Stadig flere kommuner indgår arbejdstidsaftaler for lærerne 

I 2013 blev lærer Thomas Scott Milan skoleleder på Arresø Skole i Halsnæs Kommune i Nordsjælland. Efter et turbulent år med indførelsen af arbejdstidslov, folkeskolereform og 25 fyringer sagde han op og blev lærer på skolen i stedet.

»Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg kunne ikke tage ansvar for at holde skole under de rammer«, siger han.

I årene efter nægtede han som lærer at tælle timer.

»Jeg arbejder tillidsbaseret. Fagforeningen ville gerne have, at vi talte timerne. Men for mig var der ikke langt fra at gøre det til at skulle stemple ind og ud hver dag. Og det kan jeg ikke«, siger Thomas Scott Milan.

Siden 2013 har lokale arbejdstidsaftaler i Halsnæs Kommune løbende løsnet de bånd, som arbejdstidsloven strammede hans arbejdstid ind med. I år står der i den lokale arbejdstidsaftale, at »timerne placeres før klokken 15, medmindre placeringen allerede fremgår af skolens mødekalender, eller der opstår akutte behov. Den resterende del af arbejdstiden planlægger medarbejderen selvstændigt«.

Selv om Thomas Scott Milan trods forskellige rammer har gjort, hvad han kunne for selv at styre sit arbejdsliv som lærer, så mærker han, at den lokale arbejdstidsaftale giver arbejdsglæden tilbage.

»Lokalaftalen har blødt op på det hele. Det har været rent diktatur. Vi lærere har følt, at vi skulle straffes. Det virker, som om lokalpolitikerne har forstået, at hvis de skal holde på lærerne, så bliver de også nødt til at gøre arbejdsforholdene bedre end dem, der er under lov 409. De bliver nødt til at give mindre fast mødetid og mere fleksibilitet«, siger Thomas Scott Milan. Han sætter stor pris på, at politikerne i Halsnæs har fået større forståelse for, hvad et lærerliv er.

»Jeg tror også, at det betyder meget, at vi har fået en borgmester, der forstår lærernes situation. Han har været lærer her på skolen i 16 år«.

Arbejdsglæden er tilbage på Melby Skole 

Øget arbejdsglæde

Thomas Scott Milan står for SSP-samarbejdet (skole, socialforvaltning, politi) på skolen og er koordinator i udskolingen. Lige nu har han 23 undervisningslektioner om ugen. På skolen har lærerne i gennemsnit 26 lektioner.

»Det er lykkedes ledelsen at få lagt et mødebånd ind for 7.-klasselærerne. Vi mødes tirsdage fra 8.45 til 9.30. Bagefter mødes 8.-klasselærerne. Det gør dagene mere fleksible, når møderne ikke er placeret sidst på dagen efter skoletid«, siger Thomas Scott Milan.

»Med arbejdstidsaftalen er det blevet mere frivilligt, om man vil sidde på skolen og arbejde, eller om man vil flytte nogle opgaver til om aftenen derhjemme. Arbejdstiden er igen blevet fleksibel«.

Men lærerlivet i dag ser stadig meget anderledes ud, end da han i 2013 satte sig i skolelederens stol på Arresø Skole.

»Vi er på vej mod noget, der er bedre. Men vi har jo fået flere undervisningstimer. Og vi ligger endda forholdsvis lavt. Jeg har hørt om kommuner, hvor der er 27, 28 eller 29 lektioner om ugen. Det betyder noget for undervisningen. Jo færre undervisningstimer jeg har, jo mere tid har jeg til alt det andet«, siger Thomas Scott Milan.

Et af de nye elementer i den nye lokalaftale er, at der bliver sat tid på flere opgaver på opgaveoversigten.

»Det betyder ikke så meget for mig. Men det gør det for de lærere, der stadig føler sig presset«.

Ledelsen får en aftale til at virke

I hverdagen gør ledelsen på den enkelte skole en stor forskel for, hvordan de lokale arbejdstidsaftaler udmøntes.

»Vi har haft ledelsen i to år. De har været meget inviterende, i forhold til at hvis man havde for mange opgaver, så skulle man komme og snakke med dem. Det har virket for nogle. Men andre er ikke så meget for det, og nogle føler sig ikke mødt af ledelsen«.

Selv om Thomas Scott Milan kun var skoleleder det ene år, hvor folkeskolereformen og lov 409 blev indført, har han respekt for ledelsens opgave.

»De har ikke så mange muligheder. De kan jo ikke sætte alle ned på 21 undervisningslektioner. Men det er helt klart mit indtryk, at ledelsen arbejder for, at lærerne ikke kommer over 25 lektioner«.

Han fortryder ikke et øjeblik, at han droppede lederjobbet.

»Min familie så mig for lidt. Og da der lige før sommerferien var en lærer, som havde lige præcis mine fag, der sagde op, så sagde jeg: Den tager jeg. Mine kolleger klappede. Det, som politikerne ikke har forstået, er, at lærere er allerbedst, når de er selvstyrende«, siger han.

Rammerne om Thomas Scott Milans arbejdstid er løsnet, men resurserne til at udfolde folkeskolereformen er ikke kommet. Og i den virkelighed er der en ting, han er helt sikker på:

»Jeg skal aldrig være skoleleder igen«.