Ved middagsbordet hjemme hos Jakob og Stine Møller i Hasselager syd for Aarhus har arbejdstidsloven fyldt meget. Skulle de blive i folkeskolen? Kunne de være det bekendt over for deres tre børn på to, fem og ni? Og hvad var alternativet egentlig?

Jakob Møller har været lærer i otte år, næsten fire af dem på Østerhåbskolen i Horsens. Engang var det hans drømmejob, men den nye arbejdstid kom til at stå i vejen for familielivet.

Langt flere lærere forlader folkeskolen

Tidligere kunne han forberede sig om aftenen, når børnene var puttet, og i stedet tage tidligere fri og nå hjem til Hasselager om eftermiddagen og være sammen med sine børn. Det kunne ikke lade sig gøre, da lærerne i Horsens Kommune fik 40 timers tilstedeværelse på skolerne.

»Det var verdens bedste job. Det er det ikke længere, men det var svært at sige op, for jeg synes, det er en fantastisk vigtig institution i vores samfund. Men i sidste ende var det et valg mellem mine børn og mine elever«, siger Jakob Møller, der nu arbejder på social- og sundhedsskolen i Horsens. Han oplever, at han har større fleksibilitet her end i folkeskolen. Typisk kan han arbejde hjemme et par timer om ugen.

Stine Møller fik mulighed for at hente børnene allerede klokken 15.30 ved at skifte sit job på Vorrevangskolen i Aarhus ud med en stilling på 80 procent på privatskolen Skanderborg Realskole.

»På privatskolen har jeg fået friheden tilbage. Friheden til at kunne hente mine børn og lægge arbejdet om aftenen eller i weekenden. Og den chance turde jeg ikke lade gå forbi. Jeg ved jo ikke, hvordan folkeskolen ender«, siger Stine Møller.

Hver fjerde lærer i Horsens er nyansat

Et presset arbejdsliv

Stine og Jakob Møller skiftede begge job sidste efterår, henholdsvis første oktober og første december. I perioden op til fyldte frustrationer over de ændrede arbejdsvilkår i folkeskolen meget.

»Det var en stor mundfuld, at vi begge skulle søge nyt arbejde på samme tid. Det var en beslutning, vi tog i små bidder, så det fyldte meget derhjemme. Jakob var mest vred, jeg var mest ked af det. Og vi var begge trætte og brugte«, fortæller Stine Møller.

Hun kom tilbage fra barsel, lige da reformen blev indført. Her oplevede hun, at selvom der var mange gode initiativer på tegnebrættet, var der ingen midler til at føre dem ud i livet. Til gengæld skabte de lange skoledage, trætte elever og trætte kollegaer.

»Jeg var udmattet på en helt anden måde, når jeg kom hjem fra arbejde. Gejst og arbejdsglæde var erstattet af travlhed og bekymringer. Jeg var også lidt påvirket af lockouten og den måde, hvorpå omverdenen så på mig som lærer. Der var slet ikke samme tillid«, fortæller hun.

For Jakobs vedkommende var der også andet end arbejdstiden, der spillede ind. Eksempelvis var han utilfreds med, at de på hans skole i højere grad skulle dække deres teamkollegaer ind ved sygdom. Han peger også på manglende tid til forberedelse og samarbejde med kollegaer. Og så syntes han, at der skete noget med hans læreridentitet. Han oplevede, at han og kollegaerne ikke længere havde så meget at skulle have sagt, at ledelsen ikke lyttede:

»Jeg troede, at implementeringen af reformen og andre nye tiltag ville gå langsommere, og at vi blev inddraget i processen og lyttet til. Tidligere betød vores dømmekraft noget, nogle gange havde vi sågar demokratiske afstemninger. Nu bliver vi præsenteret for topstyring og en fast arkitekttegning fra ledelsens side«, siger Jakob Møller.

Ikke lærer for enhver pris

Han håber på en dag at vende tilbage til folkeskolen, når der er kommet mere ro på. Og at tilstedeværelsespligten bliver rullet tilbage, så lærerlivet bliver foreneligt med familielivet.

»Hvis jeg var den gode folkeskolelærer, var Stine den ideelle. Det er rigtig ærgerligt, at tingene har taget denne drejning, fordi lærerjobbet er et drømmejob for mig«.