Da Akademiet for Madkundskabs bestyrelse havde deres
halvårlige møde for et par uger siden, havde samtlige medlemmer læst reportage fra afgangsprøven i madkundskab på folkeskolen.dk. Et par af de seks
lektorer havde endda ligget vågen om natten og spekuleret over, om der er et problem
i den måde, prøven er konstrueret og bliver gennemført.
”Det er dejligt, at der er fokus på
teori-praksisudfordringer, og de mange, mange kommentarer til artiklen
udtrykker en seriøsitet og passion, som vi blev meget imponerede og glade for.
Men vi synes også, at der bliver sat en lidt gammeldags modsætning op mellem
teori og praksis”, siger formand for bestyrelsen professor i madkundskab på
DPU, Aarhus Universitet Karen Wistoft.
De syv bestyrelsesmedlemmer var med det samme enige om to
ting: Det er ikke synd for eleverne, at de skal til prøve. Og det er heller
ikke synd for eleverne, hvis de ikke spiser mad hver gang i madkundskab.
Eleverne skal tages i hånden
Debatten efter artiklen har handlet om, om afgangsprøven er
blevet for teoretisk, og om der er for meget vægt på elevernes teoretiske viden
frem for deres håndværksmæssige færdigheder.
”Det øverste formål for madkundskab er kritisk begrundede
madvalg. Refleksion kræver viden – hvad er det for en viden, eleverne skal bruge
til at tænke med, så at sige. De har brug for ord og begreber at udtrykke sig
med, og de kommer ikke bare fra piskeriset og op i hjernen”, siger Karen
Wistoft.
Prøven er til for at understøtte faget formål, og hun ser
det derfor heller ikke som en akademisering, at prøven har en mundtlig del
efter den praktiske. Det handler netop om, at faget kommer til udtryk som
alment dannende fag.
”En elev, som ham, der omtales i artiklen, der er fuldstændig
i flow i sin madlavning, har overblik over, hvad han gør og som går i ét med
det, han skal tages i hånden uden at spolere det. For han skal en ting mere.
Han skal kunne forklare, hvad han gør og hvorfor han gør det. Så kan man som
lærer sige, at det er ikke nødvendigt at sætte ord på. Men hvordan skal han
bruge det, han kan her, i andre sammenhænge, hvis han ikke kan forklare det?”,
spørger hun.
Eleverne skal netop i faget lære, hvordan de kan flytte deres
flowoplevelse til andre sammenhænge, hvor de har brug for at koncentrere sig,
og de skal kunne forklare det, de gør, så andre kan forstå det. For at kunne
klare sig i verden, skal de have en grad af kommunikation og forståelse om det,
de ved med kroppen.
”Han skal kunne trække noget praksisfaglig viden ind, som
han kan bruge til at kommunikere med ord til resten af verden om den forståelse, han har i kroppen”.
Praksisfagligheden skal didaktisk i spil
Karen Wistoft mener, at en del af udfordringen også ligger i
den måde, man ser på den teori og praksis.
”I debatten om prøven bliver det nogle gange stillet op som
en dikotomi – en modsætning mellem teori og praksis. Men det bliver kun en
udfordring, hvis lærerne underviser i teori gennem teori i et klasselokale og bagefter
i håndværket uden teori i madkundskabslokalet. Så bidrager man til en
uproduktiv skelnen”, siger hun.
I Akademiet for Madkundskab mener man ikke, at det er enten-eller, men ser teorien som en naturlig del af faget. Det skal ikke være teori
for teoriens skyld, men viden for anvendelighedens skyld.
”Når vi interviewer lærerne i forbindelse med forskning og
undersøgelser, så er det tydeligt, at de har en praksisfaglighed, som er med
til at løfte faget. De ved noget om madlavning og smag og om, hvordan madens
fysik og kemi kommer til udtryk i praksis. Udfordringen er, hvordan den
praksisfaglighed kommer i spil didaktisk”.
Karen Wistoft mener, at praksisfagligheden netop skal foregå
i madkundskabslokalet, hvor teorien kommer naturligt ind der, hvor den passer
med det, der foregår i håndværket. Begge dele skal også belønnes i
undervisningen og til prøven, for netop her kan de praktisk-musisk fag i særlig
grad imødekomme politikernes ønske om praksisfaglighed.
”Ligesom det ikke er nok, at eleverne viser, at de kan
håndværket, så må det heller aldrig være nok at kunne tale om maden. En pige,
som er dybt optaget af kalorier og krop og vægt og sundhed og kan fortælle op ad
døre og ned ad stolper teoretisk, men som ikke kan lave fx en ret, hvor der ikke
indgår fedt og kulhydrater, hun bør heller ikke have 12, for hun skal også
kunne udtrykke sin viden praktisk”.
Det kræver også tid
Stod det til Karen Wistoft, så skulle madkundskab faktisk allerhelst
foregå ude i naturen, og det må aldrig være uden selve madlavningen, for håndværket
er lige så vigtigt som viden. Men skal praksisfagligheden virkelig i spil i
faget, så kræver det også tid.
”Det optimale er selvfølgelig, hvis eleverne kan nå at komme
i flow, men det gør du ikke på et splitsekund. Du skal have tid til at blive et
med det, du laver, og du skal have et frirum. Det kan etableres i de praktisk-musiske
fag, hvis læreren er opmærksom på det og sørger for, at eleverne også kan
udtrykke deres viden. Den viden, som også skal være der, skal knyttes til det
praktiske, og det kræver tid. Madkundskab er et fag, som eleverne burde have
fra 1. til 9. klasse med tid til at koble håndværk, viden og den sproglige
refleksion, ikke som molekylær kemi, men som viden om, hvorfor sovsen stivner”.
