Anmeldelse
Social tænkning og mig
Tanke før handling - også i det sociale
Et meget konkret og direkte anvendeligt læremiddel med inklusionsperspektiv.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Afsættet for "Social tænkning og mig" er, at vi i arbejdet med børn og unge med ikke så veludviklede sociale kompetencer i høj grad fokuserer på adfærd og kommunikation i det sociale og dermed også forsøger at rette op på det med instruktioner i social adfærd. Forfatterne, der har mange års erfaring i arbejdet med både børn og unge og deres forældre, lærere og pædagoger, forsøger at bibringe både de voksne og børnene, at det er den tænkning, der ligger bag ved den sociale adfærd, der skal arbejdes med. Børnene skal forstå og reflektere over, hvad der er på spil i det sociale, for at kunne ændre adfærd og kommunkation.
Fakta:
Titel: Social tænkning og mig
Forfatter: Michelle Garcia Winner, Linda K. Murphy
Pris: 249
Sider: 144
Type: Børnenes lærebog
Forlag: Pressto
Pris: 249
Sider: 172
Type: Lærerens bog
Udgangspunktet ligger tæt på kognitiv terapi, men er omsat til skole og familieliv, og fuldstændig afdramatiseret. Der sættes ord på begreber, som vi ofte har svært ved at definere. Forfatterne gør også op med antagelsen om, at social tænkning kommer af sig selv, altså den intuitive læring, som vi opfanger helt fra nyfødte af. Man lærer social tænkning hele livet, bevidst som ubevidst. Og denne udgivelse giver således et bud på et sprog omkring social tænkning, en række øvelser, der understøtter refleksionen over adfærd i det sociale, og en måde at arbejde på i forhold til både et enkelt barn og en hel gruppe eller klasse.
Udgivelsen består af to bøger, en instruktionsbog med øvelsesark og en bog henvendt til børn og unge på mellemste og øverste skoletrin.
Selve børnebogen opleves som mest velegnet til mellemtrinnet, da den nogle steder kan forekomme forsimplet i sit sprogbrug og med eksempler, der kan opleves for barnlige til øverste klassetrin. Men den tilbyder til gengæld en stor variation af meget relevante øvelser og tilgange i forhold til at få øje på og reflektere over det svære sociale samspil mellem mennesker.
Bøgerne forholder sig ikke til diagnoser og definerede funktionsnedsættelser og kan derfor frit bruges både i normalområdet og med et inkluderende perspektiv.