I Vejle indførte politikerne i 2010 et stort innovationsprojekt. »Skolen i Bevægelse« er tænkt som et bud på fremtidens skole, men innovationen sker parallelt med og på grund af massive besparelser. Som i mange andre danske byer er det store kommunale innovationsprojekt vokset direkte ud af røde tal på bundlinjen. Og det har vist sig som en farlig cocktail.

»Det er blevet pakket ind i, at det var fantastisk nytænkning, samtidig med at man på min skole bevægede sig fra at være 62 til 47 lærere til de samme elever og de samme opgaver. Folk havde svært ved at se, at en så massiv skoleudvikling som Skolen i Bevægelse kunne kombineres med store besparelser«, fortæller Erik Refsgaard, der er lærer på Give Skole og medlem af kredsstyrelsen i Vejle Lærerkreds. I foråret 2010, da Skolen i Bevægelse blev sat i søen, blev der cirka 100 færre lærere i Vejle - 56 af dem på grund af fyringer. I januar 2011 blev der skåret yderligere 44 stillinger, og den lokale kreds anslår, at der (inklusive drypvise afskedigelser) er skåret over 200 stillinger på to år. Ifølge politikerne i Vejle er arbejdsstyrken reduceret med op mod 25 procent. Folkeviddet på lærerværelserne har lokalt omdøbt Skolen i Bevægelse til Skolen i Besparelse, så titlen harmonerer mere med virkeligheden. De barske realiteter har skabt behov for akut at finde nye løsninger for bare at holde minimumstimetallet, og det har gjort, at strukturerne er blevet ændret radikalt over meget kort tid.

Holder ikke niveau

Mens målsætningen med Skolen i Bevægelse er, at det skal være innovation, der vokser op nedefra, oplever mange lærere, at de nye tiltag bliver trukket ned over hovedet på dem. Samtidig med at lærernes faglige ambitioner for eleverne ikke bliver til virkelighed.

To tredjedele af lærerne i Vejle mener »i mindre grad« eller »slet ikke«, at de kan give elever med særlige behov et tilfredsstillende tilbud inden for de nuværende rammer. Men det er ikke kun de udsatte elever, der ikke får et ordentligt tilbud.

Knap 55 af lærerne oplever »i mindre grad« eller »slet ikke«, at de kan gennemføre undervisningen, så alle elever får den rette undervisning.

»Det er hårdt ved folk, når de ikke kan leve op til deres egen standard for, hvad der skal nås i undervisningen. Det er hårdt ikke at kunne gøre det, som eleverne har brug for, hverken fagligt eller socialt«, siger Rikke Vagn-Hansen, kredsformand i Vejle.

Ifølge skolechef Anette Jensen, der var igangsætter på Skolen i Bevægelse, handler det om, at lærerne har forkerte forventninger til, hvad de skal opnå med undervisningen.

»Du skal slippe det der med, at undervisning handler om, at du skal nå alle, som du står foran. Det er en kulturændring. Det handler om, at vi skal blive rigtig gode til at sætte eleverne fri. Jeg tror, at mange af de lærere, der svarer på det her, tænker, at de står med 24 børn, og de skal bare nå dem alle sammen, men det er jo teknisk umuligt, det var det også før Skolen i Bevægelse«, siger Anette Jensen.

Hun fortæller, at det er op til den enkelte skoleleder at finde penge til efteruddannelse og kompetenceudvikling af lærerne. Og nye kompetencer er efterspurgt blandt andet til inklusionsopgaven - også i Vejle skal en stor del af specialundervisningen flyttes til normalundervisningen.