Hvorfor er det egentlig, at lærernes arbejdstid fylder så meget i væg til væg-dækningen af overenskomstforhandlingerne? Der er mange grunde, men det handler blandt andet om lærerarbejdets særpræg. I skrivende stund ved ingen, hvordan det ender.

Siden overenskomstforhandlingerne for fem år siden endte i sammenbrud, lockout og lovindgreb, har lærernes arbejdstid været reguleret af lov 409, og det er skolelederne, der planlægger lærernes arbejdstid ude på de enkelte skoler. Lærernes krav er igen at få deres arbejdstid aftalt gennem en overenskomst, og det er en af de tre knaster, der kan sende hele Danmark i storkonflikt.

I dag bliver lærernes arbejdstid opgjort en gang om året. Det gjorde den også før lovindgrebet i 2013, men før lovindgrebet gav en række arbejdstidsaftaler på forskellige måder lærerne sikkerhed for, at de havde tid til forberedelse og alle de andre opgaver, som ligger ud over undervisningen. Så kravet om en arbejdstidsaftale handler om at sikre lærerne det, de ønsker sig allermest - tid til at forberede den gode undervisning af eleverne.

Forklar din arbejdstid 

Danmarks Lærerforening (DLF) var godt klar over, at arbejdsgiverne i KL ikke ville vende tilbage til tidligere tiders aftale. Derfor tog lærernes krav til overenskomstforhandlingerne udgangspunkt i, at det kun er lærernes arbejdstid, der bygger på en årsnorm, mens andre kommunale arbejdstageres arbejdstid gøres op over kortere perioder. En del af DLF's arbejdstidskrav til en ny overenskomst var derfor formuleret således, da forhandlingerne gik i gang for over fire måneder siden: »Arbejdstidsregler for lærere skal sikre rettigheder, som modsvarer øvrige ansattes rettigheder på det kommunale arbejdsmarked«.

Undervejs i forhandlingerne har DLF foreslået både en ugenorm og senest en opgørelse af arbejdstiden hvert kvartal. Og det er diskussionen om kvartalsnormen, som holdt forhandlerne på det kommunale område i Forligsinstitutionen hele sidste weekend.

Tre temaer er på kryds og tværs vævet sammen i hele slagsmålet omkring reglerne for lærernes arbejdstid.

• Helt fundamentalt handler konflikten om, at lærere historisk set har arbejdet på en anden måde end de fleste andre lønmodtagere. Lige siden landsbyskolen, hvor læreren ligesom præsten og lægen var en lokal standsperson, og som var lærer døgnet rundt, har lærernes tilsyneladende frie liv, mulighed for at gå tidligt og arbejde hjemmefra samt lange ferier tirret mange med traditionelle lønmodtagerjob.

• Det andet tema i debatten om arbejdstiden handler om dilemmaet mellem at tage ansvar for skolen - og sige fra, når vilkårene bliver så dårlige, at man ikke længere kan stå inde for sit arbejde. Det ligner det dilemma, som socialrådgivere, sygeplejersker og andre fagprofessionelle oplever. Men lige præcis hvornår er undervisningstimetallet skruet så højt op, at lærerne ikke kan passe deres arbejde på en rimelig måde.

• Endelig handler striden om arbejdstiden også om det forhold, at lærerne ofte oplever, at de ikke får den anerkendelse, de fortjener. Op til konflikten i 2013 var gået flere år, hvor temaet om, at lærerne underviste alt for få timer, var blevet ført frem i offentligheden igen og igen. Det tænder mange hårdtarbejdende lærere totalt af.

Driver lærerne den af, når de ikke underviser?

Antallet af undervisningslektioner har altid været omdrejningspunktet for de helt store slagsmål - selv om indholdet i skolen og pædagogikken også har haft sine kampe. For hvordan sikrer man sig som arbejdsgiver, at lærerne faktisk arbejder de timer, de skal? Man kan jo kun tælle, hvor mange timer de står og underviser. Kunne de ikke undervise noget mere og dermed spare penge for skatteborgerne?

Tag bare konflikten i 1973. Folkeskolen var - ligesom resten af samfundet - gået over til en femdagesuge i 1970, og DLF havde forhandlet lærernes undervisningstid ned fra 30 til 27 lektioner. Men så skulle der spares, og en stor del af besparelsen blev hentet ved, at lærerne blev pålagt at undervise tre lektioner mere om ugen.

»Vil det sige, at lærerne skal arbejde mere?« spurgte TV-avisens interviewer ministeren. »Jeg vil da ikke nægte, at det betyder, at lærerne skal bestille noget mere inden for deres normale arbejdstid. Det er da et udmærket system, hvis børnene slipper lidt tidligere, og lærerne slipper lidt senere«, sagde Per Hækkerup, som var økonomi- og budgetminister.

Det skulle han ikke have sagt. To sprængfarlige emner: Anerkendelse og antal undervisningstimer i én potent sætning satte brand i de ellers så rolige lærere.

»Vi var samvittighedsfulde tjenestemænd, som tog det alvorligt, at vi havde ansvaret for at give børnene den bedst mulige undervisning, og vi syntes, at vi havde rigeligt at bestille«, sagde en lærer på Skovlunde Skole, som sammen med mange andre følte sig nedgjort af ministerens udtalelse.

Rasende lærere nedlagde arbejdet på mange skoler, på trods af at de som tjenestemænd ikke havde ret til at strejke. Det blev en konflikt, hvor lærerne blev beskyldt for at »skubbe børnene foran sig«, og avisen Information skrev, at lærerne »hylede op som stukne grise«. Lærerforeningen gik i forhandlinger, og lærerne opnåede et kompromis, hvor pengene mest blev sparet via færre deletimer, mindre rettereduktion, dårligere overtidsbetaling og en enkelt ekstra lektion.

Men allerede i 1980 kom det igen på dagsordenen, om lærerne nu arbejdede nok.

Her kom resultaterne fra en undersøgelse, hvor DLF, Finansministeriet, Undervisningsministeriet og KL havde siddet tre år i en arbejdsgruppe og undersøgt lærernes faktiske anvendelse af arbejdstiden. Undersøgelsen var kommet i stand på DLF's initiativ, fordi en ny lov i 1975 indførte mange nye opgaver. Men resultatet førte ikke til den åbenbaring hos arbejdsgiverne, som DLF havde håbet. Undersøgelsen viste nemlig, at det ikke var alle lærere, som arbejdede for meget.

DLF mente, at mange opgaver ikke var talt med, og at resultatet derfor var misvisende. Men ministerierne brugte rapporten til at argumentere for, at det ikke var nødvendigt at omlægge tjenestetiden for lærerne. Det førte til oprør i DLF, og det hele endte med en vedtagelse på en kongres i 1981. Resolutionen gjorde op med en fundamental opfattelse af lærernes ansvar for skolen: »I konsekvens af regeringens beklagelige holdning må Danmarks Lærerforening for sit vedkommende fralægge sig ansvaret for udviklingen i folkeskolen«, hed det i resolutionen, som de fleste deltagere bagefter har lagt stærk afstand til.

Det var lønarbejderstrategien, som slog til. Men den havde ikke den store genklang på lærerværelserne, hvor de fleste helst bare ville levere god undervisning.

Timetælleri

Op igennem 80'erne var arbejdstiden et konstant debatemne, lige indtil lærerne i 1993 overgik til ansættelse i kommunerne. Flere og flere nye lærere blev ansat som almindelige lønmodtagere og ikke som tjenestemænd.

I den forbindelse havde kommuner og DLF forhandlet sig frem til den siden meget forkætrede UFØ-tid. Det vil sige, at lærerne skulle gøre deres arbejdstid op i undervisningstid, forberedelsestid og øvrige opgaver. Tanken var - en gang for alle - at få afgjort spørgsmålet om, hvorvidt lærerne arbejdede nok. For når det hele blev talt op, burde den diskussion jo være lukket.

Men sådan skulle det ikke gå.

»Det gik desværre galt fra dag ét. Kommunedata havde udviklet et program, som var så bureaukratisk og med så mange fejl, at det hele endte fuldstændig kaotisk og katastrofalt«, siger den daværende lærerformand Martin Rømer i dag i bogen »Lærernes kampe«.

Lærerne og skolelederne var rasende, mens store foldeark med tælleskemaer væltede ud af kopimaskinerne ude på skolerne.

»Pludselig var der ingenting, der kunne lade sig gøre. Der var kolleger, der gav op. Det var helt grotesk, man skulle nærmest udøve civil ulydighed for at kunne lave god undervisning«, sagde en lærer. Systemet tog ikke højde for, at lærerne hadede at tælle timer og hellere ville levere god undervisning.

I de kommende år blev der indgået såkaldte akkordaftaler mange steder. Her opgjorde kreds og kommune en gang om året fordelingen af arbejdstiden på de tre kategorier. Men det var først med en arbejdstidsaftale fra 2008, at lærerne kom væk fra en hverdag, hvor de talte timer. I stedet var det lærerkredsen, som sammen med kommunen aftalte en forberedelsesfaktor og nogle puljer i forhold til antallet af ugentlige undervisningstimer.

For den enkelte lærer var forhandlingen en sikring af, at der var en »aftalt retfærdighed«, som man kaldte systemet - uden at man behøvede at tælle timer.

Men som bekendt varede det kun indtil 2013, hvor endnu en finansminister fandt midlerne til at finansiere en skolereform ved at skrue på lærernes undervisningstid. Siden 2013 har lærernes arbejdstid været reguleret af en lov, som muliggjorde, at lærerne skulle undervise flere timer.

Normaliseringer

De nuværende uenigheder om arbejdstiden mellem KL og DLF har således lange tråde bagud. Men i år har diskussionen fået en ny drejning.

I 2013 krævede KL, at lærernes arbejdstid blev »normaliseret«. Det endte med en lov, lov 409, hvor lærerne fik besked på at være på skolen i alle arbejdstimerne - og i øvrigt ikke havde nogen aftalt tid til forberedelse og for eksempel skole-hjem-samarbejde.

Nu skulle spørgsmålet om, hvorvidt lærerne arbejdede nok, afgøres ved, at de skulle være på skolen i al deres arbejdstid - i stedet for selv at bestemme, hvornår de ville forberede sig. At mange lærere følte sig helt udmattede over at skulle begynde deres forberedelse umiddelbart i forlængelse af undervisningstiden, gjorde ikke indtryk på KL. Lærerne skulle have en arbejdstid som alle andre.

I 2018 er det så lærerne, der kræver at få arbejdstiden normaliseret.

Denne artikel bygger delvist på bogen »Lærernes kampe - kampen for skolen« af Thorkild Thejsen.