Pas på Facebook

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sociale medier indtager også arbejdspladsen. Både i og uden for arbejdstid. Men man skal passe på og tænke over, hvilke signaler man sender til både kolleger og omverdenen. Sådan lyder rådene fra advokat fra FTF Helle Hjorth og advokat Christoffer Lambert-Züberlein fra Sirius advokater.

Også på for eksempel forældreIntra kan man komme til at gå for langt«, siger Christoffer Lambert-Züberlein. »Når man bevæger sig ind på sociale medier, skal man altid overveje: 'Ville jeg skrive det samme på et postkort og sende til mine 500 nærmeste venner?' Hvis svaret er nej, er det nok en meget god ide lige at sove på det og finde ud af, om man stadig synes, at det er en god ide«.

En af deltagerne på kurset er næstformand i Albertslund Lærerkreds Christian Holm. Han var i 2013 med til at stifte Facebookgruppen »Se mig i øjnene«, som siden vedtagelsen af folkeskolereformen og arbejdstidsloven har givet rum til lærere med et kritisk blik på folkeskolens hverdag. Christian Holm er ikke længere administrator af gruppen.

»Hele forudsætningen for at kunne danne sådan en gruppe var, at alt skulle være tilladt. Men vi kom til en forståelse af, at der måtte være grænser for, hvad man kunne skrive, for der var mange personangreb«, siger han og fortæller, at enkelte blev udelukket fra gruppen, fordi tonen blev for hård. »Det er jo ikke en åben gruppe. Men med 5.000 medlemmer er den heller ikke lukket«, siger han.

Advokat Christoffer Lambert-Züberlein peger på, at man ikke kan tale om lukkede profiler eller grupper på Facebook: »Blandt de afgørende momenter er indholdet af og størrelsen på modtagerkredsen - hvem sidder i den anden ende, og kan opslaget deles videre? På sociale medier er der som sådan ikke noget, der hedder en 'lukket gruppe' eller 'lukket profil', selv om man har aktiveret begrænsningerne på Facebook. Så snart du har trykket 'send' eller 'del', kan du ikke kontrollere det længere«.