Lærer Linda Textor havde haft flere konflikter med teenagepigen den dag i december 2011, og på et tidspunkt angriber pigen hende, fordi hun har slukket for elevens computer. Eleverne må ikke være på Facebook i undervisningstiden. Pigen er derfor rasende og angriber læreren.

  »Hun sparker efter skridtet, men rammer mig på lår og skinneben. Jeg holder hende ud i strakte arme, og en kollega kommer til og holder pigen fast. På det tidspunkt var jeg ikke bange«, fortæller Linda Textor, der gennem flere år havde undervist i specialklassen.

Linda skal over i en anden bygning for at hente to elever, der ikke må være alene i faglokalet.

  »Da jeg går over skolegården, synes jeg, at jeg kan høre døren bag mig gå op. Jeg vender mig, men kan ikke se nogen, og går videre til faglokalet«.

De to elever løber over i klasselokalet, og da Linda Textor igen går gennem skolegården, sidder en kollega og fastholder pigen på jorden. Han fortæller, at pigen lige trænger til noget frisk luft.

  »Da jeg kommer ind i klasselokalet, er de andre elever oprevne og siger: 'Hun gik efter dig med en kniv'. Det viser sig, at min kollega ude i skolegården var ved at vriste kniven fra pigen. Så bliver jeg bange og begynder at græde«.

DLF: Desværre ikke en enestående sag

Elev truer på Facebook

Skolelederen beder Linda Textor om at komme over på kontoret for at tale med pigen, men det føler hun slet ikke, at hun kan klare på det tidspunkt. Lederen siger, at hun jo skal møde pigen igen, så hun kan lige så godt komme og få talt om det.

  »Så bliver jeg vred og går derover. Men lederen kommer straks ud fra kontoret og siger, at jeg ikke skal komme ind nu. 'Pigen er jo gal', siger han. Jeg ved ikke, hvad hun har sagt eller gjort, men jeg får så krisehjælp, og næste dag politianmelder jeg pigen«.

Teenagepigen bliver bortvist fra skolen. Hun får halvandet år senere en tidsubegrænset behandlingsdom på et psykiatrisk hospital. Det var ikke første gang, hun gik målrettet efter læreren. Det var hende, hun havde set sig vred på. Ofte har pigen også kaldt hende for so, ko, luder eller andre nedværdigende betegnelser.

Linda Textor får efter oplevelsen et markant højere sygefravær. Hun sover ikke godt om natten, og på et tidspunkt siger psykologen til hende, at hun bør »trække stikket« i en periode. Men hun tør ikke melde sig syg i længere tid, fordi hun er eneforsørger og allerede har været til samtale med ledelsen om sit sygefravær.

Et halvt år efter knivtruslen opdager Linda Textor, at teenagepigen truer hende på Facebook. Pigen har skrevet, at hun vil skyde hende med en pistol. Da hun derefter skal på arbejde, kan hun ikke. Det er foråret 2012.

  »Jeg kastede op, havde angstanfald og var ude af stand til at gå på arbejde. Jeg kom aldrig tilbage på skolen. Fem måneder efter blev jeg afskediget«, fortæller Linda Textor.

Det er tre år siden, og sagen er stadig ikke færdigbehandlet.

Arbejdsskadestyrelsen: Vi gør alt, vi kan, inden for vores rammern 

Dybt frustrerende ventetid

I dag har Linda Textor stadig ikke fået en afgørelse på sin sag. Hun går kun nødigt ud og har svært ved at klare dagens gøremål. Hun sidder i sit hus på landet på Møn og ved ikke, hvordan hun skal få tingene til at hænge sammen. Huset skal måske på tvangsauktion, men nabohusene med den lige så flotte udsigt ud over vandet har været til salg længe. Der er ingen købere. Hverken til det nedrivningsmodne hus til en halv million kroner eller huset i god stand til 1,8 millioner kroner.

  »Jeg har brug for at vide, at tingene er i orden økonomisk - og det er de ikke. Jeg skylder penge hos gud og hvermand«.

Hendes komfur er gået i stykker, og hun har været nødt til at låne penge hos sin familie til at få ordnet en knækket tand. Banken vil ikke hjælpe.

To af hendes børn er netop fyldt 18 år, så nu mister hun børnepengene. Og når arbejdsskadesagen ikke er færdigbehandlet, aner hun ikke, hvad hun skal leve af. Hun har været på kontanthjælp siden begyndelsen af 2014. Hvis Arbejdsskadestyrelsen havde behandlet hendes sag, ville det hele økonomisk kunne løbe rundt. Det kan det ikke nu.

Sagsbehandleren i Danmarks Lærerforening Majken Tingstrøm har senest i april 2015 rykket Arbejdsskadestyrelsen. Her har man tidligere skrevet, at spørgsmålet om erhvervsevnetab - der er midlertidigt opgjort til 20 procent - skulle tages op til revision 1. februar 2014. Det er altså mere end et år siden, at den del af sagen burde være afgjort. I henvendelsen til Arbejdsskadestyrelsen gentager sagsbehandleren, at Linda Textor er økonomisk trængt. Det har Arbejdsskadestyrelsen vidst i over et år.

  »Jeg tænker rigtig meget på økonomien, på at det kan ende med en tvangsauktion - men huset kan nok slet ikke sælges. Jeg bare venter og venter og venter. Det bliver man kun mere syg af - ikke mere rask. Det er dybt frustrerende«.

Uigennemskuelig sagsbehandling: »Jeg var bukket under, hvis jeg ikke var født med et godt humør«

Det er en sorgproces

»I en periode gik jeg ind på min sag hos Arbejdsskadestyrelsen hver dag for at se, om der var kommet en afgørelse. Tidligere troede jeg, at jeg blev rask igen. Det tror jeg ikke på længere. Det er som en sorgproces, hvor man tager afsked med den person, man kender. Man har meget identitet i sit arbejde og meget socialt med sine kolleger. Man mister rigtig meget«, forklarer Linda Textor.

  »I bagklogskabens klare lys skulle jeg have stoppet i det arbejde efter første overfald fra pigens side, men jeg har altid arbejdet med mennesker, der ikke havde det let. Jeg har tidligere været socialpædagog og har arbejdet med psykisk syge og med flygtninge. Da jeg så mistede min søn i 2003, hvor han blev kørt ihjel af en beruset motorcyklist, besluttede jeg mig for at blive lærer. Fordi jeg ikke længere kunne give det samme som tidligere som socialpædagog. Jeg tog meritlæreruddannelsen, men så valgte jeg jo alligevel at arbejde med elever, der havde voldsomme sociale problemer«.

Hun fortæller, at hun overvejede, om hun skulle anmelde pigen efter knivtruslen, fordi hun havde det dårligt med at anmelde en elev. Men hun gjorde det. På skolen talte de også om, at man er nødt til at have retningslinjer, når elever er voldelige eller truer. I dag er reglen strammet op. Nu skal man have politianmeldt vold inden 72 timer, ellers kan der ikke længere ydes erstatning for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste (rettet 8/10 kl.15.35, red.).

Angstanfald i hverdagen

Linda Textor har i dag svært ved at klare almindelige gøremål. Når hun skal handle, får hun det dårligt i supermarkedet, fordi der er så høje reoler, at hun ikke kan overskue hele lokalet. Det er også vigtigt for hende at sidde med ryggen mod en væg og at have mulighed for at overskue omgivelserne. Ellers får hun angstanfald.

  »I lang tid fik jeg mine børn til at handle ind, men de synes, jeg selv skal prøve. Jeg gør det helst på tidspunkter, hvor der ikke er mange mennesker i butikken«.

  »Jeg kan gå en tur med mine hunde, slå græs og luge i haven. Alt det, der ikke involverer andre mennesker. Når mine venner ringer, kan jeg ikke tage mig sammen til at se dem, og jeg orker ikke at passe mine børnebørn. Jeg sørger for, at de kan beskæftige sig selv, for jeg bliver så træt og har ingen energi. Ofte tager jeg ikke telefonen, når den ringer. Jeg sender en sms, og hvis jeg skal møde nogen, så udskyder jeg det tit«.

På et tidspunkt ville kommunen arbejdsprøve Linda Textor. De foreslog, at hun blev gravermedhjælper. Hun sagde, at det ikke måtte være på den kirkegård, hvor hendes søn ligger. De fandt en anden, men hun kunne slet ikke klare de høje træer og kroge, som hun ikke kunne overskue, så hun fik angstanfald og måtte opgive.

  »Hvis ikke jeg havde fået hjælp fra dygtige, professionelle mennesker omkring mig, så havde jeg givet op«, siger Linda Textor.