Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
66 markante aktører på folkeskoleområdet har takket ja til DLF's invitation om at deltage i et skolemøde.
Undervisningsministeren, medlemmerne af Folketingets undervisningsudvalg og KL's børne- og ungeudvalg, pædagogiske forskere og repræsentanter fra forældrene, forvaltningscheferne og skolelederne er blandt de inviterede til Skolemødet, som afvikles over hele eftermiddagen i dag.
Folkeskolen.dk fik lov til at være med, da formand for DLF Anders Bondo Christensen bød velkommen:
"Vi er superglade for, at KL, forskere og politikere i et sådan omfang har valgt at prioritere det her. Vi har store forventninger til dagen", sagde han og understregede, at det kun var ved dagens start, at journalisterne var velkomne.
"Det her er ikke en mediebegivenhed. Det er en samtale og et samarbejde, vi inviterer til. Det skal vi have fred og ro til".
Skolemødet - en invitation til en ny samarbejdsmodel for folkeskolen
Samarbejdet med Christiansborg og KL er styrket
Invitationen til skolemødet kom på DLF's kongres i oktober måned, og målet er at kvalificere og nuancere samarbejdet om folkeskolen.
"Det er ikke startskuddet til et samarbejde. Det er en del af en proces, som vi mener, at der er fuld gang i. En sen nattetime i forligsinstitutionen blev vi enige om, at i stedet for at kaste folkeskolen ud i en konflikt, så lavede vi en aftale, vi kalder 'Ny Start'. Jeg har ikke prøvet før, at man forpligter hinanden til samarbejde, når man står på kanten af en konflikt. Men det har virket. Vi har fået et langt mere konstruktivt samarbejde med KL", sagde Anders Bondo og understregede, at det ændrede klima mellem KL og DLF har været startskuddet til et bedre samarbejde mellem mange kredse og kommuner.
Skolemødet - en invitation til en ny samarbejdsmodel for folkeskolen
Men også fra Christiansborg er lærerformanden blevet mødt af samarbejdsånd.
"Vi har oplevet mange positive signaler fra Christiansborg. Jeg oplevede for første gang at blive indkaldt til undervisningsudvalget, fordi man gerne ville høre, hvordan vi kan bruge den viden, vi har forud for lovgivning", sagde han og understregede, at det ikke kun er regeringen, som gerne vil samarbejde med lærerne.
"Rød eller blå blok. Jeg oplever, at politikerne gerne vil samarbejde med folkeskolen".
Folkeskoleideal kan sætte gang i diskussioner
På mødet vil tre forskere komme med korte oplæg, hvor de fremlægger den viden, de har på centrale emner som inklusion, præstationskultur og faglig læsning.
Danmarks Lærerforening vil også fremlægge foreningens folkeskoleideal.
"Vi vil gerne præsentere vores folkeskoleideal. Det er ikke fordi, det er en facitliste på, hvorfor vi har en folkeskole. Det her er professionens ideal. Men hvis det kan være med til at vi får en fælles snak om hvad grundideen er for folkeskolen, så tror vi, at vi kan få en mere fælles kompasretning og dermed også få nogle mere målrettede løsninger".
Mødet varer indtil 18.30 i aften. Mellem oplæggene er der lagt op til diskussion i mindre grupper.
Folkeskolen.dk fangede ministeren, KL's Thomas Gyldal, skolelederformand Claus Hjortdal og professor Per Fibæk Laursen på vej ind til skolemødet. Læs hvad de forventer at få ud af mødet:
Professor Per Fibæk Laursen: Lyt til lærerne
Hvad forventer du af mødet?
"Jeg forventer spændende diskussioner. Det er interessant, at det er mange af de centrale aktører omkring folkeskolen, som er med".
Hvorfor er det vigtigt?
"Hvis man ikke samles, så kommer man meget let på afstand af hinanden. Der er jo nogle af de aktører, der er her, som har været på tværs af hinanden. Hvis man ikke tvinges til dialog, så udvikler man meget forskellige opfattelser og måske ligefrem fjendebilleder".
Hvilket budskab har du med til skolemødet?
"Politikere, embedsmænd og forskere skal have større tillid til lærernes evne til at udvikle og forbedre skolen. Det har det knebet med, synes jeg".
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil: Lad os kigge på målene sammen
Hvad regner du med at få ud af mødet?
"Jeg kan mærke, at jeg er helt højstemt på forhånd. Nu var jeg med på DLF's kongres og sad og lyttede til hele oplægget om folkeskoleidealet. Vi er inde at røre ved noget, der er kernen i det, der har med dannelse af mennesker at gøre".
"Det, vi giver os selv lov til her, er at komme helt ind i hjertet omkring dannelse. Det skal man give sig selv lov til med mellemrum. Her kan vi dykke lidt ned i hver enkelt af de ting, der ligger under folkeskoleidealet og se på hvor langt, vi er fra det ideal. Jeg har grublet over, om vi tidligere har været tættere på nogle af idealerne, og har vi bevæget os væk, og kan vi komme tættere på, uden det går ud over de andre idealer?"
Hvilket budskab har du selv med?
"Det er væsentligt at kigge på de mål, hvor svære de end kan være at opnå. For hvis man ikke tør kigge på målene, så ved man slet ikke, hvilken retning det skal tage".
Formand for KL's Børne - og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal roser DLF's folkeskoleideal
Hvad regner du med at få ud af mødet?
"Jeg håber, at det her bliver endnu et skridt på den rejse, vi har startet sammen, som handler om at skabe et stærkere fællesskab og et stærkere fælles sprog om vores skole. Jeg håber, at det er med til, at vi får et større fællesskab om de beslutninger, der skal træffes for at skabe den skole, vi drømmer om".
Hvilket budskab har du med til mødet?
"Jeg kommer med en ros til DLF's folkeskoleideal. Og så kommer jeg med det opmærksomhedspunkt, som KL har, nemlig at skolen ikke kan løse sin opgave ved kun at kigge indad. Skolen er nødt til at kigge indad og udad. Hvis folkeskoleidealet for alvor skal foldes ud, hvad er så det 11. punkt, som handler om samspillet med den øvrige kommunale organisation, ungdomsskole, børne-familieafdeling, det private erhvervsliv og alle de tilbud, der i fællesskab skal kunne gribe, hvis vi skal løfte alle børn derhen, hvor de drømmer om at være".
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal: Lad os få et fælles billede af folkeskolen
Hvad regner du med at få ud af mødet?
"Jeg regner med at få en oplevelse af en fælles syn ind mod folkeskolen. Hvad er det, vi vil med folkeskolen? Hvor skal vi hen? Og hvad er det for udfordringer, der er?"
Hvorfor er det vigtigt at få?
"Det at kritisere folkeskolen er en folkesport i DK. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i højere grad fik et fælles billede på en fælles folkeskolen. I stedet for at være en gruppe, der hele tiden fokusere på huller i osten, så måske være mere nuanceret".
Hvad er dit budskab?
"Vi skal have afburekratiseret folkeskolen, vi skal have mindre styring, vi skal have mere selvbestemmelse til de enkelte skoler, skolebestyrelser, skoleledere, forældre, elever og personale".