Jeg håber, at aftalen kan være med til at synliggøre, at Kalundborg Kommune er et godt sted at være lærer, siger direktør i Kalundborg Kommune Mette Heidemann.
Foto: Kalundborg Kommune
Lokalaftale sikrer Kalundborgs lærere sammenhængende forberedelsestid
Lige siden lockouten i 2013 har samarbejdet om lærernes arbejdstid haft det svært i Kalundborg. Men nu er der samarbejdsstemning i Nordvestsjælland, og i går aftens kunne kredsformand og kommune præsentere en vaskeægte lokalaftale.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Der er kommet hegn om 160 timers individuel forberedelse. Det er ikke meget, men de er hegnet ind, så de ikke kan bruges til andet", fortæller formanden for lærerne i Kalundborg, Karen Sørensen. Mindst to gange om ugen er hver lærer sikret to timers sammenhængende individuel forberedelsestid, der ikke kan røres ved.
"Vi har sikret en flextidsaftale, aftale om vilkår ved kompetenceudvikling og aftale ved prøveafholdelse".
Skoleledelsen skal også sikre sammenhængende tid til fælles forberedelse - her er der dog ikke sat konkret tidsangivelse på. Og der er særligt fokus på nyuddannede og nyansatte lærere i aftalen. Nyuddannede og nyansatte lærere får for fremtiden et loft over undervisningstiden på 720 timer årligt og tilbydes en mentorordning.
"Det har været vigtigt for os, at det blev en aftale - ikke blot en ramme om arbejdstiden", fremhæver Karen Sørensen over for folkeskolen.dk.
Fra Kalundborg-lærere til Martin Damm: 318 underskrifter for lokalaftale
"Denne aftale giver forhåbning om en vending og et fremtidigt tillidsfuldt samarbejde. Aftalen bygger på anerkendelse af lærerprofessionen og sætter lærerprofessionen i front, når det gælder kvalitet og styrkelse af folkeskolen", siger hun og fortæller, at forhandlingene har været ført i et rigtig godt klima, og at hun og direktør for børne- og skoleområdet i Kalundborg Kommune Mette Heidemann nu skal rundt på alle skoler sammen som led i implementeringen.
Begyndelsen til mere
Aftalen slutter med den pointe, at den er begyndelsen på Ny start-samarbejdet i Kalundborg, og der arbejdes fortsat og løbende på forbedringer og justeringer. Allerede i foråret tager kreds og kommune hul på arbejdet med tre aftalte fælles udviklingspunkter:
1. Rekruttering og fastholdelse
2. Relevant niveau for lærernes dokumentation i hverdagen
3. Trivsel og godt arbejdsmiljø
"Udgangspunktet har været en resurseneutral aftale, men så kan vi måske i stedet gøre lærernes hverdag lettere ved at se på, om er noget dokumentationsarbejde, der kan skæres væk", fremhæver Karen Sørensen.
Kalundborg: Tidligere KL-formand sætter gang i lokale arbejdstidsforhandlinger
Direktør Mette Heidemann siger i en pressemeddelelse, at god undervisning er afgørende for kvaliteten i Kalundborgs folkeskole.
"Det er vigtigt, at lærerne i kommunens 16 skoler har gode rammer for at lave undervisning af høj kvalitet, så eleverne bliver så dygtige, de kan. Jeg er glad for, at vi med denne aftale har skabt et fundament for, at lærerne får tid til at forberede gode undervisningsforløb for eleverne. Jeg håber også, at aftalen kan være med til at synliggøre, at Kalundborg Kommune er et godt sted at være lærer", siger direktør Mette Heidemann.
Manglende lokalaftale kan være årsag til høj stemmeprocent