Lærerne har ligeløn men ikke helt ligestilling

Der er ikke forskel på mandlige og kvindelige læreres løn, viser lønkommissionens rapport. Men i DLF mener man alligevel, at feltet skal have fokus, for med overvægt af kvinder blandt lærere og overvægt af mænd blandt ledere er der ikke ligestilling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lønkommissionens rapport, som netop er offentliggjort, viser en minimal forskel mellem kvindelige og mandlige ledere.

"Lærerne er den gruppe blandt de offentligt ansatte, som har mindst forskel mellem mænd og kvinder. Det er ikke et problem på lærerområdet. Nogle af de områder, der har ønsket at sætte en dagsorden om lige løn, har derimod væsentlige forskelle mellem kvinder og mænd", siger Gorden Ørskov Madsen.

Men han mener alligevel, at det er noget, DLF fortsat skal være opmærksom på. Han understreger, at det er vigtigt at skelne mellem ligeløn og ligestilling.

"Vi har i langt højere grad et ligestillingsproblem end et ligelønsproblem. To tredjedel af lærerne er kvinder, mens det er omvendt med lederne. Det er svært at sige, hvad årsagen er. Måske er mænd mere tilbøjelige til at sige, at de kan en masse, mens kvinder måske kommer til at signalere, at de kan mindre end de kan".

Formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg Michael Ziegler er enig i, at der bør arbejdes med kønsopdelingen på arbejdsmarkedet.

"På ét område har vi et problem: Rapporten dokumenterer, at vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark. I kommunerne lider vi for eksempel under, at stort set ingen mænd er interesseret i at arbejde med børnepasning, pleje og omsorg, hvilket hæmmer vores muligheder for at rekruttere den arbejdskraft, vi får brug for i de næste mange år. Det er meget hæmmende for fleksibiliteten, at der er den slags barrierer ned gennem arbejdsmarkedet. Så her har vi en fælles udfordring at tage fat på i samarbejde med personaleorganisationerne, undervisningsinstitutionerne, myndigheder og andre gode kræfter".

Vigtigt at beregne lønnen rigtigt

I rapporten er der hele vejen igennem brugt to forskellige måder at beregne løn på. Årsagen er, at arbejdsgivere og lønmodtagere ikke har kunnet blive enige om, om man skal se på præsteret tid eller standardberegnet timeløn.

"Hvis de offentlige tal, der bliver brugt er timelønningerne for præsteret tid, giver det et forvrænget billede. På områder, hvor der er mange kvinder, der går på barsel og tager orlov, der bliver lønnen forholdsmæssigt højere, hvis man ser på præsteret tid. Hvis en kvinde er på barsel , kan hun stå i statistikken med en timeløn på 6000 krone, fordi hun får løn hele året, men kun arbejder en måned", siger Gordon Ørskov Madsen.

Lønkommissionen blev nedsat af regeringen i 2008 for at se på løndannelse, ansættelsevilkår for offentligt ansatte og konsekvenser af et kønsopdelt arbejdsmarked. I kommissionen har siddet repræsentanter fra DLF, hovedorganisationerne LO, AC, FTF, CFU, Sundhedskartellet, Finansministeriet, KL, Danske Regioner, DA og desuden fire eksperter.