"Der er kommet en samfundsændring, som betyder, at der er større grad af mistanke og mindre tillid mellem børn og voksne. Det er man som leder og professionel, der arbejder med børn, nødt til at tage bestik af", siger lektor, ph.d., psykolog Karen P. Munk.

Hun er en del af forskningsgruppen Paradox på Aarhus Universitet. Gruppen beskæftiger sig med den måde, hvorpå frygten for pædofili og frygten for at blive anklaget for pædofili kommer til udtryk i samfundet.

»Jeg kommer aldrig til at arbejde med børn igen« 

Hellere en underretning for meget

Stigende optagethed af pædofili er et internationalt samfundsfænomen, der for alvor tog fart i Danmark for omkring 20 år siden, fortæller Karen P. Munk.

De seneste år har en række sager og en række stramninger af lovgivningen resulteret i, at optagetheden er steget endnu mere. Hun nævner, at skoleledere nu kan straffes med fængsel, hvis skolen ikke underretter om en mistanke, at der ikke længere er en forældelsesfrist for pædofilisager, og at det nu er muligt at tage samtaler med børn uden forældrenes viden.

"Det gør det ved lærerne, at de hellere laver en underretning for meget, end en for lidt. De har angsten siddende på skulderen. Vi mangler følgeforskning for, hvad det gør ved lærerne. Det er ikke beskrevet, men vi kan regne det ud. Den enkelte lærer vil ikke være den, der overser signalerne fra Sofie i 1. klasse", siger Karen P. Munk.

Pædofilifrygt skader pædagogisk faglighed

Gruppen har foretaget empiriske undersøgelser i børnehaver, og det er tydeligt, at pædofilifrygt ændrer pædagogernes faglighed.

"Der er en gråzone, som er umulig at fjerne. Der er ikke andet at gøre end at være åben om, at der er sådan et problem. I børnehaver, viser vores undersøgelse, har man taget den konsekvens, at man altid har vidner, når man skal lave intimhygiejne på børn. Der er åbne døre til toiletterne. Man må have en åbenhed om, at der er den risiko i dag og tage sine forholdsregler".

Og det gælder også på skoler, understreger hun.

"Vi kan se fra undersøgelser i England, som har set på skolerne, at børnene tager pædofilifrygten med sig. De lærer, at hvis man vil have krammet på en mand, så skal man fremsætte sådan en anklage. Og det er egentlig ufarligt. For der er ikke noget fældende bevis -  det er påstand mod påstand. Så der er en gråzone, og har man et vist hævnmotiv, så kan man altid tage den frem".

Utrygge lærere ønsker retningslinjer 

Godt råd: Undgå kram

Konsekvenserne for den anklagede er store.

"Man kan ikke blive renset i sådan en sag. Det er pointen i panikken og i, at man skal holde afstand. Selv om man kommer gennem en retssag, og anklagen frafaldes, så bliver man ikke renset. Folk ved, at man godt kan være skyldig alligevel.  Det eneste, man kan gøre, er at holde afstand til børn", siger hun og peger på, at coronasmitten her kan komme til at ændre samværsformer på en måde, som kan hjælpe mod uberettigede anklager.

"Vi har haft en krammekultur, der nok forsvinder med coronakrisen. De mest opvakte mandlige lærere og pædagoger på det her område ved godt, at omgangsformerne har ændret sig. Hvis man vil undgå mistanke, så skal man holde afstand", siger hun og påpeger, at de ældre generationer har været vant til mere frie omgangsformer med børn.

"Vi har børnehaveundersøgelser, som viser, at for pædagoger, som har været ansat før pædofilipanikken satte ind, har det været en skrækkelig ændring, at de ikke længere må trøste børn, når mor og far ikke er der. De mobiliserer et mod, når de vælger at gøre det, som de synes er fagligt rigtigt, når de trøster Sofie", siger Karen P. Munk og understreger, at pædofilifrygt går ud over de mest sårbare børn.

"Pædofilifrygt er en rædselsfuld samfundsændring. Seksuel kontakt med børn har været forbudt siden 1866 og håndhævet. Så det er djævelsk. Det er meget ondartet", siger Karen P. Munk.