Signe Sørensen er ansat som korleder i skolekorprojektet i Albertslund.

Folkeskoler og folkekirke samarbejder om kor i Albertslund

Albertslundprojektet 'Alle kan synge' har fokus på trivsel, tilknytning og inklusion i skoleklasser via kor og bevægelse i indskolingen i samarbejde med den lokale kirke. I år er 0. og 1. årgang med.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sang kommer på skemaet i Albertslund i de næste fire år.

Herstedøster Skole og Herstedøster Kirke har sammen skabt projektet 'Alle kan synge'. På skolen bliver der etableret klassekor med ugentlige korprøver i den understøttende undervisning. Korprøverne varetages af professionelle korledere fra Herstedøster Kirke i tæt samarbejde med lærere eller pædagoger fra Herstedøster Skole. 

I dette skoleår deltager skolens syv børnehaveklasser og 1.-klasser. Hver klasse sit kor. For hvert år bliver projektet udvidet med et klassetrin, så alle skolens fire årgange i indskolingen til sidst vil være med. I alt vil omkring 500 børn nå at være en del af 'Alle kan synge'. Bag ideen står Anne-Kari Ferenczi, der er organist og leder af korskolen ved Herstedøster Kirke.

"Det er fantastisk, at vi på denne måde kan få de to største kulturinstitutioner, skolen og kirken, til at arbejde sammen om noget så vigtigt som sangen. Faktisk er det her det største projekt i sin art i Danmark, og jeg er stolt over, at Herstedøster nu viser vejen", siger Anne-Kari Ferenczi på projektets hjemmeside.

Gjern Skole twister morgensangen 

Skole: Sang skaber fællesskab

Skoleleder på Herstedøster Skole  Birgitte Pilgård sætter også stor pris på det nye samarbejde:

"Det har altid været folkeskolens fornemste opgave at danne mennesker til livet. Vi har i ledelsen på skolen erfaret, at dannelsesaspektet langsomt er gledet ud af skolen til fordel for den individuelle tænkning og væk fra fællesskabstanken, som folkeskolen er skåret af. Med Alle Kan Synge kan vi pege på fællesskabet og glæden ved at synge i et børnekor" 

Økonomisk er projektet støttet af Albertslund Kommune, Statens Kunstfond og Glostrup Provsti. 

Blog: Jeg er stolt af at være musiklærer! 

Korleder udefra

Projektet har ansat Signe Sørensen, som er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, som korleder. Foruden årgangskorene vil det i projektet være muligt at have et kæmpekor for hele indskolingen, og korene vil optræde sammen i de kommende år. 

I løbet af skoleåret vil klassekorene optræde både på skolen, sammen med Korskolen i Herstedøster Kirke, sammen med et professionelt ensemble/band og i samarbejde med Albertslund Musikskole.

"Alle Kan Synge ønsker at være en del af lokalsamfundet, og derfor er det afgørende, at klassekorene også samarbejder med og optræder med eksisterende musikaktiviteter og institutioner her i Albertslund", lyder det fra Anne-Kari Ferenczi på projektets hjemmeside.

Også lærerne vil i forløbet få kompetenceudvikling, da Børnekorakademiet også er tilknyttet projektet.