Reagensglassene fylder lige så meget som den ikoniske røde ko med blomsten i munden på de gamle plancher fra husgerning. Og det er ikke uden grund.

Lektor Merete Vial har linet materialer fra fagets historie op til udstilling på Bosei Højskole, hvor 55 madkundskabslærere har fået plads på DLF’s tredages fagkursus. Maden fylder meget, men det gør gastrofysikken også.

”Naturvidenskaben har været med i faget helt fra begyndelsen, selv om der var en periode i midten, hvor det blev mere hygge og spise. Men det er ikke noget madpakkefag. Og det er vigtigt at gøre opmærksom på, at der skete et stort skifte i 2014, da fokus skiftede fra hjem til mad. På den front blev det et helt nyt fag, men det nye fag er ikke slået igennem alle steder”, fortæller Merete Vial.

En faglig forening med fokus på fagets status

Formanden for Foreningen for Madkundskab Lone Carlson og bestyrelsesmedlem Helena Folke Holm er med på kurset og folkeskolen.dk/madkundskab har benyttet lejligheden til bede de tre kvinder tage temperaturen på faget og den faglige forenings rolle.

”Foreningen blev stiftet i 1942 som en faglig forening under Danmarks Lærerforening. Det passer med, at foreningen blev oprettet efter, at faget blev gjort landsdækkende. Helt fra begyndelsen har man tænkt fagpolitisk for faget og læreren og eleverne, og fokus har hele tiden været på at højne fagets status”, fortæller Lone Carlson.

Gennem mange år var det også hos foreningen, man kunne få de faglige kurser, for der var ikke andre, der udbød kurser på det område. Men det ændrede sig efter reformen i 2014.

Lærere på kursus i madkundskab: ”Det er utroligt, hvad et så lille fag skal kunne”

”Jeg var med på mit første årskursus i foreningen i 1998 – det var gratis for studerende. Det var stort med 110 deltagere. Men med reformen blev lærernes vilkår for at deltage i kurser væsentligt forringet, og siden har vores muligheder for at gennemføre kurser været udfordret”, fortæller Lone Carlson.

Helene Folke Holm hører fra kolleger og oplever også selv, at der er få resurser til at sende lærere på efteruddannelse, og madkundskabslærerne er ikke dem, der står forrest i køen.

”Selv når kurserne er gratis, som DLF’s fagkurser, bliver der stadig trukket på det, fordi der skal vikardækkes”, fortæller hun.

Et bredt fag som kræver meget

Lektor Merete Vial har lige været med til at beskrive faget i den nye læreruddannelse, og Helena Folke Holm er også med i faggruppen i Undervisningsministeriet.

”Jeg synes, vi er kommet tilbage til et fornuftigt niveau i beskrivelsen til læreruddannelsen. Vi har fået skrevet håndværket frem, selvfølgelig koblet med viden. Vi har fået et godt formål og gode indholdsområder. Og fordi de nye fagbeskrivelser kun er på én side, så er det virkelig faget beskrevet i bouillonterning”, siger Merete Vial.

Men det er et virkelig bredt fag, og det kræver meget af lærerne. De skal både kunne nørde i historien og i kulturen og samfundet og det naturvidenskabelige. Og så skal de have lyst til at koble håndværket med viden.

”Der er en klar opfattelse af blandt lærerne, at vi ikke kan nå det hele, og man kan undre sig over, hvorfor faget ikke har flere timer. Men eleverne vil det gerne. Vi skal gøre os umage på min skole med at tale faget ned og lyde strenge, når de skal vælge valgfag, for vi kunne have elever nok til to skolekøkkener. Selvfølgelig fordi de også tror, at de får lov til at spise”, siger Helena Folke Holm.

”Det er også noget med, at mad ligger lige til højrebenet, for de andre fag, tænker man, at man skal være kreativt dygtig til at tegne eller forme, eller have lært musik i forvejen for ikke at være bagud”, siger Lone Carlson, og Merete Vial er enig:

”Mange forbinder mad med hygge. Sådan er det i dansk kultur. Vi vil aldrig byde nogen hjem uden at byde på noget”.

Teorien er en del af håndværket

Lone Carlson fortæller, at du hun selv valgte hjemkundskab på seminariet, fordi det var smart at vælge noget nemt, som hun var god til i forvejen.

”Jeg blev slemt klogere, for teorien var massivt til stedet, og der var stor faglig dybde og bredde, og human ernæring var lige ved at tage pusten fra mig på trods af, at jeg er vokset op i restaurationsbranchen. Men det skal også være sådan, at man lige vakler lidt – ikke som elev, men som lærerstuderende”.

Merete Vial blev uddannet i 1993 og hendes første elever havde også teori som en del af madlavningen.

Hvad får man for friterede, pocherede æg til valgfagsprøven?

”Det var aldrig et issue. Havde vi om kartofler, så talte vi om kartoflens egenskaber og forskellige typer af kartofler. For mig er teori bare noget, man gør.

”Jeg vil faktisk sige, at uden teorien er der intet håndværk”, siger Lone Carlsson. ”Det er et spørgsmål om, at man skal lade være med at lave den strukturelle skelnen, men i stedet se det som en helhed. Når man gør noget, så sker der noget”.

For Helena Folke Holm er der heller ikke nogen tvivl om, at teorien skal være i faget, men med henvisning til den diskussion, der for nyligt har kørt om hvor vidt valgfagsprøven er blevet så teoretisk, at det igen er de boglige stærke elever, der har en fordel, har hun alligevel en bekymring for faget.

”Det, der rammer, er, at man gerne vil have, at elever, som ikke er bogligt stærke, men dygtige til håndværket, også får en mulighed for at shine. Selvfølgelig kan man ikke få 12, hvis man ikke kan fagbegreberne, men hvor kan man så shine?”.

Her mener Merete Vial, at lærerne har en del frirum til at vurdere eleverne. Hun refererer til et af fagets faglige fyrtårne, professor Jette Benn, som i sin afskedstale før pensionen sagde: ”Glem ikke det lille menneske”.

”Ja, vi skal være med til at italesætte den tavse viden. Når de siger, at noget smager godt, skal vi spørge ind til mundfølelse og tekstur. Selv om man er ordknap, kan man jo godt gøre sig nogle overvejelser”, siger Lone Carlson.

Lærere om eksamen: Var det virkelig meningen at gøre praksisfagene så boglige?

Helena Folke Holm mener, at kravene til elevernes abstraktionsniveau er voldsomme til 8. klasse. Også i andre fag end madkundskab. Og det er meget fint, at lærernes skal kunne undervise dem i gastrofysikken, når de står i situationen, men det er ret svært i virkeligheden.

”Det er fint, at jeg skal snakke maillardproces, når noget brænder på, men vi står i lokaler, som er håbløst indrettet med 27 elever, og de er ikke samme sted i processen. Vi kan ikke bare stoppe op midt i det hele. Det vi skal sige er vi nødt til at tage inden eller efter”.

Tiden og antallet af undervisere i forhold til eleverne og resurserne er alle faktorer, der ikke gør det nemmere at skabe den gode kobling mellem teori og praksis.

Prøven er ikke længere tidssvarende

Underviser: Madkundskabsprøven trænger til at blive revideret

Dertil kommer udfordringerne ved selve prøven. Dels er det en stor opgave for lærerne, ikke mindst fordi mange hidtil har været mellemtrinslærere, så det er nyt for dem i det hele taget. Og så mener de ikke, at selve prøven er tidssvarende.

”Det er en klar misforståelse, hvis man tror, at det teoretiske og de praktiske tæller lige meget, det ville ikke være rimeligt, når de har to timer til det praktiske. Det er en helhedsvurdering af, hvordan de klarer opgaven og forklarer hvad de gør, og hvad der fx er gået galt. Men når det er sagt, så synes jeg faktisk ikke, at prøven er tidssvarende. Hvis vi gerne vil madkulturen og kreativiteten, så giver det ikke mening med en styret lodtrækningsprøve”, siger Merete Vial.

Lone Carlson har været ude som censor mange gange, mens prøven har været frivillig, og hun har hidtil set den som forbilledlig.

”Men det er ikke ensbetydende med, at det er den bedst tænkelige. Den er stadig gangbar. Men vi kunne godt tænke os, at den var projektorienteret, ligesom håndværk og designprøven. At de selv formulerer en problemstilling, som de undersøger og arbejder med og har mulighed for vejledning. Som det er nu, må vi jo ikke vejlede dem mere, når de har trukket”, siger hun.

Helena Folke Holm vil gerne kunne belønne de dygtige, tavse elever.

”Jeg har en valgholdselev, som forleden piskede en perfekt hollandaise, men han kommer aldrig til at fortælle mig om emulsion. Han er fokuseret i køkkenet på en helt anden måde end i klasselokalet. Jeg savner virkeligt muligheden for at belønne ham for det, han kan. Er det ikke også noget værd i sig selv? Også selv om han ikke har den teoretiske opbakning”.

Lone Carlson mener, at der bestemt er plads til at belønne eleverne for deres praktiske færdigheder.

”Det er vigtigt, at lærere og eksaminatorer husker, at de står med to timers praktisk prøve, efterfulgt af små ti minutters teoretisk, så selvfølgelig kan det ikke vægtes 50/50. Den teoretiske del er iboende det praktiske, og derfor skal det ikke ses som to adskilte størrelser. Det er en stor misforståelse, og hvis noget føles forkert, så er det med stor sandsynlighed også”.