Lærerne og byrådet har godkendt en ny arbejdstidsaftale i Varde. Nu mangler blot underskrifterne på aftalen.
Foto: Istock
Varde går væk fra Lov 409: Lærerne får den første lokalaftale
Loft over undervisningstimetallet, sikring af individuel forberedelse og mere fleksibilitet. Det bliver realiteten for lærerne i Varde næste skoleår. Det er en stor forandring i en kommune, hvor lærerne indtil nu har arbejdet rent efter Lov 409.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Endelig.
Efter flere års ønsker og mange måneders forhandlinger er Varde Lærerkreds og Varde Kommune blevet enige om en arbejdstidsaftale for lærerne.
Indtil nu har lærerne arbejdet efter en ren Lov409, der har betydet, at lærerne som udgangspunkt skulle være til stede på skolerne 40 timer om ugen.
Uro på skolerne og en dårlig trivselsundersøgelse fik sidste år politikerne til at sætte gang i forhandlinger. Nu har både byrådet og en ekstraordinær generalforsamling i lærerkredsen godkendt resultatet.
Formand for Varde Lærerkreds Kim Jørgensen er glad for aftalen - selv om han godt ved, at det langt fra er den bedste lærerarbejdstidsaftale, der har været i Varde.
"Den her aftale, er ikke den bedste aftale, vi har lavet i Varde Kommune, men inden for den resurse, der er, sikrer den et undervisningsloft. Den sikrer seks timers individuel tid per lærer per uge, og så er der også aftalt, at ud af de seks timer, som man er sikret i individuel tid per uge, så beslutter man selv, hvor og hvornår man lægger de fire af timerne", siger Kim Jørgensen.
Ny aftale: Loft over undervisningen og sikret tid til forberedelse i Faxe
Samarbejde om alt andet end arbejdstid
Kredsen og kommunen har haft et udmærket samarbejde om mange ting siden lockouten i 2013, siger Kim Jørgensen. Men lærernes arbejdstid har kommunen ikke ønsket at inddrage kredsen i.
"Vi bliver inddraget i det, der foregår på skoleområdet, men omkring arbejdstid har det været helt klart, at det ikke har været på tale overhovedet at kunne lave lokalaftale indtil nu".
Sidste år begyndte politikerne dog at argumentere for, at kommunen skulle begynde at forhandle med lærerne. Det tror Kim Jørgensen, der er flere grunde til:
"Det handlede om at få skabt ro på arbejdspladserne og så handlede det også om, at vi har haft nogle trivselsmålinger, der viste, at der har været en stor ubalance mellem de opgaver, man har fået tildelt, og den tid man har haft til at løse dem".
Aftalen betyder, at lærerne fra næste skoleår vil få et makimalt undervisningstimetal på 780 - svarende til 26 lektioner om ugen.
"Hvis man i løbet af skoleåret får mere end 780 timer, så giver det overtid. Det tror jeg ikke, at der er mange aftaler, der har med. Når man har 26 lektioner i Varde, så svarer det til en fuldtidsstilling. Skal man undervise derudover, så skal man have overtid", siger Kim Jørgensen.
Hillerød har fået en arbejdstidsaftale
Politikere håber at aftale skaber ro
I byrådet var især Steen Holm Iversen fra Liberal Alliance glad for, at aftalen er en realitet. Han har skubbet på for at få gang i forhandlingerne.
"Emnet havde været et varmt emne i valgkampen. Skårene fra folkeskolereformen fra 13 fyldte også i den valgkamp og ikke mindst styrkelsen af ledelsesdelen i folkeskolerne. Det var der ikke noget i vejen med", sagde han på byrådsmødet og tilføjede:
"Men måden, den blev implementeret på, har skabt dønninger på vores skoler, som på mange måder ikke har været ret gode at være i eller at se på. Derfor var det væsentligt for os, at vi fik en arbejdstidsaftale".
Flere byrådspolitikere sagde under behandlingen, at aftalen indskrænker ledelsesretten på skolerne. Formand for udvalget for Børn og Læring Peter Foldager fra Venstre sagde, at man må følge udviklingen i, hvordan det går med ledelsesretten. Han sluttede punktet med at sige:
"Jeg er helt overbevist om, at det her skaber noget ro om arbejdsforholdene på skolerne".