Lærere brygger og betaler selv kaffen
To ud af tre lærere i folkeskolen betaler selv den kaffe, de drikker i pauserne, og hver tredje fortæller, at det også er lærerne, der køber og brygger kaffen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Selvom kaffe er en vigtig del af frikvartererne for mange lærere, er kaffen ikke et forventeligt personalegode på lærerværelset.
Næsten samtlige lærere i Underviseres undersøgelse fortæller, at de har en kaffeordning, men to ud af tre betaler selv for kaffen, og mere end hver tredje fortæller, at det er lærerne selv, der står for brygningen.
»Vi har på min skole cirka fem vagter plus afløsning ved sygdom, så nogle dage kan det være svært at nå madpakken - for ikke at nævne kaffen, når man selv skal nå at lave den. Alt sammen i løbet af 20 minutter«, fortæller en lærer i undersøgelsen. Og den generelle holdning hos lærerne er, at det er for pauvert, at de selv skal bruge tid på kaffebrygning. Otte ud af ti lærere siger i undersøgelsen, at det har betydning for følelsen af anerkendelse, hvis der står kaffe og te klar i pauserne.
I nogle tilfælde består kaffeordningen i, at lærerne på skift står for indkøb og brygning af kaffe, mens alle har ansvar for at sætte kopper i opvaskemaskinen og rydde væk. Men ordningerne er ofte årsag til diskussioner.
63 procent af lærerne fortæller, at de bruger tid på oprydning og administration i forbindelse med kaffe/te- eller vand/brød-ordning, og ud af dem er der kun 16 procent, som ikke oplever frustration over det.
»Jeg mener principielt ikke, at skatteborgernes penge skal bruges til goder, men at have adgang til kaffe er vel en 'menneskeret', som bare skal være der uden ævl og kævl om betaling og oprydning - det tror jeg, at skatteborgere i almindelighed er enige i - jeg er!« siger en lærer i undersøgelsen. |
Personalegoder
På Tingkærskolen i Odense brygger lærerne selv kaffen. Lærer Stine Bjergø laver kaffe ved 7.30-tiden flere dage om ugen. De er to lærere, der deler tjansen på den afdeling af Tingkærskolen, der ligger i Fraugde et par kilometer væk fra hovedskolen. Her er omkring ni lærere og 150 børn.
»Jeg synes ikke, at kaffen er et frynsegode. Vi betaler selv for den, og vi laver den selv i vores fritid«, siger Stine Bjergø.
Lærerne bliver trukket over lønnen for beløbet til kaffe, fordi det tidligere gav bøvl at få samlet pengene ind.