Inden for de seneste 15 år er der sket en voldsom stigning i antallet af børn og unge med angstdiagnoser. Undersøgelser viser, at op mod ti procent af børn og unge lider af angst, og det svarer til, at der sidder en til to elever i hver klasse, der er ramt, skriver Emma Kjeldsen og Julie Rasmussen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aalborg, UCN.

Børn og unge vokser op i en præstationskultur med ”frihedens forbandelse”, hvor alle muligheder er åbne, og et tyngende ansvar for at lykkes alene hviler på barnet og den unge selv. ”Børn og unge bruger en stor del af deres hverdag i skolen, men desværre er det også ofte her, at angsten optræder, hvorfor nogle unge, der har angst, finder det svært at møde op til undervisningen. Det er altså et problem, som lærere bør være opmærksomme på og bevidste omkring”, skriver de.

Forud for projektet havde de en hypotese om, at angst ikke er noget, der bliver talt om ude i klasseværelserne trods det, at der i hver klasse statistisk set sidder mindst en elev med en angstproblematik. I projektet har de været nysgerrige efter at finde ud af, hvordan man som dansklærer kan støtte og imødekomme børn og unge med angst, ”men samtidig også, hvordan man kan skabe et trygt klasserum, hvor angsten er velkommen, anerkendt og italesat”.

De har undersøgt, hvordan litteraturarbejde kan åbne op for indlevelse og forståelse af personer med angst, og det har ledt dem til følgende problemformulering:

”Hvorledes kan litteratursamtalen, med afsæt i børne- og ungdomslitteratur, give elever i overbygningen en fælles forståelse for de udfordringer, som rammer elever, der har angst?”

Man skal kende sin klasse godt

En del af den undersøgende del af projektet bestod af en spørgeskemaundersøgelse til 50 lærere om blandt andet svære tematikker og litteratursamtaler. Undersøgelsen bekræftede Emma Kjeldsens og Julie Rasmussens hypotese om, at angst sjældent italesættes i undervisningen. 84 procent af lærerne svarede, at ”det er en fordel at anvende litteraturen som udgangspunkt for svære samtaler”, men samtidig svarer 84 procent også, at de ikke har brugt danskfaglige forløb med en tematik om angst. 32 procent af lærerne svarede, at de ikke føler sig godt nok klædt på til at indgå i en litteratursamtale med eleverne om angst.

Lærerens kendskab til eleverne og klassedynamik viste sig i undersøgelsen at have betydning for, hvorvidt man som lærer tager fat på svære emner i litteraturundervisningen. En lærer, der har havde et forløb med sin klasse om angst, udtalte:

”Man skal også kende sin klasse godt. Det var en klasse, jeg havde haft i to år. Det var en klasse, som var tryg ved mig, og som jeg var tryg ved, hvor jeg vidste, at der var plads til det. Ja, hvor jeg altså ved, at mange andre, de ville vide i deres klasser, der var nok ikke plads til det. Jeg kan også se andre klasser, hvor jeg ikke ville kunne gøre det”.

Litteraturens pædagogiske potentiale

Emma Kjeldsen og Julie Rasmussen refererer til forskningschef og ph.d. Thomas Illum Hansen, der beskriver, at litteraturen udover at udvikle vores sprog og ordforråd, udvikler fantasi, forestillingsevne, indlevelse og relationel forståelse, samtidig med refleksion over eksistentielle grundvilkår hos mennesket som socialt væsen. Gennem arbejdet med litteratur kan eleverne spejle sig i fiktive personer og få fremmederfaringer gennem mødet med virkeligheder, der er anderledes end deres egen.

I arbejdet med litteraturen er det vigtigt, at der er plads til elevernes refleksioner, hvor læreren stiller autentiske spørgsmål.

”Disse litteratursamtaler er måden, man behandler mødet mellem tekst og læser, hvilket er her hvor tekstens betydning kommer til udtryk gennem læseren og læserens refleksioner. Udførelsen og behandlingen af dette sætter krav til relationen mellem lærer og elev”, skriver de. Som en lærer i et af interviewene udtaler, så er det ”vigtigt at være opmærksom på, som lærer, at man ikke presser eleverne længere ud, end at de selv kan være med”, hvilket særligt gælder, hvis der sidder en elev med en angstdiagnose i klassen.

”Når hjertet er en elpisker”

En del af undersøgelsen er observation af undervisningen hos en lærer, der arbejdede med litteratursamtaler ud fra romanen ”Drengen uden øre” af Lilja Scherfig. Litteratursamtalerne baserede sig på autentiske spørgsmål, og eleverne skulle reflektere sammen og udarbejde et kreativt produkt, der viste deres fortolkning. Læreren forholdt sig nysgerrig og lyttende til elevernes tanker. Efter arbejdet svarede en elev, at romanen havde fået vedkommende ”til at tænke over, hvordan andre mennesker kan have det.” En anden elev skrev, at romanen havde givet ”… et andet syn på livet. En fascinerende oplevelse.” Elevernes udtalelser viser, at ”teksten har givet eleven et andet syn på livet, hvori der må forstås, at eleven er blevet mødt af fremmedhed, som har været med til at udvikle eleven”, konkluderer Emma Kjeldsen og Julie Rasmussen.

I projektet præsenterer de et forslag til, hvordan man kan arbejde med romanen ”Når hjertet er en elpisker” af Mette Vedsø. Eleverne skal blandt andet udarbejde et æstetisk produkt som afsæt for en autentisk litteratursamtale.

Gennem hovedpersonen Pi kan eleverne i klassen uden angst opnå forståelse for angstens ansigt med Pi som fortæller, og på lignende vis kan elever, der har angst, spejle sig i oplevelser og tanker tilhørende Pi.

”Med den litterære fordobling for øje, bliver det muligt at tale indirekte om menneskene i rummet uden egentlig at tale om dem. Dette kan ske ved, at man lader litteraturens karakterer være udgangspunkt for en samtale, der bunder i karakterernes virkelighed, hvortil eleverne har muligheden for at opleve fordobling eller endda genkendelse”, skriver Emma Kjeldsen og Julie Refsgaard Rasmussen.