Skoleledere og tillidsrepræsentanter skal lære at forhandle

Selvom skoleledere og tillidsrepræsentanter normalt sidder på hver sin side af forhandlingsbordet, sender Ærø og Svendborg Kommuner dem nu på kursus sammen. Det skal gøre fremtidige forhandlinger mindre resursekrævende og mere effektive.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erfaringer viser, at forhandlinger forløber bedre, hvis parterne har en fælles forståelse for, hvordan forhandlingen skal forløbe. Derfor skal skoleledere og tillidsrepræsentanter fra Ærø og Svendborg Kommune nu på kursus sammen for at lære forhandlingens spilleregler.

Det nye samarbejde glæder formand for Øhavets Lærerkreds Lone Clemmensen.

"Jeg er sikker på, at begge parter vil gå styrket ud af et sådant forløb. Det handler meget om at lytte til hinanden, og dermed i sidste instans få et resultat, som begge parter bliver glade for", siger hun.

Bedre dialog giver bedre resultater De to kommuner har tilrettelagt kurset i samarbejde med kursusleder Søren Viemose fra Kaløvig Center. Han mener, det fælles kursusforløb vil sikre en bedre dialog og dermed bedre resultater for begge parter.

"Netop i forbindelse med de væsentligste forhandlingstemaer på en skole er det helt centralt, at forhandlingerne finder sted, således at samarbejdsrelationen bevares eller forbedres, samtidig med at parterne og dem, de forhandler for, finder resultaterne rigtigt gode", siger han.   47 skoleledere og tillidsrepræsentanter deltager i kurset, der kører over fem undervisningsforløb på to dage. Første kursusforløb er i gang på Levnedsmiddelskolen i Svendborg. Næste forløb starter i juni.