"Det handler jo ikke kun om tid til at følge selve undervisningen - presset kommer, når man skal aflevere opgaver, og når man skal til eksamen", siger kredsformand Pernille Nørgaard.
Køge/Stevns: Fraråder lærerne at tage natur-linjefag
Det er fantastisk, at A.P. Møller Fonden har bevilget otte millioner kroner til at opkvalificere naturfagslærerne, synes formanden for lærerne i Køge og Stevns, Pernille Nørgaard. Alligevel har hun frarådet sine medlemmer at tage imod muligheden for et linjefag eller en diplomuddannelse, fordi hun mener, at vilkårene er alt for ringe.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Betingelserne er for dårlige. Et undervisningsfag i læreruddannelsen er på 30 ECTS-point, og selvom man har undervisningserfaring i fagene i forvejen, er der kun sat timer af til en brøkdel", siger Pernille Nørgaard.
Som beskrevet på folkeskolen.dk er det beregnet, at lærerne får 240 timer til et linjefag. I kraft af flere års undervisningserfaring vil lærerne kunne tage fagene som et særligt turboforløb, men normalt svarer 30 ECTS-point til et fuldt studiesemester.
"Det handler jo ikke kun om tid til at følge selve undervisningen - presset kommer, når man skal aflevere opgaver, og når man skal til eksamen".
Hun har gjort de to kommuner opmærksom på problemet og fået at vide, at de afsatte timetal er noget, den enkelte lærer og skoleledere må drøfte. I et nyhedsbrev til medlemmerne (se link til højre) har kredsen valgt at fraråde sine medlemmer at melde sig til projekt Naturlig-vis, som lanceres ved en reception i dag.
8 millioner kroner til naturfag i Faxe, Køge og Stevns
Faxe: En dag om ugen til at passe studiet
I Faxe (rettet, red.), som også har fået A. P. Møller-penge til at uddanne naturfagslærere, forstår kredsformand Lene H. Nielsen til fulde Pernille Nørgaards reaktion. Og den eneste grund til, at hun ikke har frarådet Faxe-lærerne at deltage i projektet er, at skolelederne her har lovet at give lærerne en dag om ugen til at passe linjefagsstudiet, og deltagerne i PD-uddannelsen til naturfagsvejleder får den tid, som Undervisningsministeriet har angivet, at en PD kræver.
"Så jeg har skrevet ud til medlemmerne, at med de vilkår, skolelederne i Faxe giver, kan vi godt anbefale det", siger hun og understreger, at når man går ind i et projekt som at tage et ekstra linjefag eller en hel Pædagogisk Diplomuddannelse, så skal man selvfølgelig også gå seriøst ind i det - og det koster tid.