Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Formand for Glostrup Lærerforening Lene Jensen havde for en sjælden gang skyld anbefalet sine medlemmer at klikke på ja-knappen ved urafstemningen.
"Resultatet kommer ikke bag på mig. Vi hører til de kommuner på Vestegnen, der altid har stemt nej".
"Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har anbefalet et ja - ikke engang i 2008, hvor vi fik 12,8 procent i lønstigning, anbefalede jeg et ja. Men denne her gang tænkte jeg, at hvis vi skal fremad, og hvis vi skal have indflydelse, bliver vi nødt til at stemme ja. Og da vores skoleledelse åbnede en dør for, at vi kunne lave en fælles forståelse, valgte jeg at anbefale et lunkent ja".
Hun tror, at der er flere grunde til, at lidt over halvdelen af lærerne i Glostrup stemte nej.
"Jeg tror, at folk har stemt nej til forliget, men jeg tror, også de har stemt nej, fordi de havde behov for at vise deres utilfredshed. Jeg håber at få mere at vide om, hvorfor folk har stemt, som de har, ved vores generalforsamling på torsdag".
Overrasket formand i København
Også i København klikkede 53,9 procent, af de lærere, der stemte, på nej-knappen. Det overrasker formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg. Han anbefalede medlemmerne at stemme ja, men kredsstyrelsen var delt - fire anbefalede et nej, mens fem, herunder både næstformand og formand, sagde ja.
"Der skal nogle væsentlige forbedringer på bordet, når man tænker på, at der er stor skepsis blandt de københavnske lærere. Så skal der nogle positive ting til, for at man kan se, at det her er godt," siger Jan Trojaborg til Københavns Lærerforenings hjemmeside.
Københavns Lærerforening og kommune har et fælles forståelsespapir, som lige nu bliver drøftet. Københavnernes nej gør ikke nogen forskel for Jan Trojaborgs mål med møderne med kommunen.
"Uanset om det var blevet et ja eller nej i København, ville bestyrelsen arbejde benhårdt på at afbøde eftervirkningerne af det, jeg ville kalde en systemfejl - en reform der fra start er stærkt underfinansieret, og det er helt ude i skoven, at lærerne skal undervise så meget, som de gør i dag, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at forbedre".
Frederiksberg: Hovedstyrelsen skal også afspejle nej-sigere
En enig kredsstyrelse på Frederiksberg anbefalede medlemmerne at stemme nej. Den opfordring lyttede medlemmerne til. 85,3 procent stemte nej.
Nej-formand: Jeg opfatter det ikke som vi har tabt
Det vil kredsformand Ane Søegaard have i baghovedet,når hun anbefaler medlemmerne, hvem de skal stemme på ved hovedstyrelsesvalget i november.
"Jeg kan ikke lade være med at sige, at resultatet jo ikke afspejler, at vi har en hovedstyrelse, som repræsentativt er i overensstemmelse med medlemmerne. En enig hovedstyrelse har sagt ja, men knap 30 procent af medlemmerne har sagt nej", siger Ane Søegaard.
Nej-anbefaling virkede i Ballerup
26,2 stemte ja, mens 72,8 stemte nej i Ballerup, hvor kredsformand Morten Refskov havde anbefalet medlemmerne at stemme nej. På Facebook takker han Ane Søegaard for, at også hun anbefalede et nej.
"Ballerup og Frederiksberg har ofte været enige, og er det fortsat. Tak for fine refleksioner, Ane Søegaard", lyder det i et opslag.
Haderslev-lærere valgte at stemme
I Haderslev havde kredsstyrelsen anbefalet medlemmerne ikke at stemme ja til resultatet. Styrelsen anbefalede dog heller ikke et nej. 76,3 procent af de Haderslev-lærere, der stemte, klikkede på nej-knappen.
Formand for Haderslev Lærerkreds Bent Hansen sagde, før afstemningen sluttede;
"Vi anbefaler ikke, at medlemmer stemmer nej. Vi har haft nogle møder med kommunen, og vi kan ikke komme igennem med noget i Haderslev. Så vi kan ikke anbefale et ja, men vi kan heller ikke anbefale et nej, for vi har mange medlemmer, der ikke vil i konflikt".
Haderslev Lærerkreds anbefaler medlemmerne ikke at stemme ja
Se fordelingen af ja/nej-stemmer i din kreds her: