Specialpædagogikkens udvikling er kompleks, især hvis inklusionsdagsordenen fra de seneste år også skal medtænkes. Forfatter Kaj Struve har forsøgt at gribe om det hele inklusive en analyse af konkurrencestatens indflydelse på samme. Med en del flotte cases, en mængde klassiske referencer og blandede dele af forskningsbehæftede indslag og aviscitater er det faktisk svært at følge bogens identitet.

Er det en fagbog, en debatbog, en samling kronikker eller noget helt fjerde, jeg så ikke kender genren på? Jeg kan godt se ideen med de enkelte perspektiver - konkurrencestatens indflydelse på inklusionsdagsordenen, inklusionens konsekvenser for det enkelte barn, positivt som negativt, den historiske udvikling fra 1914 og frem. Men når perspektiver som neurologi, rumænske børnehjemsbørn, Aristoteles, social arv og Thomas Piketty samt Ejernæs skal have deres plads, falder det i min optik fra hinanden.

Bogen vil for meget og bliver samtidig overfladisk, for det hele kan man jo ikke gå i dybden med. Mange væsentlige temaer, men få konklusioner.