Fakta

Sydskolen - en skole for alle

Forfattere: Thorkild Thejsen, Malthe Larsen, Emil Kruuse & Thorkild Gregersen

200 kroner

266  sider

Forlag: Albertslund Lokalhistoriske Forening

Da jeg begyndte i skole i 1967, mødte jeg kun lærere af den gamle skole. De nye toner om en anderledes, moderne pædagogik var endnu ikke nået frem til den kommunale skole i en fiskerby i Nordjylland. Her handlede det om, at man skulle stå i optegnede båse i skolegården klassevis, og så skulle man gå pænt og ordentligt til klasseværelserne og først sætte sig ned, når der var givet tilladelse til det. Man fornemmede klart, at det lige så meget handlede om disciplinering som om at lære noget.

Sådan var det ikke på Skole 2, som Sydskolen i Albertslund hed til at begynde med, fordi den endnu ikke havde fået et navn. Ikke alene havde den ikke noget navn, men den havde heller ingen leder - eller lærere for den sags skyld. Historien om Sydskolen er historien om en ny epoke, om urbanisering og industrialisering, om etableringen af forstæder, parcelhusdanmark og en stor middelklasse.

I efterkrigstiden blomstrer nye idealer, der kulminerer i antiautoritære bevægelser, frigørelse fra traditioner og en kritisk og frigørende pædagogik. Den viser frem mod en lysere fremtid, hvor det enkelte mennesker udvikler sig frit, og alligevel nyder godt af et tryghedsskabende fællesskab. Det er i det mindste det ideal, der giver brændstof til de lærere, der bliver ansat på Sydskolen i 1967, og som skal bygge en helt ny skole og skolekultur op fra en pløjemark på den københavnske vestegn.

Sydskolen - en skole for alle er et dokument, der tegner et billede af udviklingen af den danske folkeskole i en brydningstid, hvor Danmark går fra at være et landbrugsland til at blive en industrination. Der er tale om 'Opbrud og forandringer' som er titlen på bogens forord. 

Sydskolen eksisterede fra 1967 til 2003, og bogen følger ret traditionelt  udviklingen over tid. Den første tid er kendetegnet ved en kaotisk og anarkistisk etablering, hvor en gruppe nye og primært nyuddannede lærere skal have etableret en skole, der end ikke er bygget.  Så de idealistiske lærere går i gang. Med mange møder, masser af kaffe og nye ideer om pædagogik får de etableret et ufrivilligt forsøg på kritisk pædagogisk praksis. Pionerånden lever i denne tid i de barakker, der er stillet til rådighed.

“Det er både forvirrende og et privilegium at være med fra begyndelsen. Der er ikke noget med “vi plejer” - ud over, hvad vi hver især bærer med af personlige skoleerfaringer. Sammen skal vi finde ud af, hvad det er for en skole, vi kan tilbyde elever, forældre og hinanden. Vi holder mange møder og drikker meget kaffe. Snakker om, hvad vi vil, og hvad vi ikke vil. Vist ikke så meget om, hvad vi ikke kan”. Sådan skriver Thorkild Thejsen om den første tid.

Den anden fase i den klassiske tragedie er udvikling af stabilitet. Denne fase indledes med ansættelsen af Bent Johansen som skoleleder i 1974. Hans mantra var, at Syskolen skulle være en skole for alle, hvilket svarede til de idealer, der allerede var etableret af skolens første lærere. Men det skulle åbenbart gøres mere struktureret. Johansen beskriver den skole, han overtog som “misrøgtet”. Den første tid havde været kaotisk og præget af mange skift i ledelsen. Det er også den tid (1975), hvor der kommer en ny skolelov, som passer til de pædagogiske idealer, der trives på skolen.

Under Bent Johansens ledelse bliver de abstrakte tanker om børns frihed og demokrati til meget konkrete læreprocesser. Blandt andet bliver det bestemt, at eleverne ikke længere må være inde i frikvartererne, fordi det har ført til for meget kaos. Men hvis eleverne i en klasse selv kan opstille regler for, hvordan de skal være sammen inde og kan argumentere for det, så kan de indgå en kontrakt med lederen og få tilladelse til det. Dette giver en masse diskussioner og reelle forhandlinger, som eleverne lærer en masse af. Det beskrives også, hvordan der bliver arbejdet med elevdrevet og problembaseret projektarbejde 

Den sidste periode er afviklingen af skolen. Det begynder faktisk allerede i midten af 70’erne, hvor elevtallet kulminerer. En udfordring er blandt andet skolens elevsammensætning, hvor tosprogede elever kommer til at fylde mere, og det får en del forældre til at flytte deres børn til andre skoler. Skolens sidste leder beskriver det således: “Dybest set sker der det, at danske børn fra resursestærke hjem forsvinder fra skolen, når andelen af tosprogede børn overstiger 50%.... Når børnene fra de resursestærke hjem forsvinder, begynder de resursestærke tosprogede elever også at forsvinde.”

De sidste år forekommer lettere desperate og konfliktfyldte ikke mindst lærerens konflikter med skolens ledelse og de jakkesætklædte fra forvaltningen.

Historien om Sydskolen fortælles gennem en masse arkivmateriale fra skolen og lokalavisen. Desuden spiller Thorkild Thejsens sorte notesbøger og de bidragendes hukommelse en stor rolle. Historien fortælles af 30 elever, 24 lærere, ni forældre og de fire redaktører i en skøn og indimellem rodet fremstillings form, der blander oversigtsartikler, personlige beretninger, interviews og anonyme små erindringsglimt.

Bogen er et relativt nuanceret tidsbillede. Der er anvendt en rå og ret 70-er agtig dokumentationsform, hvor det er op til læseren selv at foretage synteser af fremstillingen. Formen giver måske mening som lokalhistorie, hvor detaljerigdommen (læs: gentagelser) er en værdi. Men som historieskrivning savner jeg en mere analytisk tilgang, som kunne sætte dette tidsbillede i relation til mere overordnede pædagogiske problemstillinger.