Der er en udbredt misforståelse blandt lærerne om, hvad det er, eleverne skal til den afsluttende skriftlige prøve i dansk i 9. klasse, skriver Maria Juul Mark og Sarah Mørk Damholdt i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aalborg ved professionshøjskolen UC Nord.

Der er lærere, der underviser i genrer i overbevisning om, at eleverne til den skriftlige prøve skal beherske mange forskellige genrer, skriver de. Dog står der følgende i vejledningen til folkeskolens prøver i faget dansk under den skriftlige prøve: "Eleverne skal lære at beherske forskellige fremstillingsformer herunder skrive tekster med forskellige hensigter og kunne anvende dette i de formulerede skrivekrav og underliggende skrivehandlinger," og "de skal kunne forestille sig forskellige afsenderroller og skrive ud fra dette, ligesom de skal lære at formulere sig, så det skriftlige arbejde tilpasses forskellige målgrupper, medier og situationer".

Anne Bock, som er cand. pæd. i didaktik i dansk, siger i sit forskningsprojekt om skrivning og dannelse i udskolingen: 

"Jeg forundres over, at skrivning særligt i folkeskolens ældste klasser alt for ofte bliver et spørgsmål om formel rigtighed. På den måde reduceres skrivning til et spørgsmål om at 'ramme genren' i forventning om, at netop dét honoreres til den endelige vurdering afgangsprøven".

Hun peger på, at dette fokus på formel korrekthed og det at 'ramme' dén rigtige genre overskygger dannelsespotentialet ved skrivning, hvor eleven får mulighed for at overgive sig til skriveprocessen og sætte ord på sine erfaringer og derigennem blive klogere på sig selv og verden, skriver Maria Juul og Sarah Mørk.

I problemformuleringen til deres projekt spørger de: "Hvordan kan dansklæreren udvikle skrivedidaktikken, således eleverne oplever skrivelyst og udvikling af deres skriftlige kompetencer"?

Deres projekt bygger på egen praksisfortælling, en spørgeskemaundersøgelse med 100 elever fra fire årgange fra to forskellige skoler og to fokusgruppeinterview: et med to lærere, som underviser på henholdsvis 5. og 8. årgang og et med to elever. På baggrund af deres undersøgelse præsenterer Maria Juul og Sarah Mørk en handleplan med mulige tiltag til udvikling af en skrivedidaktik, der udvikler elevernes skriftlige kompetencer og oplevelsen af skrivelyst.

Genrepædagogik

De interviewede læreres skrivedidaktik læner sig op ad genrepædagogikken, skriver Maria Juul og Sarah Mørk. Det er en pædagogisk metode, der blev udviklet i Australien i 1980'erne af den britiske lingvist Michael Alexander Kirkwood Halliday, der har udvikliet en systemisk funktionel lingvistik, SFL.

Genrepædagogikken bygger på tre komponenter. Den første er en teori om tekster, hvor eleverne gennem det arbejdet med genrer lærer at skelne mellem forskellige teksttyper, der hver især har et bestemt formål, en bestemt struktur og nogle specifikke sproglige træk.

Den anden komponent er en sprogteori, hvor fokus lægges sproget som et kommunikationsredskab og på grammatik som betydningsskabende. Eleverne opbygger dermed gradvist et nuanceret fagsprog og viden om, hvordan sproget kan bruges i forskellige kontekster.

Den tredje komponent er en didaktiseret stilladseret undervisning i form af The Teaching Learning Cycle, der i fire faser opbygger et stillads om elevernes skriveproces.

De fire faser er:

- vidensopbygning,

- model-analyse,

- fælles tekstkonstruktion

- og selvstændig tekstkonstruktion.

Fordelen er, at det bliver konkret for eleverne, "hvad det egentlig er, de skal lære og hvad de skal med teksten", siger en af de interviewede lærere.

Skriveundervisning i udskolingen mangler dog ofte et autentisk kommunikativt formål. Elevernes tekster bliver ikke brugt til noget efter feedback, hvor karakterer og afgangprøven fylder meget. Det store fokus på karakterer og eksamen medfører, at dannelsesaspektet ved skrivning bliver tilsidesat. I den forbindelse er et væsentligt tiltag, at lærernes fokus på undervisning i genrer flyttes til undervisning i skrivehandlinger, som også er nævnt i Fælles Mål, idet der er et stort dannelsespotentiale i at kunne skelne mellem disse, og det kan eleverne også bruge udenfor skolen, konkluderer Maria Juul og Sarah Mørk. 

Skrivning og dannelse 

Lærerne skal inkorporere et dannelsesaspekt i det faglige arbejde for at leve op til skolens formål, siger Maria Juul og Sarah Mørk: "Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre."

Hvis læreren fokuserer for meget på de danskfaglige termer, kan skrivning blive et mål i sig selv, men det skal bruges som middel til, at eleverne opdager, at det er noget, de kan bruge som et middel til deltagelse i det demokratiske samfund. Læreren må derfor tilrettelægge en meningsfuld sammenhæng for skriveundervisningen, siger de.

For at tilgodese dannelsesaspektet ved skrivning skal der ske en udvikling i lærerens skrivedidaktik, så eleverne oplever skrivelyst og udvikling af deres skriftlige kompetencer. "Det kan ske ved, at læreren i højere grad inddrager tanker bag skrivedidaktikken situeret fremstilling, idet fokus her flyttes fra kravene om at ramme én bestemt genre, som det er i genrepædagogikken, der bliver praktiseret nu, til situationen omkring teksten", skriver de.

Situeret fremstilling viderefører elementer fra både procesorienteret skrivning og genrepædagogik, og samtidig nedtoner situeret fremstilling andre elementer som dansklærere ellers traditionelt har lagt vægt på. Overordnet bygger situeret fremstilling på følgende antagelser: "Fremstilling af tekst, i bredeste forstand, er en problemløsende, strategisk aktivitet og er helt basalt en kommunikativ handling i verden. Derfor er elevens forståelse af den situation som teksten indgår i den vigtigste ressource for tekstproduktionen."

Flere perspektiver på teksten

Omdrejningspunktet i situeret fremstilling er fire perspektiver, som en erfaren skriver skifter imellem. De fire perspektiver er:

- producentperspektivet,

- brugerperspektivet,

- normperspektivet

- og det æstetiske perspektiv.

Disse perspektiver skal alle være i spil for at skrive en god tekst. De skal forstås som fire 'blikke' den erfarne skriver benytter, når vedkommende håndterer tekstsituationen.

I praksis vil situeret fremstilling tage udgangspunkt i selve tekstsituationen, som skal analyseres, hvorefter skriveforløbet fungerer, så læreren løbende vejleder eleverne der, hvor de har behov for det. "Det handler om, at eleverne skal lære at skifte mellem de fire perspektiver i deres tekster, og det er her, lærerens vejledning og respons skal være selektiv, så læreren tilpasser responsen til det, eleven har brug for her og nu. Fordelen ved løbende respons er, at det er langt mere læringsfremmende end, at læreren retter den færdige tekst", mener Maria Juul og Sarah Mørk. 

"I situeret fremstilling bliver den autentiske situation omkring selve skrivesituationen den vigtigste for på den måde vil dén ramme, som eleverne efterspørger, være opfyldt. Indenfor denne ramme har eleverne mulighed for at træde frem som unikke subjekter og forme teksterne til deres egne", konkluderer de i deres professionsbachelorprojekt.

Læs hele projektet her: