Gode kolleger, der kan tåle at høre, at man har det skidt. Som kan rumme det, ikke dømmer, og som tør spørge til, hvordan man har det. For lærer Helene Kruse betyder det meget at kunne tale med kollegerne om den panikangst, hun har fået efter en voldsom oplevelse med nogle teenagepiger på den institution, hvor hun tidligere arbejdede.

Hendes grundholdning har altid været, at der ikke er noget, der er så farligt, at man ikke kan tale om det. Og det er den holdning, hun også har i forbindelse med sin egen sygdom. Derfor har hun åbent fortalt kolleger, elever og forældre om sin angst. Efter en lang sygemelding er hun nu så småt vendt tilbage til sin 4. klasse og kollegerne på Husum Skole i Brønshøj. Hun begyndte efter juleferien som ekstra lærer på klassen. De har stadig vikar, og Helene Kruse går til og fra, som hun har kræfter til.

»Det må være irriterende for vikaren og for kollegerne, at jeg ikke kan sige, hvornår jeg er helt klar igen, men jeg mærker intet pres fra skolen overhovedet. Jeg har nogle fantastiske kolleger«, siger hun.

To timers konflikt

Helene Kruse har arbejdet i otte år på en døgninstitution. Hun begyndte, mens hun gik på seminariet, og da hun blev færdig som lærer i 1999, overvejede hun at holde op, men hun kunne lide at være der og fik de vagter, hun ønskede sig aftener og i weekender. I hverdagen passede hun sit arbejde som lærer på Husum Skole.

I januar sidste år var hun ude for en voldsom oplevelse på døgninstitutionen, hvor tre teenagepiger kastede med ting og fastholdt Helene og en anden ansat. En af pigerne gik helt amok, og de to andre kørte med op. I alt stod det på et par timer.

På et tidspunkt ville pigerne hive Helene og kollegaen ned ad en trappe og trak i Helenes bluse. Hun blev holdt fast et stykke tid og kunne ikke få vejret, men havde held til at få løsnet lynlåsen i sin bluse, så halsen blev fri. I nogle sekunder var hun panikslagen, men det gik over igen, da kampen fortsatte.

Efter det voldsomme forløb talte de ansatte oplevelsen igennem til ud på natten. Desværre tog Helene alene hjem bagefter.

»Adrenalinet kørte i min krop, og jeg rystede og kunne selvfølgelig ikke sove. Men jeg stod op klokken seks, og idiot som jeg var, gik jeg på arbejde på Husum Skole. Jeg fortalte viceren, hvad der var sket, og sagde, at hvis der kom en reaktion senere, ville jeg gå hjem«.

Efter en time fik hun det dårligt. Alt inden i hende var i oprør. Hun klarede halvanden time og fandt en kollega, der kunne tage over.

»Jeg tudede og talte med flere på skolen, før jeg gik hjem«.

Helene Kruse ringede til institutionen, der sendte hende til krisepsykolog. I to dage kørte adrenalinet i hendes krop, men hun passede alligevel sit lærerjob. Hun havde også en aftenvagt på institutionen.

Efter to uger og endnu et besøg hos krisepsykologen begyndte hun at mærke en utilpashed, og tre uger efter oplevelsen fik hun det første angstanfald i Føtex.

Kunne ikke være alene

Helene Kruse passede sit arbejde på skolen, men i vinterferien fik hun flere voldsomme angstanfald, og hun måtte ringe efter sine forældre, fordi hun ikke kunne klare at være alene.

»Jeg vidste, at det var panikangst, jeg havde fået. Så jeg ringede til Fobi-skolen og talte med en psykolog«.

Han sagde, at det var vigtigt, at hun gik på arbejde, da der ellers var risiko for, at hun ikke kunne komme tilbage på jobbet. Senere kan Helene Kruse se, at det var for voldsomt for hende, så hun fandt en psykoterapeut i stedet. Hende har hun gået til behandling hos siden. Sagen er også blevet anmeldt som en arbejdsskade.

Brev hjem til forældrene

Mandag efter vinterferien skulle hun i svømmehallen med sin klasse. Hele ferien havde hun frygtet at skulle i skole, men hun ville ikke skuffe eleverne. Hun mødte op, men måtte indse, at hun ikke kunne klare det. En kollega overtog klassen.

»Jeg har fortalt skolelederen, hvad der er sket. Jeg har fortalt en kort version uden detaljer til eleverne, og jeg har sendt et brev hjem til forældrene. Løbende har jeg talt med kollegerne, så alle ved, hvordan jeg har det. Jeg fik vikar på mine timer indimellem og har haft den aftale med vikaren, at jeg selv tog timen, men at jeg kunne hente vikaren på lærerværelset, hvis jeg fik brug for det«.

Sådan gik foråret. Nogle gange var hun meget bange for at være i klassen, andre gange havde hun det fint. Hun holdt op med at arbejde på døgninstitutionen.

Sidste skoledag før sommerferien blev det svært. Da afgangseleverne kastede karameller ud, genoplevede hun den kåde stemning fra teenagepigerne på institutionen den aften i januar. En kollega måtte tage hendes klasse.

Gode kolleger

»Jeg gjorde lidt grin med det hele. Fortalte at jeg gik på gak-gak-skolen. Mine kolleger er fantastiske. Det må være svært for dem at sætte sig ind i. Men en af dem siger, at måske kan de ikke lige forstå, hvordan jeg har det, men at alle har prøvet noget, der var meget hårdt for dem, så på den måde kan de forstå, at jeg har det dårligt. Og de har absolut accepteret det«.

Helene Kruse sov hos sine forældre i denne periode, fordi hun ikke kunne være alene om aftenen og om natten. Efter sommerferien begyndte hun på skolen.

»Mandag var bare så hård. Jeg tudede. Tirsdag var jeg igen på arbejde, men det var lige så hårdt. Om natten fik jeg et kæmpe angstanfald. Jeg måtte bede min familie om at passe på mig, for jeg kunne ikke selv«. Vagtlægen kom, og senere på dagen måtte hun tage ud til psykoterapeuten, der fik hendes angst dæmpet ned.

Hun sygemeldte sig og fik beroligende medicin fra sin læge.

»Jeg kunne ikke være alene i fem minutter. Familie, venner og en nabo måtte skiftes til at være hos mig. En veninde kontaktede de andre og udarbejdede nærmest et vagtskema. Der var nogle hos mig hele tiden«.

Sådan var det i 14 dage i august. I den periode var Helene Kruse bange for at blive fyret, og hun havde dårlig samvittighed over for børnene. Skolelederen beroligede hende.

Alle må gerne tale om det

I efteråret begynder hun så småt at kunne skrive sms'er til nogle af kollegerne.

»Det er rart med sms'er. At det ikke er lange samtaler, men at jeg ved, at de er der. De er også gode til at ringe og spørge til mig«.

Hun har fortalt kollegerne, at det er i orden, at de taler om det indbyrdes. Hvis hun har fortalt noget til én, må det gerne fortælles videre. De må også gerne orientere klassens forældre.

»Jeg ved, hvordan det er, hvis nogle er syge. Der opstår let myter, hvis man ikke ved, hvad der er galt«.

Hun har haft stor glæde af en kollega, der selv har prøvet at have panikangst. Hun har været en stor støtte. Især i starten kunne hun sætte ord på Helene Kruses oplevelser, hvor det kneb for hende selv.

En dag i efteråret tager hun sig sammen og besøger skolen i spisefrikvarteret.

»Jeg blev modtaget fantastisk. Kollegerne var oprigtigt bekymrede. Det blev også lettere af, at der ikke var nogle hemmeligheder. De kunne bare spørge, hvordan jeg havde det«.

»Når det handler om noget psykisk, er man ofte bange for, at folk skal synes, man er svag. Jeg synes også stadig, at det er pinligt at komme ud for sådan noget. Hvorfor kunne jeg ikke lige klare den situation? Men for mig har det været en styrke, at jeg har kunnet sige det. Og se så bare, hvad man får igen«.

»Jeg har været meget egocentreret i dette år. Jeg har slet ikke spurgt til mine kolleger, men det har de også taget fint«.

Skolen har en kriseplan

Helene Kruse tager et skridt ad gangen. Hun er tilbage på skolen, så meget hun kan klare.

»Der er også sket en udvikling på lærerværelset. Vi oplever jo svære situationer, og det, jeg har været ude for, kunne lige så godt være sket på skolen. Men jeg synes, at vi er blevet bedre til at tage hånd om hinanden«.

Skolen har besluttet at udarbejde retningslinjer for, hvad man skal gøre i krisesituationer, og der er skrevet lister over pårørende, der skal kontaktes, hvis der sker noget.

»Det er vigtigt, at andre tager ansvaret i sådan en situation. Man hverken kan eller skal selv. Alle skal vide, hvem der skal kontakte krisepsykolog og pårørende«.

Helene Kruse har stadig problemer med at stå i kø i en forretning, eller hvis der er mange mennesker samlet. Og hun kan ikke klare at have bluser med høj eller tætsiddende halsudskæring på.

»Jeg håber ikke, jeg har overskredet jeres grænser ved fra start at fortælle, hvad jeg har været ude for, og hvorfor jeg har været sygemeldt, men det er min opfattelse, at oprigtigheden giver det bedste resultat. Der kan ellers hurtigt dannes myter og endnu større usikkerhed. Jeg ved godt, at det havde været langt nemmere og måske mere acceptabelt, hvis jeg havde været syg med en brækket arm eller lignende, men desværre bestemmer vi ikke altid over de oplevelser, vi får her i livet. (...) når vi ses igen, skal I vide, at I sagtens kan spørge til forløbet - det er fra min side ikke et tabu« Fra Helene Kruses brev til forældre