”Dér, hvor jeg underviser, kan eleverne ikke kende forskel på en grydeske og en paletkniv. Så er der altså meget lang vej til at undervise i enzymer og molekyler”.

Sådan lyder det fra en lærer. Han er med på workshop i gastrofysik på et madkundskabsfagkursus, arrangeret af Danmarks Lærerforening.

Underviseren er lektor og master i sundhedspædagogik, som til daglig underviser på læreruddannelsen i Odense Majbritt Pless. For hende er gastrofysikken oplagt at arbejde med i madkundskab.

”Det var en af de områder, der gjorde forskellen fra hjemkundskab til madkundskab”, siger hun.

Som hun ser det, kunne madkundskab lige så godt høre til i den naturfaglige blok som i den praktisk musiske:

”Da man indførte hjemkundskab i skolen, var det jo også en måde at lære pigerne noget om naturvidenskab".

Men hun er også bevidst om, at både lærere og elever har meget forskellige forudsætninger for at forstå, hvad gastrofysik som dimension kan, og hvordan man kan arbejde med det i faget.

”Men det handler jo grundlæggende om undersøgende kogekunst. Om at forstå processen bag håndværket og give eleverne overførbar viden, som kan give handlekompetencer. Det handler om at innovere og eksperimentere”, siger hun.

Lærerne bliver sat i summegrupper for at diskutere, hvad gastrofysik er for dem, og det er tydeligt, at der er meget forskellig holdning til, om det overhovedet er muligt at arbejde med det i madkundskab i folkeskolen.

Nogle refererer med det samme til undervisning, de har gennemført med gærprocesser, fermentering eller forløb med æg, hvor de har lavet sjove forsøg, som eleverne har elsket.

Andre afviser det blankt med ord som ”jeg ville aldrig kunne forklare det her, for jeg forstår det ikke selv”. Eller ”elevernes abstraktionsniveau er slet ikke til det”.

Den forskel går igen i hele gruppen af lærere på fagkurset. Nogle glæder sig stort til at få ny teoretiske viden, mens andre glæder sig mest til at få hænderne i gryderne.

Det sidste er dog for underviserne en udfordring, for Krogerup Højskole, hvor dette fagkursus bliver afholdt, har ikke en madlinje, så der er ikke køkkener at arbejde i.

”Men så kan det fungere som inspiration til, hvordan man kan gøre, når man pludselig ikke kan være i skolens faglokale i tre måneder, fordi der er skimmelsvamp”, siger Majbrit Pless optimistisk.

Lærerne på fagkurset kommer med meget forskellige forudsætninger. Nogle har linjefag både i madkundskab og i fx biologi eller har fået relevant efteruddannelse. Andre har aldrig fået mere end linjefaget og atter andre har ikke engang linjefaget.

Fælles er dog en glæde ved at lave mad, og snakken i frokostpausen er livlig – både om selve frokosten og om de oplæg, dagen begyndte med om madkundskabsfagets historie og berettigelse.

Det handler stadig om lysten til at lave mad

Alle lærere skal igennem de tre workshops gastrofysik, maddannelse og afgangsprøven i løbet af de tre dage, og ligesom gastrofysik får workshoppen om afgangsprøven også fagets indre modsætninger frem.

”Det er et lillebitte fag, og alligevel forventer man, at eleverne skal gå til prøve i noget på et meget højt niveau”, siger en lærer.

En anden understreger, at hun tager det stille og roligt.

”Man må jo lave prøveoplægget ud fra, hvad man har haft. For mig handler det altså stadig om helt grundlæggende at give dem lyst til at lave mad. Når man har lagt det i den praktisk-musiske faggruppe, så kan gastrofysik fx ikke få lov at fylde en masse. Det er stadig et håndværksfag”.

Hos Merete Vial som underviser i workshopppen om prøveoplægget, har lærerne fået til opgave at udvikle en kartoffelmad, der skal indeholde de fem grundsmage. De skal tegne deres ide og derefter udføre den.

”Man kan fint lave et oplæg, der handler om at designe bæredygtigt smørrebrød med blik for dansk madkultur. Der er masser af madkultur i kartofler”, siger hun

Madderne bliver meget forskellige, og nogle er små kunstværker, man næsten ikke nænner at sætte tænderne i.

Hun fortæller også, at hun har givet de lærerstuderende, hun underviser til daglig på læreruddannelsen i Aarhus, til opgave at udvikle undervisning ud fra to poser gulerødder.

Det kan man nemlig også få meget ud af. Eller man kan sætte fokus på en fødevare som sukker og arbejde med, hvad sukker gør ved maden, hvad det betyder kulturelt, hvor det kommer fra, og hvad det gør ved vores kroppe.

Men hun understreger, at det, at man kan gøre en pointe ud af at få meget ud af lidt, ikke betyder, at man ikke skal prioritere faget højt.

”Madkundskab er vokset til at gå på tværs af flere årgange, og der er lagt mange ting ind i faget. Det betyder, at der skal sættes tid af til fagsamarbejde. Man må gå i dialog med ledelsen, for hvis der skal være progression i faget, skal man have tid til at tale sammen på tværs af mellemtrin og udskoling”, siger Merete Vial.

En lærer fortæller, at på hendes skole har de fået tid til fagteammøder, så de kan tale om undervisningen i et større perspektiv:

”Men der er også en frygt for at man mister frihed i ens egen undervisning, hvis man skal planlægge, hvad der skal undervises i sammen med de lærere, der skal have eleverne efter en”.

På de tre dages fagkursus er der i hvert fald rig lejlighed til at diskutere faget både med de kolleger, man har fået med sig, og med kolleger fra resten af landet.