"Jeg tror, at vi kommer til at stå og gentage os selv i rigtigt mange år. Vi skal stå med rank ryg og sige, at vi gør faktisk et godt stykke arbejde, og vi knokler. Jeg tror på, at det nok skal vende, men det er et langt sejt træk, og der er ikke nogen nemme løsninger", fortæller Mette Brendstrup.

Det er særligt en manglende respekt for skolen som institution og lærerne, der forhindrer, at lærernes kritik bliver taget seriøst, fortæller hun.

"Der mangler respekt for skolen som institution og respekt for lærerjobbet og de ting, vi siger. Hvis bare der var respekt, ville der blive åbnet for en dialog. Der er især behov for, at medierne ændrer deres retorik. Jeg kan høre, at menigmand siger, at vi piber over, at vi skal være på vores arbejdsplads i arbejdstiden. Men jeg kender ikke en eneste lærer, der brokker sig over, at de skal være på skolen. Det er ikke det, der er problemet. For problemet er, at undervisningstiden er så høj, at tiden ikke er der til forberedelse og de øvrige opgaver. Det er så komplekst at undervise i dagens mangfoldige folkeskole. Det kan bare ikke lade sig gøre, som tiden til opgaverne er nu."

Er der noget, du har bidt særligt mærke til her på kongressen?

"Det provokerede mig helt vildt, at Ellen Trane Nørby sagde, at vi tager børnene som gidsler som en generalisering af alle lærere. Der blev jeg vred, for det gør vi ikke. Vi prøver at lære eleverne, at man skal være ærlig, og man skal kunne stole på hinanden. Jeg synes, at vi skal sige det svære højt, og det er også den besked, vi får fra ledelsen. Vi bliver nødt til at sige det højt, hvis det ikke spiller, og der er nødt til at være en handling på tingene "