"Det her er en begyndelse", lyder tillidsrepræsentant på Sosu-C Dorte Tinds reaktion på, at ledelsen har taget en række tiltag for at forbedre rammerne for tilrettelæggelsen af undervisernes arbejdstid.

Lov 409: Sosu-skole skaber bedre rammer til forberedelsen

39 procent havde problemer med at få ro til forberedelsen i en evaluering af den ny arbejdstid med fuld tilstedeværelse på social- og sundhedsuddannelsescentret Sosu C. Derfor har ledelsen nu indført mere fleksibilitet og skabt bedre forhold til forberedelsesarbejdet.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fysiske rammer for arbejdspladser på Socu-C i Brøndby, Herlev og Gladsaxe er slet ikke gode nok til, at lærerne kan få ro og plads til at forberede sig. Det viser den første evaluering blandt medarbejderne efter indførslen af Lov 409. I evalueringen blev medarbejderne spurgt til, hvad der kunne gøres bedre. Nu er ledelsen i gang med at indføre nogle af tiltagene såsom headset, stillerum til arbejde og hævesænkeborde. Desuden har medarbejderne fået mulighed for at placere en større del af arbejdstiden på tidspunkter, der passer dem. Alt arbejdet skal dog stadig foregå på arbejdspladsen.

"De fleste vil helst af med den fulde tilstedeværelse eller have mulighed for at arbejde nogle timer hjemmefra. Men det her er en begyndelse. Det hjælper på støjen, som er et stort problem. Det burde bare være sket langt tidligere", siger Dorte Tind. 

Sosu-lærere flygter fra stram tilstedeværelsespligt

Sosu-C gør tilstedeværelsen mere fleksibel

Direktør for Sosu-C Elsebeth Melgaard er overrasket over, hvor stor en omvæltning den nye arbejdstidslov har været for lærerne.

"Jeg var godt klar over, at der var mange der synes, det var rigtig svært. Men mængden af reaktioner, jeg har fået kommer bag på mig", siger Elsebeth Melgaard som har prioriteret at bruge tid på at lytte til medarbejderne.

"Vi har sat fokus på det, vi kan arbejde med inden for den udmeldte ramme. En af de største ting, vi har gjort er at give mere fleksibilitet. Vi har gjort fix-tiden mindre og flex-tiden større. Vi nu tre korte dage mandag onsdag og fredag, hvor fixtiden er til kl. 14", siger Elsebeth Melgaard. 

Lov 409 på sosu-skolerne

37 timers fast tilstedeværelse udfordrer

Dorte Tind er glad for, at lærerne nu i højere grad selv kan placere deres 37 timers tilstedeværelse, men ville stadig ønske, at det kunne lade sig gøre at placere nogle arbejdstimer hjemme. Lærerne på sosu-skolerne har fem ugers ferie og fem feriefridage. Lærerne registrerer, hvornår de møder, og hvornår de går og fører på den måde et flextidsregnskab. Der må ikke være mere end 37 overskydende timer i flexregnskabet. Og det kan godt blive en udfordring, fortæller tillidsrepræsentanten.

"Vi arbejder i peaks eller pukler. I nogle perioder har vi mange klasser inde, så må arbejde mange timer, mens andre uger kan bruges til at restituere. Systemet har ikke kørt lang nok tid, til vi kan se, om det kan fungere med de nye regler", siger Dorte Tind.

Elsebeth Melgaard ved godt, at skolens rytme udfordrer.

"Ledelsesmæssigt beder vi om, at lærerne forbereder sig på forhånd, men er klart et spørgsmål i hvor høj grad man kan det. Flex- og fixtidsystemet betyder også, at man godt kan arbejde mere i perioder, som man har gjort tidligere".

Gevinster ved arbejdstid lader vente på sig

Sosu-C har endnu ikke høstet gevinster ved, at underviserne er tilstede på skolen i hele arbejdstiden. 

"Jeg tror ikke, vi er kommet dertil, at man kan snakke om det store gode. Vi snakker meget kompetenceudvikling. Vores mål er, at alle elever bliver så dygtige, som de kan, og vi skal fokusere på undervisningsdifferentieringen", siger Elsebeth Melgaard."Det er meningen, at fælles forberedelse skal være en større del af den måde, vi er sammen på. De pædagogiske og didaktiske diskussioner skal finde sted i højere grad end tidligere.  Vi er ikke nået dertil endnu. Jeg håber, vi kan få et vi ind blandt andet ved øget teamsamarbejde, så vi i højere grad arbejder sammen om at styrke den gode kvalitet i undervisningen. Og vi er på vej".