"Jeg lå krøllet sammen på gulvet i soveværelset. Hev efter vejret og holdte fast i benene på sengen for ikke at miste kontrollen helt".

Dagen før var Henriette Hollenbach gået ud af døren på sin elskede folkeskole med trykken for ørerne og svimmelhed, der fik benene til at vakle under hende. Det blev sidste gang, hun trådte ud af døren som lærer på sin nye skole.

Otte uger inde i skoleåret.

Otte uger inde i livet som nybagt lærer.

Begyndelsen blev enden og starten på et stresshelvede, der har slugt Henriette Hollenbachs lærerdrøm.

Ny undersøgelse: 27 procent flere stressede lærere siden før reformen

Dagen før havde hun fået nyt skema med en stor omrokering af fag og timer. Al hendes undervisning skulle være aldersintegreret og niveaudelt, og i første time den følgende dag skulle hun undervise elever fra børnehaveklasse, 1. og 2. klasse i engelsk. Hun skulle nemlig overtage halvdelen af en sygemeldt kollegas undervisning og kom derfor på fuld tid, efter at hun egentlig var ansat på halv tid som nystartet.

Folkeskolen.dk besøger hende i familiens hvide hus i Odder. For at snakke om de sidste tre år med stress. Her bor 39-årige Henriette Hollenbach sammen med sin mand og tre børn.

"Det stressede mig, at jeg ikke fik skemaet i god tid. Jeg ville gerne gøre det godt og være forberedt. Engelsk næste dag med et aldersintegreret hold med 0., 1. og 2. klasse sammen. Suk, tænkte jeg. Det er min ottende uge på arbejde, hvordan får jeg materialer til alle de niveauer. Hvem kan hjælpe mig, og hvad gør jeg? Heldigvis kunne jeg se, at jeg havde tre timers forberedelse før engelsktimen", siger hun.

Men da Henriette Hollenbach senere samme dag sad på sin forberedelsesplads, lød beskeden: Vi skal på kursus i bevægelse i undervisningen nu.

"Jeg blev nervøs. Nu var min forberedelse væk. Nu ender jeg med at stå foran alle de her elever og kan ikke give dem det, de har brug for. Jeg havde ikke tid til at finde materialer eller spørge kolleger om hjælp. Det kørte rundt i baghovedet på mig, jeg bliver ikke klar til i morgen, hvad gør jeg? Til kurset var jeg ikke nærværende. Jeg blev svimmel, da jeg fik pulsen op i øvelserne. Det var som om, der var sat en osteklokke ned over mig".

Lærenes Pension genopretter stresspulje: "Halvdelen af vores invalidepensionister er depressions og stressramte"

Hun bliver tavs. Knuger hånden om glasset med vand og retter blikket ned mod spisebordet, før hun fortsætter:  

"Da kurset slutter, og jeg går hen ad gangen, er jeg så svimmel, at jeg næsten ikke kan gå. Jeg kæmpede hele vejen ned ad gangen for at holde balancen og var ved at vælte. Bare der ikke er nogen forældre eller kollegaer, der ser, hvor svimmel jeg er. Det var rigtig grimt. Derefter tog jeg direkte hjem i seng uden aftensmad og tænkte, 'puha jeg skal bare sove, og så er det væk i morgen'".

Men sådan gik det ikke. 

"Otte uger inde i drømmejobbet kollapser jeg af stress"

Det blev starten på det kapitel i Henriettes liv, der har titlen stress. Efter en række måneder med sygemelding endte det i en fyring.

Hendes verden var brudt sammen. 

"Min identitet var blevet 'lærer Henriette'. Det var en drøm for mig at blive lærer. Drømmen var rigtig stor, og den identitet kunne jeg rigtig godt forlig mig med. Pludselig var den ikke eksisterende. Jeg har en læreruddannelse, men jeg er ikke ansat som lærer. Det giver mig en følelse af mindreværd, fordi jeg ikke kunne holde til det".  

"Skolerne efterspørger altid robuste lærere. Var jeg ikke robust nok? Var det min egen skyld, at jeg ikke kunne klare mosten? De negative tanker tog for alvor over med afskedigelsen", siger Henriette Hollenbach.

Mangel på struktur og stressede kollegaer

I to årtier drømte Henriette Hollenbach om at blive lærer i den danske folkeskole. Drømmen blev støbt i slutningen af 90'erne, mens hun gik på HF i Ribe, hvor der dengang var lærerseminarium samme sted.

I 2015 er drømmen en realitet. Efter fire års studier på læreruddannelsen i Nørre Nissum er hun klar til at gøre den forskel for eleverne, som længe har kaldt på hende.  Før lærerstudiet arbejdede hun flere år som pædagogmedhjælper og som butiksassistent i Dansk Supermarked, hvor hun også er uddannet.

"Jeg ville gøre en forskel ved at se elevernes forskelligheder, se den enkelte elevs resurser, favne og udfordre alle, så alle bliver dygtigere og trives i skolen. Min mand og jeg havde planlagt alt, økonomien under de fire års studietid optag af studielån og vores økonomi fremadrettet. Vi var forberedte. Men hvad vi ikke vidste var, at lærerjobbet ville give mig et stresskollaps. Det kom stille, og så ramte det med endeløs fart". 

Der var langt fra den virkelighed, hun blev forberedt på i studiet, og den hun stod midt i som ny lærer. I ugerne op til stresskulminationen var Henriette Hollenbach udfordret på flere fronter. Hun oplevede, at der manglede hjælp til en række kerneområder. Og endte tit med at arbejde over derhjemme for at være klar til undervisningen. Det havdekonsekvenser som manglende overskud til både mand og børn et minimum af søvn.

Nanas første år: »Det har været en ilddåb« 

"Lige fra dag ét oplevede jeg, at der manglede struktur, tid og gode rammer. Jeg manglede en mentorordning, sparring om pædagogiske og faglige overvejelser og information om elever med diagnoser. Jeg opsøgte af flere omgange de andre lærere, og selvom de helt sikkert gerne ville hjælpe, var det tydeligt, at de selv var for pressede til at overskue det", fortæller hun og fortsætter:

"Pausen gik tit med at opsøge hjælp, så jeg fik aldrig rigtig et pusterum. Når man er nyuddannet og usikker, har man ekstra brug for at have overblikket. De rammer, der er i folkeskolen, gør det ekstra svært at være ny", siger hun.

Forældremøde ender i kaos og skældud

Få uger inde i det nye skoleår oplevede Henriette Hollenbach en konfrontation med nogle forældre ved et forældremøde. Et scenarie der ifølge hende selv indkapsler, hvorfor hun blev ekstra presset af ikke at kunne forberede sig til undervisningen.

"Den skole, jeg arbejdede på, var baseret på en niveaudelt struktur. Det var svært for mig at vurdere, hvornår eleverne skulle op på næste niveau, for det havde jeg ikke fået retningslinjer omkring. Til et forældremøde konfronterer tre fædre mig om, hvilke pædagogiske overvejelser, jeg gør mig om deres børn, og hvornår de er klar til at rykke op i niveau, og hvorfor de blev undervist i samme bog som sidste år".

Ny forskning: Lærere invalideres af stress som aldrig før

"På det tidspunkt har jeg kun været lærer i 14 dage. Jeg var ikke klar over, at det var samme bog. Jeg føler mig angrebet på min faglighed og føler bagefter, at jeg simpelthen ikke er god nok. Det giver mig trykken for brystet, og jeg får ondt i maven over det. Fædrene var stærkt opsatte på, at deres børn skulle rykke op. Det var virkelig svært, hvad jeg skulle svare. Samtidig oplevede jeg at flere elever var kede af, at de ikke kom op i niveau", fortæller Henriette Hollenbach.

Stress sætter spor som hukommelsestab og overfølsomhed

Før folkeskolen.dk mødes med Henriette Hollenbach, har hun bedt om at få interviewspørgsmålene, så hun kan forberede sig. Hun forklarer, at stressen har ædt sig ind på hendes hukommelse, og det gør det svært at erindre alle detaljer om forløbet.

På spisebordet ligger et papir, hvorpå hun har skrevet om forløbet. Det støtter hun sig til, mens hun fortæller.

Ved køkkenbordet hænger en kalender, og på bordet ligger to-do-lister, hvor ugens program er nedskrevet. De hjælper på at mindske stress og uro og ikke mindst på, hvis hun glemmer dagens gøremål.

Huskeliste mandag: Vasketøj,  gå en tur, skrive e-mail til jobkonsulent og Lærernes Pension, læse/hvile og til slut på listen til svømning med børnene.

Lyt til Henriette Hollenbach fortælle om, hvordan stressen påvirker hendes hukommelse: 

"Jeg har  flere gange oplevet at have børnene bag i bilen om morgenen, på vej til at køre dem i skole og halvvejs nede ad vejen, tænker jeg: Hvor er jeg på vej hen? Så kigger jeg bagud og ser, at børnene sidder på bagsædet, og deres skoletasker er ved siden af dem. 'Nåh ja, jeg er er ved at køre dem i skole'. I den situation bliver jeg utrolig forskrækket og ked af, at jeg kan få det sådan".

 På spisebordet ligger et papir, hvorpå hun har nedfældet fakta om forløbet. Det støtter hun sig til, mens hun fortæller:

"Om et par dage er det tre år siden. Selv tre år efter har jeg problemer med min korttidshukommelse. Jeg kan køre ned til sundhedscenteret her i byen og på parkeringspladsen, tænker jeg: Hvad er det lige, jeg skal? Skal jeg til læge, fysioterapi eller tandlæge? Det gør mig stadig forskrækket og ked af det når jeg får disse kortvarige hukommelsestab".

Vejen tilbage til livet

Rod i huset. Morgenmadsprodukter på bordet og tallerkener med slatter af børnenes uspiste morgenmadsrester. Og bare tanken om at køre til Kvickly og købe ind gav en klump i halsen, så man skulle tro den aldrig ville forsvinde igen, fortæller Henriette Hollenbach om de første måneder, hun var syg.

Det tog et halvt år, før hun igen kunne gå en tur ned ad stien, der svinger rundt om families hvide parcelhus i Odder, som hun så ofte gjorde det, før hun ramlede ind i stressen.

Det var en hård tid for familien. I begyndelsen forstod de ikke stressen i hjemmet i Odder.

"I lang tid vidste jeg ikke, hvad der var galt med mig. Jeg var syg konstant. Jeg fik tjekket hjertet, tog til øre- og halslæge. Listen er lang. Men med tiden fandt vi ud af, at jeg var stresset, og at min krop var fyldt helt op med stresshormoner. Det tog rigtig lang tid at komme ud af igen. Efter lang tid oplevede jeg små fremskridt som at gå en kort tur med min mand. Måske bare en tur rundt om de nærmeste huse, og efterhånden kunne jeg begynde at bevæge mig længere og længere væk fra matriklen også på egen hånd".

Stress er tabu blandt lærere 

"Selvfølgelig kan grøften ikke suge dig ned, når du cykler forbi. Det er nogle følelser, som er uforklarlige og svært for andre at forstå", siger hun og fortsætter: Det har hele tiden været vigtigt for mig at sætte ord på hvordan jeg oplevede stressen, hvad der var svært og sætte billeder på, i håb om at særligt min mand kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det".

Fremtiden

Man starter med at kigge indad, være ked af det og skamme mig sig over alt det, som er sket, fortæller Henriette Hollenbach:  

"Jeg har tit følt mig uduelig. Hvorfor kan jeg ikke klare det her, hvad er der i vejen med mig?".

"Jeg er nu  kommet så langt, at jeg tænker: jeg har fire års god uddannelse, fire gennemførte praktikker og masser af ny forskning i rygsækken. Der er nogle rammer i folkeskolen, som i hvert fald for mig, gør det svært  at arbejde i den uden at blive stresset".

Tre år efter er Henriette Hollenbach stadig mærket af forløbet.

Gennem Lærernes Pension og Falck Healthcare har hun fået psykolog og fysioterapi hjælp og en socialrådgiver koblet på hendes sag, som skal hjælpe hende med at se på, hvad fremtiden byder.

En måler til hjælp mod stress 

"Jeg har ret svært ved at acceptere at jeg ikke kan komme ud og arbejde fuld tid som lærer, som jeg havde forventet og drømt om. Det er stadig hårdt. Jeg kan dog se muligheden for at udleve nogle af mine ambitioner gennem et flexjob. Jeg har stadig en arbejdsevne og nogle resurser, som jeg føler kan gøre  gavn ude i virkeligheden. Jeg har svært ved at se mig tilbage på fuld tid, fordi jeg har været ramt så længe. Jeg drømmer stadig om folkeskolen, men jeg er bange for at de mén, jeg har fået af mit langvarige stressforløb, slukker lyset for den drøm".