Du træder ind ad døren samtidig med tre piger, som klædt i orange og sort, et blåt øje og røde ar på kroppen løber pjattende forbi. Inde i den åbne, men støjende aula, er der skeletter, spøgelser, ansigtsmaling og bagesalg. Det er halloween og første dag tilbage efter barsel. 

Henover latter, larm og sorte edderkopper i pap får du øjenkontakt med en kollega. To meter fra døren til lærerværelset får I lige vendt situationen i elevrådet, mens I først afbrydes af en pige, som skal finde den skraldespand, der er lige bagved hende og dernæst af to piger, der vil vide om vi tilfældigvis ved, hvor deres jakker er på skolen. Samtidig hilser jeg på tre andre kollegaer på vej til deres pause. En vil vide om jeg er klar til at komme i gang igen, en anden vil lige kort vende situationen i en af mine klasser. Jeg har nu været på skolen i 5 minutter og den summer af liv. 

Lærergerningen er liv. Det er ikke kun liv og glade dage, men det er liv og spændende dage. I løbet af en dag har jeg som lærer kontakt med op mod 100 mennesker - børn og voksne. Det er et hej på gangen, det er undervisning i mine klasser, det er gårdvagttjansen, det er planlægning med min teammakker, det er kærkommen hjælp fra en kollega og det er sparring med en leder og så meget mere. Lærerjobbet er aldrig kedeligt. Jeg elsker det! 

New Public Management har lært os alle at vi skal være omstillingsparate - på godt og mest på ondt. Som lærer har det altid været en afgørende del af jobbet. Det er uforudsigeligt. Det er, når dit smartboard pludselig ikke virker midt i timen, når halvdelen af klassen mangler deres pc’er eller de allerede har lavet den opgave du træder ind ad døren med. Det er når et skænderi fra pausen følger med ind i undervisningen eller når tissetrangen hos eleverne tager over. Det er når det regner og I skulle ud i skolegården eller når en elev har fået et nyt løbehjul han simpelthen bare ikke kan lade være i timen. Alt det og meget mere. 

Men som lærere er vi omstillingsparate - sammen. Vi er i samme båd og når jeg i min pause går på lærerværelset og fortæller om IT udfordringerne, regnen eller dagens elevdrama, så kan de nikke genkendende. Sommetider kan vi hjælpe hinanden med en konkret situation og nogle gange er det rigeligt bare at kunne dele sine oplevelser. Sin frustration, sin vrede, sin afmagt, men altså også sin glæde over ham der endelig er begyndt at turde sige mere i engelsktimerne, hende den generte pige der nu aktivt snakker med de andre i pauserne eller sin glæde over noget så simpelt som en sjov kommentar fra ham ved vinduesrækken. 

Der kan skrives lange bøger om de forhold jeg og andre lærere ville ændre i folkeskolen, hvis det var os der havde magten samt en større pengepose. Og der kan også laves en lang liste over mindre lokale tiltag jeg nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde magten til at gennemføre. Men når det er sagt, så er der bare intet der kan tage glæden ved at få lov til at udføre sin kerneopgave og være i klasselokale sammen med en flok fantastiske, skøre, vilde, sjove, skæve, kloge og generte elever. 

Lærergerningen er liv og lærergerningen er lyd. Det er støj fra mobiler, der burde være lagt væk. Banken på døren, når en elev går forbi og vil være morsom. Larm fra to hormonfyldte drenge der for sjov begynder at slås efter en drilsk kommentar. Lyden af papir der krølles sammen af ham, som giver op på opgaven før han har forsøgt. Latter fra hende der flirtende kildes af drengen ved siden af. Et bang fra ham der stadig synes bottle flip er sjovt og noget vi kan gøre midt i timen. Raslen fra ham der igen har taget sin chippose frem fordi han “er jo sulten”. Råben ud ad vinduet til en nede i skolegården, som lige har sparket en bold op på ruden. Højlydt hvisken mellem to piger i hver sin ende af lokalet, som af uransagelige årsager er overbeviste om at du ikke kan høre det, selvom du står i midten. Og det er lyden af et viskelæder der næsten aggressivt benyttes på papiret af hende, som er i stand til at ignorerer alle førnævnte lyde og bare arbejde videre med sit kopiark. Nogle gange er du selv nødt til at bidrage til støjniveauet for at trænge igennem og andre dage kan jeg et kort øjeblik stå som tilskuer og se på hele det dejlige vanvid lidt udefra.

Hver dag er der en ny grund til at tage hjem med et smil på læben. Jeg kan ikke hver dag  være alting for alle og jeg kan ikke ændre alt for alle som jeg ellers gerne vil det. Men som lærer har jeg hver dag en kontakt til unge mennesker, som påvirkes og formes af det jeg siger og gør. Det er et ansvar og en opgave som jeg ydmygt og med glæde tager på mig. Og når man slutter sin uge af med at stå og snakke med 5 piger der bliver hængende på skolen en fredag eftermiddag og stiller nysgerrige spørgsmål til hjemløse, fattigdom og samfundet, så er smilet simpelthen ikke til at fjerne resten af dagen. Så giver alt mening. Ligesom det gør det, når en af de drenge, som lige skal varme op til, at der er ny lærer igen kommer hen og lægger armen om en og på allerbedste vis siger “Du er sgu go’ nok”. Så smiler jeg hele vejen hjem. Hele vejen hjem til mit hus, hvor der venter en helt anden form for liv i et helt andet støjniveau hos min mand og min dreng på 8 mdr. Men efter lang tid hjemme i en forudsigelig barselsrytme, så glæder jeg mig lige for tiden, når vækkeuret ringer til en ny, uforudsigelig og støjende dag.