Lærerkredsformand Birger Petersen hilser velkomment, at "politikerne begynder at gøre, hvad de siger eksempelvis i kommunalvalgkampe".

Budgetforlig: Guldborgsund ansætter flere lærere

Et flertal i kommunalbestyrelsen i Guldborgsund på Lolland-Falster har indgået et budgetforlig, der vil betyde ansættelse af 30 nye lærere og pædagoger i kommunens skoler og institutioner. "Stærkt tiltrængt", lyder det fra en glad formand for kommunens lærere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vores børn er vores absolut vigtigste ressource. Vi skal passe på dem, og vi skal give dem en god start på livet. Derfor er det helt afgørende for mig, at budgettet prioriterer børne- og ungeområdet - ikke mindst til at få flere lærere og pædagoger i skoler og dagtilbud", siger borgmester John Brædder i en pressemeddelelse.

I en årrække har besparelser i kommunen betydet et fald i antallet af lærere i kommunens folkeskoler. Siden Guldborgsund Kommune blev etableret ved kommunalreformen i 2007 er antallet af lærerårsværk faldet med cirka 27 procent - fra 514 årsværk i august 2007 til 377 årsværk i august 2016

2016: 10 millioner årligt til skoler i Guldborgsund 

"Som en konsekvens heraf har lærerne i Guldborgsund Kommune blandt andet fået øget undervisningstiden dobbelt så meget, som Christine Antorini i sin tid hævdede lærernes bidrag til indførelsen af folkeskolereformen ville blive. Det har haft konsekvenser for såvel undervisningens kvalitet, lærernes arbejdsmiljø og elevernes udbytte af undervisningen", fortæller formand for Lolland-Falsters Lærerforening Birger Petersen i en pressemeddelelse.

Nu er der lidt lysere økonomiske udsigter i kommunen, og Lolland-Falsters Lærerforening ser frem til udmøntningen af forligets ekstra resurser.

"Vi vil konstruktivt fortsætte den gode dialog og samarbejdet med såvel politikere som administrationen og lederforeningen om at udvikle folkeskolen i Guldborgsund Kommune, forbedre lærernes mulighed for at lykkes med opgaven, forbedre lærernes arbejdsmiljø og skabe attraktive arbejdspladser".

Lærerne fortæller om problemer: Ingen proteser til amputerede sjæle