - at det bliver et bedre produkt. Når vi hele tiden skærer lidt her og der, så giver det forringelser. Hvis man får større skoler, så får man større klasser og måske også mere flydende skoledistrikter - det kan godt ende med at blive et bedre system. Hvor der er flere samarbejdspartnere, og hvor der er større udviklingsmuligheder. Jeg kan godt se, at der er flere skoler i Køge, man kunne lukke«.

»Jeg synes simpelthen ikke, at en lærer kan komme med sådan et forslag«, siger en anden lærer prompte.

Tobias Stax bryder ind og understreger endnu en gang, at det ikke handler om, at lærerne kommer med forslag.

»Jeg tager det ikke med som et forslag fra lærerne. Men vi bliver nødt til at se på, om der er bedre måder at gøre det på«, siger han, inden han stryger ud ad døren til næste skole.

»Netop fordi de store besparelser i Køge Kommune vil berøre alle - både elever, lærere og ledere - er det vigtigt at have dialog med lærerne. Forståelsen for, hvad der sker i sparerunder, bliver større, når vi kan diskutere det, men ét er sikkert: Skolevæsenet bliver ikke bedre - men billigere«, mener skolens leder Karen Lønstrøm.

»Det var meget bedre end ventet. Nu må vi bare håbe, han er vores tillid værdig«, siger én, da Tobias Stax er ude ad døren.