Præmissen for artiklen er dyster virkelighed. DLF har ingen reel aftaleret eller reel indflydelse, det gælder både nationalt og kommunalt.

Hvordan håndterer DLF denne nye virkelighed, som har været undervejs i alt for lang tid? Hvilken rolle vil og kan DLF spille? Hvilken pligt har DLF?

På kongressen, der blev afholdt her i september 2013, blev linjen for DLF's fremadrettede strategi fastlagt (formelt i hvert fald). Desværre med den samme retning som tidligere, på trods af en ny virkelighed. Det er heri DLF's svigt ligger!

Man fortsætter med udelukkende at arbejde med en professionsstrategi og afviser en lønmodtagerstrategi. Det vil skade medlemmernes arbejdsvilkår på mellemlang og lang sigt. 

Da 08 aftalen blev aftalt gik DLF ud og forklarede hvordan vi, som lærere, skulle tænke. Ingen timetælleri, vi skulle fokusere på at løse opgaven. Vi skulle tage ansvar for arbejdet og udviklingen på skolen. Det var et godt initiativ, et vigtigt arbejde i den tids virkelighed.

Men hvor er sådan et intiativ i den nye virkelighed? New public management og dermed en lønmodtagerstruktur lægges ned over hele skolesystemet. Folketinget ønsker det, kommunerne ønsker det og lederne ønsker det (i hvert fald indtil arbejdet skal laves ude i skolerne), så hvorfor klæder DLF ikke deres medlemmer på til at tænke i sådan et system eller overleve i det, ligesom de gjorde det med 08 aftalen? Hvorfor fastholde handleplaner, der bygger på alle de flotte tanker om dialog, samarbejde, tillid, medansvar og medledelse? De hører professionsstrategien til, ikke den nye virkelighed. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. 

Svaret er nok enkelt. DLF ønsker og håber det gode og det rigtige for skolen og for samfundet. Men deri ligger der en naivitet, der medfører store menneskelige omkostninger for mange af DLF's medlemmer. Det er ikke nødvendigt.

Foreningen fokuserer mere på hele samfundet end det enkelte medlem, det medlem hvis interesser DLF burde varetage først og fremmest. Det er ikke fordi at DLF's handleplaner i sig selv er dårlige, men den overordnede startegi er forfejlet, hvilket gør at handleplanerne ikke kan levere det, de skal. De er lavet til en anden virkelighed. F.eks.:

- Vil foreningen opfordre til udarbejdelse af retningslinjer i MED systemet, det er godt. Men det er kun indenfor foreningens påvirkningsfelt, lederen kan altid afvise at lave retningslinjer, hvilket KL iøvrigt råder dem til. Retningslinjerne hjælper ikke den enkelte medarbejder i forhold til kravene der stilles, og som de skal leve op til.

- Foreningen vil opfordre til ”fagligklubmøder” med fokus på udfordringerne. Det er også en fin handleplan. Problemet er desværre, at man fra foreningens side vil fokusere på, at få tingene til at fungere,( jf. professionsstrategien) frem for at sikre den enkeltes overlevelse i sådan et system. Fx ved hjælp af fælles fodslag om at levere det, der bliver betalt for og ikke mere. 

Som Anders Bondo udtrykte på kongressen 2013:

”Med den nedladende retorik vi mødte i foråret, og med regeringens og KLs tilsidesættelse af enhver form for respekt for lærerne og deres indsats, kan en fristende reaktion være, nu må de selv tage ansvaret, nu gør vi blot, hvad vi får besked på. Nu hvor alene lederen bare skal lede og fordele arbejdet, læner lærerne sig så tilbage og gør kun det de får besked på?....Nej, og ærlig talt, man fristes til at sige: gu gør vi da ej!” 

Hvis vi i hele skoleåret 2014-2015 tager ansvar og løser opgaverne selvstændigt uden at fastholde magthaverne og lederne i deres ansvar, hvilket de får en væsentligt højere løn end os for, medfører det ikke en ændring af deres idiotiske tilgang til skolevæsenet og undervisningen. De vil blot konstatere, at det var en succes, at deres tilgang bare skal have lidt mere tid, og at vi jo alligevel nok skal få det til at fungere. Det medfører automatisk en ny konflikt i foråret 2015, er det en god strategi? 

Er det sjovt og rart at arbejde ud fra en lønmodtagerstrategi? Vi arbejder for at tjene penge, vi lægger en stor del af vores identitet på hylden, vi venter på at ledelsen siger, hvad vi skal, vi ignorerer vores samvittighed. NEJ, det er ikke sjovt, og det er ikke rart.- Men det er nødvendigt at arbejde på den måde i skoleåret 2014 - 2015. Vi skal være professionelle og prioritere vores indsats med ledelsens accept i ryggen.

Det gør ikke os til dårlige mennesker, at vi efterlever det, andre har besluttet. Leverer vi flere interessetimer, leverer vi mere end det vi burde, så har vi, eleverne, skolen og samfundet tabt. 

Så, DLF's pligt burde være at se på de langsigtede målsætninger for medlemmerne og handle derudfra. Dvs. følge vedtægterne i foreningen: 

"Foreningens formål er at varetage medlemmernes pædagogiske, faglige, økonomiske, og tjenstlige interesser, at styrke sammenholdet" 

Så må den sidste del af foreningens formål altså vente et års tid for engangs skyld:

"og at virke for udvikling af folkeskolen og de øvrige områder, medlemmerne beskæftiges ved." 

Under lockouten fik jeg som menigt medlem og som kredsstyrelsesmedlem at vide, at grunden til at vi ikke indgik nogen aftale på regeringens og KLs præmisser var, at så kunne vi undsige reformen og ansvaret for beslutningerne og dermed fortsætte kampen for den gode skole. Det var ikke økonomi eller andre ønsker man kunne kalde selvcentrerede, man ville kæmpe for, det var i en større sags tjeneste. Jeg bakkede dengang og nu op omkring de beslutninger. Men når man så vil have alle lærerne til at tage mere ansvar end man skal som lønmodtager, jeg fristes til at sige som fabriksarbejder, så forråder DLF sine medlemmer. De sælger den indsats, vi ydede i foråret for ingenting og hvorfor? Så DLF kan virke samarbejdsvillig? Så lærerne får et bedre image? Det må Hovedstyrelsen jo så fortælle, og helst uden de floskler, som de kritiserer politikerne for at bruge. 

Så en opfordring herfra: Saddel om, mens tiden er dertil. Hvis ikke Hovedstyrelsen vil, så bør kredsene, hvis de ikke vil, så håber jeg at medlemmerne på den enkelte skole bruge fornuften og passer på sig selv og sine kollegaer, for vores "fagforening" gør det altså ikke. DLF har alt for travlt med at være et politisk parti med en ideologisk målsætning på skoleområdet!

Med venlig hilsen Mathias Skovgaard Christensen