»Vi løser de samme opgaver som tidligere, men med færre voksne. Vi er færre til at se børnene. Vi er hamrende gode til at inkludere her på skolen, men hvad er det, vi tilbyder eleverne? Jeg har det dårligt med at have elever på tålt ophold«, fortæller Anders Lervad, der har været lærer på Bredagerskolen i 28 år.

Lærerne taler om nogle børn, der bliver brændt i begge ender, og en lærergruppe, der aldrig føler, at de kan indløse opgaven.

Bredagerskolen ligger i Jelling. Da Jelling Kommune under kommunesammenlægningen blev en del af Vejle Kommune, kom alle lærere fra Jelling til at undervise flere timer. Samtidig blev antallet af specialundervisningstimer halveret. De var godt vant i Jelling, men siden er der blevet sparet yderligere meget på skolevæsenet. Antallet af arbejdsopgaver er kun steget. Der er desuden kommet flere børn med specielle problemstillinger. Lærerne oplever at skulle løfte en større specialundervisningsopgave og at marginalisere flere elever, end de har lyst til. Desuden mangler de efteruddannelse og kompetenceudvikling. Oveni er AKT-puljen (adfærd, kontakt, trivsel) beskåret. Derfor render lærerne oftere end tidligere hen på skolelederens kontor for at få hjælp.

»Vi ser elever, der ikke trives, og hvor vi har underrettet det, vi skal. Vi har skrevet bekymringsbreve, men vi har nu en struktur, der betyder, at de elever så ikke må fylde mere. Vi har 26 andre elever i klassen, som vi skal tage os af«, forklarer lærer Pia Christiansen, der har arbejdet på skolen i ti år.

Samtidig skal man som lærer kunne skubbe tankerne om eleverne væk, når man går hjem fra skole.

»Hvis vi ser det hele, tager vi mere med hjem«, som de udtrykker det.

Flere på skolen har været sygemeldt på grund af stress. Lige nu er der én langtidssygemeldt med stress.

Ikke tage det personligt

De sociale opgaver fylder i høj grad i lærerjobbet, og det kan godt blive et personligt pres for lærerne, når de står midt i det hele og må tage det på sig. De fortæller om en elev, der reagerer voldsom og helt tydeligt har nogle problemer. Dér må lærerne samle episoderne op i teamet, meddele dem videre til ledelsen og så håbe på, at man kan finde et andet tilbud til eleven. Men det tager tid.

»Som lærer skal man være nærværende over for alle sine elever, men nogle tager mere opmærksomhed end andre. Og så skal man huske, at reaktioner og eventuelle verbale angreb ikke handler om en selv. Man skal ikke tage dem personligt, sådan som man har tilbøjelighed til, når man er helt ny lærer«, siger Anders Lervad og Pia Christiansen.

Men som lærer skal man også passe på ikke kun at blive fagligt fokuseret. Det er en farlig grøft, understreger de.

At se sig selv som fagperson

Både lærere og ledelse taler om, at man - selv om det er meget svært - skal prøve ikke at tage en afskedigelse personligt. Man skal passe på ikke at grave sig ned i et sort hul.

»Man skal se sig selv som fagperson. Som professionsgruppe skal vi tænke, at afskedigelser og besparelser er et vilkår. Det er ikke, fordi den enkelte er en dårlig lærer, eller der ellers er noget galt med én«, siger skoleleder Helen Stokkendal.

»Som offentligt ansatte oplevede vi et syndefald, da fyringerne fandt sted. Vi oplevede, at vi ikke kan bære hinanden«, fortæller Anders Lervad.

På skolen ved de endnu ikke, om afskedigelserne i forbindelse med besparelser er ovre for denne gang. Og der kan også blive tale om forflyttelser.

Storhold og ny struktur

På Bredagerskolen har man ændret struktur efter afskedigelserne. På nogle årgange er der stadig klasser, på andre er der storhold. Skolen har længe haft rullende skolestart og samordnet indskoling. Lærerteamene er blevet større.

Lærerne fremhæver den nye struktur, og at de ikke længere skal undervise i fag som historie, naturfag og kristendom, hvis de ikke har linjefaget. De får i stedet flere timer i deres linjefag dansk og matematik, mens de lærere, der har linjefag i de små fag, også har timerne i fagene.

På et storhold i dansk kan der være 29 elever eller op til 45. Der er to lærere til et storhold. Men når der er sygdom, kan man godt komme til at stå alene med et hold på 45 elever, og i de praktisk-musiske fag står én lærer ofte alene med mange elever. Det er en forsøgsordning, skolen afprøver. Den skal senere evalueres.

»Det gode er, at vi kører samme undervisning, så det kan lade sig gøre at have et storhold. Jeg befinder mig godt i den struktur. Vi er flere, der er tæt på eleverne. Jeg er dansk-lærer for alle 45 elever i min gruppe, og jeg har 22 af dem som mine kontaktelever. Hvis vi havde bibeholdt klasserne, ville det have været sværere«, mener Pia Christiansen.

Hun understreger vigtigheden af, at ledelsen er tydelig, når man ændrer struktur. Alle skal være med i processen, og man er nødt til at erkende, at det, der var, ikke kommer tilbage.

»Lærerrollen er under udvikling. Den er ikke den samme som for tre år siden, og man skal stoppe på jobbet, før man bliver en citronmund. For det går ud over de andre, hvis man er sur og brokker sig«, siger Pia Christiansen.

»Det er heldigvis stadig sjovt at være lærer, for ellers var jeg her ikke«.

Anders Lervad supplerer: »Rammen er sat, og så må vi tale om, hvad vi mener kan lade sig gøre inden for rammen«.

Nogle tør ikke åbne munden

Lærerne vil gerne arbejde mere med aktionslæring, og hvordan inklusion skal forstås pædagogisk. De iagttager hinandens undervisning for at kunne udvikle deres egen praksis. De har for eksempel fået 12 timer årligt til at se på hinandens undervisning.

»Vi er nødt til at stå sammen og udvikle. Som lærere er vi sårbare over for kollegernes blik på vores undervisning. Der kan vi lære noget af pædagogerne. Men det er sådan, vi skal udvikle skolen. Vi skal bestemt ikke købe koncepter udefra. Dér er LP-modellen det værste eksempel«, siger Anders Lervad.

Lærerne har været til møder og kurser om kommunens vision. De synes umiddelbart, det er svært at bruge visionen. De kan til gengæld bruge deres kolleger.

»Vi kalder det 'Skolen i Besparelse' - ikke 'Skolen i Bevægelse'. Man skal se tigeren i øjnene og kalde tingene for det, de er«, siger de.

Det værste er, at der er nogle, der ikke tør åbne munden længere.

»Det har været utroligt hårdt med alle de fyringer, vi har været igennem. Nu er der nogle, der ikke tør gå til ledelsen, når de synes, noget er galt. De ønsker at være anonyme og kommer til mig i stedet«, fortæller tillidsrepræsentant Helle Mürer Højer.

»Lærerne skal sige til, når noget ikke fungerer. Hvis man ikke tør sige det alene, må man være nogle stykker, der samlet fortæller det. Vi skal hjælpe hinanden«.

Forældrene skal hjælpe til

Også forældrene skal hjælpe til, understreger skolebestyrelsesformand Martin Fessel. Han er selv lærer på Skibet Skole i kommunen.

»Vi kan ikke lave om på de faldende resurser, men vi må se på, hvor kvaliteterne er, og så videreføre det. Når der ikke er råd til det store teaterstykke med skolefest, så må vi se, i hvilken form vi så kan få en fest. Hvis klassekvotienterne stiger, må vi se på, hvad forældrene kan hjælpe med«, mener Martin Fessel.

Skoleleder Helen Stokkendal mener, at man i folkeskolen skal lære at blive bedre til at have fokus på kerneydelsen - undervisning.

»Reduktionerne er sket, hurtigere end vi har kunnet tilpasse det i personalet og i opgaverne. Vi kan simpelt hen ikke afskedige nok til at følge med. Vi skal bevare energien hos personalet og sige, hvad der er vigtigst for os her på skolen at holde fast i. Og så skal elever, lærere og forældre aflære nogle ting - vi er ikke i så høj grad som tidligere et serviceorgan. Vi er et undervisningssted. Vi er stadig optaget af elevernes trivsel, men resurserne er der ikke i samme grad længere«.

»Vi taler om skolen i besparelse og i bevægelse. Nu skal alle hjælpe hinanden«, siger skolelederen.