Kate Hjorth var den eneste lærer fra Nordenskov Skole i Varde, der sidste år blev forflyttet til Næsbjerg Skole. Begrundelsen var, at der var for mange lærere i indskolingen på Nordenskov Skole.

Hun fik at vide, at hun skulle forflyttes, men i begyndelsen vidste hun ikke, hvor der var job til hende. Det hjalp noget, da hun fik at vide, at det var hendes lokale skole - Næsbjerg - hun skulle flyttes til.

Hun blev rigtig godt modtaget på Næsbjerg Skole, hvor hendes datter går. Hun deltog i fagfordeling og et heldagsmøde, og hun fik at vide, at hun endelig skulle komme, hvis der var noget, hun havde brug for at tale om. Alligevel var det følelsen af at være kasseret, der fyldte mest for hende.

»Jeg vidste, at vi var for mange i indskolingen, så da min skoleleder kom midt i undervisningen og sagde, at jeg skulle komme hen på hendes kontor bagefter, kunne jeg godt regne ud, hvad det handlede om«, fortæller Kate Hjorth.

»Man tænker mange ting i sådan en situation. Jeg blev vred over, at det var mig, der skulle forflyttes. Er jeg ikke god nok? spurgte jeg. Er de andre bedre end mig? Jeg var hele følelsesregistret igennem. Egentlig følte jeg mig fyret. Kasseret«.

Skolelederen understregede hele tiden, at Kate blev forflyttet og bestemt ikke fyret.

»Men det kunne jeg ikke bruge til noget dér. Jeg følte mig klart uretfærdigt behandlet. Jeg var vred, skuffet og også lidt flov over for børnene og forældrene«, forklarer Kate Hjorth.

Hun har været lærer i fem år. De fire på Nordenskov Skole og et år på Næsbjerg Skole.

Ventetiden var slem

»Det værste er ventetiden. Vi syntes alle, at det var en lang, lang ventetid. Vi vidste, at én skulle forflyttes, men vi vidste ikke hvem. Jeg tror, det er vigtigt at vide, hvor lang tid man skal vente«, siger Kate Hjorth.

Hun anbefaler, at man får en konsulent ud på skolen for at fortælle, hvordan det kan påvirke én. Så man ved, hvorfor man pludselig føler sig stresset, sover dårligt, har ondt i maven eller svært ved at koncentrere sig.

»Det er vigtigt at tale om, hvordan det kan opleves at være i krise. For det er man i den situation«.

Kate Hjorth mener, at det måske ville have hjulpet hende, hvis hun selv havde været med til at fortælle eleverne om forflyttelsen.

»Men det havde nok været for svært«.

Eleverne var kede af det, og det var det allerværste.

»Jeg var sygemeldt nogle dage. Det var svært at skulle ind til eleverne igen, og jeg skulle klare det! Man kan ikke gemme sig«.

»Efter at jeg havde fået at vide, at det var mig, der skulle overflyttes, gik min skoleleder rundt til alle klasserne og fortalte børnene, at jeg skulle overflyttes, og at jeg ikke var fyret«, fortæller Kate Hjorth.

Kollegerne sagde pænt farvel til hende på Nordenskov Skole. De lavede underholdning til hende ved afskeden. Hun ser stadig nogle af de tidligere kolleger og kommer også på skolen, selv om det er en lidt mærkelig fornemmelse.

Møde om kriseberedskab

Kate Hjorth fortæller, at det var svært at være en del af den gamle skole i månederne op til ferien sidste år. Fordi hun ikke skulle være med til at planlægge det nye skoleår. Hun deltog ikke i planlægningsmøderne, og der var forståelse hos kollegerne, men det var ikke rart.

Netop disse følelser har Kate Hjorth fortalt om på en temadag i maj i år for arbejdsmiljøgrupper på skoleområdet i Varde Kommune. En konsulent fra DLF talte om krisereaktioner, kriseberedskab og kollegaomsorg.

»Jeg fortalte min historie, og det var en positiv oplevelse. Jeg tror på, at det hjælper mig selv til at komme videre, og jeg håber da også, at det kan hjælpe andre at høre, hvordan det opleves at blive forflyttet«.

Hun anbefaler også brug af coaching, som hun selv har haft glæde af.

»Coaching er god hjælp til selvhjælp. Man får hjælp til selv at finde muligheder og løsninger på sine udfordringer, og jeg er ikke i tvivl om, at det var med til at gøre overflytningen nemmere for mig«, siger Kate Hjorth.

Nordentoft Skole brugte kollegial coaching, og det var coachen derfra, hun benyttede.

Jeg er god nok

Den nye skole kender hun godt. Det er hendes lokale skole, hvor hendes datter går.

»De kendte mig på skolen, da jeg tidligere har været vikar her, og jeg blev modtaget godt. Det bedste var jo, at der var nogle, der havde brug for mig. Jeg havde brug for bekræftelsen - at jeg er god nok«.

»Jeg var til møde på min nye skole inden sommerferien. Fagligt var det lidt af en omvæltning. Jeg havde tre fag på Nordenskov Skole, men her har jeg seks fag. Jeg har taleklasser og underviser også i overbygningen. Min gamle skole gik kun til 7. klasse. Og så er jeg med i tre team her. Det er lidt voldsomt«, siger Kate Hjorth.

Hun underviser nu i biologi, matematik, natur/teknik, musik, billedkunst og kristendom.

»De var glade for mine fag på Næsbjerg Skole. Jeg har musik og biologi som linjefag, og det var mit green card. Jeg synes, jeg har fået et hårdt skema, men det går fint. Jeg er kommet til en anden god skole her«.

Kate Hjorth fremhæver den gode velkomst, hun fik på skolen. Skolelederen understregede, at hans dør var åben, og at hun bare skulle komme, hvis der var noget, hun ville tale om. Efter nogle uger kom han selv hen og spurgte, hvordan det gik.

»Det er sådan, man skal tage imod en ny. At få tilbudt støtte fra begyndelsen, og at lederen følger op på det. Andre forflyttede har måske ikke den samme gode oplevelse med velkomsten, som jeg har haft. Så bliver det altså meget svært. For man har ikke det store overskud«.

»De kendte mig på skolen, da jeg tidligere har været vikar her, og jeg blev modtaget godt. Det bedste var jo, at der var nogle, der havde brug for mig. Jeg havde brug for bekræftelsen - at jeg er god nok«. Kate Hjorth